Racisten

Fangen

Knap en måned efter bombeattentatet i Worcester ringede den dengang 19-årige Daniel Stephanus (kaldt Stefaans) Coetzee til politiet fra sit gemmested på en farm og påtog sig sin del af skylden. Stefaans Coetzee tiltalte den vagthavende betjent med stor respekt og kaldte ham “oom” eller “onkel”. Han sagde, at han havde hørt, at der var børn blandt de dræbte, og derfor ville han melde sig. Den unge mand virkede reserveret, som de fleste ude fra landet.

Da han blev anholdt, og i nogle år derefter, var Stefaans Coetzee medlem af stort set alle yderligtgående højreorienterede grupper i Sydafrika, som gik ind for hvidt overherredømme, deriblandt nogle, der er så hemmelige og mystiske, at selv medlemmer har svært ved at forkla­re præcis, hvad de er: Wit Wolve, Israel Visie, Boere Aanvals Troepe. Fra fængslet fortsatte han med at kommunikere med medlemmer af Ku Klux Klan i USA og nynazistiske grupper i Tyskland, som han tilskyndede til at fortsætte indsatsen. Og han steg i graderne i de nationale gruppers pseudomilitære organisationer. Tilhængere af hvidt overherredømme havde stor respekt for Stefaans Coetzee. Men i det topsikrede Helderstroom-fængsel i Western Cape-provinsen var han nederst i hakkeordenen.

“Jeg var 19 år og hvid. Alle ville voldtage mig,” fortæller han om de første år, som han tilbragte i overfyldte celler med mellem 60 og 120 fanger. “Jeg kunne end ikke få en køje.” Så han sov på gulvet.

Da jeg i november 2009 møder Stefaans Coet­zee i Pretoria Centralfængsel, hvor han har siddet i mere end 10 år, er han lige fyldt 32. Hans hud er blevet bleggrå efter de mange år uden kontakt med sollyset. Og selv om han stadig ser forbavsende ung ud, har han fine rynker omkring øjnene, som man normalt kun ser hos meget ældre mænd. Håret er mørkt, meget kortklippet og dunet. Læderbæltet, som han bruger til at holde sin orange kedeldragt oppe med, er spændt helt ind. Det kommer ikke bag på mig, at han, før han endte i fængsel, kunne løbe hurtigt og langt i den stegende hede næsten uden mad og drikke. “Jeg elskede at løbe,” siger han, som om ordene kunne give hans ben friheden tilbage. “Ja, hvor jeg kunne løbe.”

Stefaans Coetzee sidder over for mig i et stort, anonymt, gult rum, som bruges til fængsels­besøg. Der er fem-seks vinduer på den ene væg, men det svage lys fra dem er ikke nok til at formilde det grønlige skær fra lysstofrørene. Det er sidst på formiddagen, og regnen styrter ned udenfor. Det er koldt, og vi fryser begge to.

Stefaans Coetzee blev født i 1977. Hans mor var ligeglad, og faderen drak. Han kan ikke huske noget fra dengang, hans forældre var sammen. Først boede han hos sin far i Orange Free State (nu Free State). Men da han var otte-ni år gammel, gik faderen ned med flaget. Efter nogen tid på børnehjem blev Stefaans Coetzee anbragt hos sin mor i Upington i Northern Cape. I de næste seks-syv år røg han ned i det ene hul efter det andet og ind og ud af forskellige bolig- og plejeforhold. Men så, da han var 15-16 år, tog en mand ved navn Johannes van der Westhuizen ham under sine vinger. Johannes van der Westhuizen var en ledende figur i den ultrahøjreorienterede kult Israel Visie, som gik ind for hvidt overherredømme. Han var svoren vegetar, tog hverken stoffer eller drak alkohol, og han læste i en omskrevet bibel, der understøttede ideen om, at alle, som ikke havde en hvid hudfarve, var dyr. Johannes van der West­huizen blev som en far for Stefaans Coetzee.

Hvis man vandrer fra Cape Town ca. 500 km mod nordøst, indtil nattehimlen bliver så sort, at man kan se helt tilbage til tidernes morgen, er der gode muligheder for, at man befinder sig i højlandet Great Karoo. I begyndelsen af 1800- ­tallet var de mægtige sletter ved foden af de forrevne Nuweveld-bjerge skjulested for lovløse, kvægtyve og våbensmuglere. Selv i dag er der så få mennesker, som er hårdhudede eller tossede nok til at forsøge at vriste et levebrød ud af den stenede jord, at det betragtes som et perfekt sted for stjernekiggere – og folk, der gerne vil gemme sig for resten af verden. Stedets fjerne mystik appellerede til Johannes van der Westhuizen; en mand, som fornægtede realiteterne i Sydafrika efter apartheid. Det var dér på hans lejede farm, at bombeattentatet blev planlagt.

“Da jeg kom i fængsel, bad jeg om en bibel,” siger Stefaans Coetzee og forklarer, hvordan han begyndte at nedbryde det had, som havde skaffet ham en soveplads på gulvet af en overfyldt fængselscelle. “Men den bibel, de gav mig, var anderledes end den, jeg læste i, da jeg var sammen med Johannes van der Westhuizen. Det gik op for mig, at den bibel, jeg havde læst i hos ham, var fordrejet. Det var første skridt.”

Der­efter blev Stefaans Coetzee overført til centralfængslet i Pretoria, hvor han tog kurser i vredeshåndtering og vigtigheden af at blive konfronteret med ofrene. Det fik ham til at skrive til fængselsledelsen og bede om lov til at sige undskyld til de mennesker og familier, han havde forvoldt skade. (Ledelsen frarådede det). Men selv om Stefaans Coetzee angrede det, han havde gjort, var han stadig racist.

Fem år efter anholdelsen, i begyndelsen af 2002, kom han på arbejdshold med en ældre fange, Eugene de Kock. Han er i dag er i begyndelsen af 60’erne og afsoner to livstidsstraffe plus 212 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden begået i hans tid som oberst og leder af det berygtede hemmelige sikkerhedspoliti. (Hans folk kaldte ham “det onde selv”). De to mænd vaskede gulv sammen i timevis. “Eugene sagde altid ‘Stefaans, du er nødt til at holde op med at tro, at du er hævet over andre bare på grund af din hudfarve’,” fortæller Stefaans Coetzee.

“‘Tag mit ord for det,’ sagde han. ‘Jeg har lært det på den hårde måde.’ Jeg svarede, at han skulle holde sin mund, men det gjorde han aldrig. Han sagde, at hvis ikke jeg holdt op med at være racist, ville jeg være spærret inde i to fængsler – ét om min krop og ét om mit hjerte.”

Samtalen

Hvis alle sydafrikanske børn fra vanskelige kår voksede op og udøvede voldskriminalitet, ville der ikke være meget tilbage af samfundet. Som det er nu, bliver der begået 50 mord i døgnet, og der anmeldes 140 voldtægter, selv om det reelle antal menes at være endnu højere. “Ja, vold er dybt rodfæstet i vores kultur,” siger lægen Marjorie Jobson, som står i spidsen for Khulumani Støttegruppe i Sydafrika. “Husk på, at de børn, der voksede op under apartheid med alle erfaringerne fra dengang, er voksne i dag.”

Marjorie Jobson giver mig et lift fra Johannesburg. En sommerdag i slutningen af 2009 kører vi gennem udkanten af Pretoria. Herfra ligner Sydafrikas administrative hovedstad ét stort blomsterhav. 50.000 jakarandatræer giver byen et overdådigt præg, og langs gaderne er der plantet skærmliljer. Der er rekla­mer for fodbold-VM overalt, og paral­lelt med vejen er man ved at anlægge en jernbane til højhastighedstog.

“I 1994 var alle udmattede. Jeg tror, folk bare gerne ville have apartheid til at forsvinde og regeringen til at gøre alt godt igen. Men sådan gik det ikke,” siger Marjorie Jobson. “Det er op til hver enkelt sydafrikaner at deltage aktivt i genopretningen. Den enkeltes magt, du ved. Den magt, som det enkelte menneske har til at fastholde vores voldelige fortid eller til at bidrage til et retfærdigt, fredeligt samfund."

På dén måde kommer vores samtale igen til at handle om Stefaans Coet­zee. Engang i 2004 blev Marjorie Jobson ringet op af Eugene de Kock. Han har i årenes løb gjort en indsats for at hjælpe Khulumani-støttegruppen med at finde personer, der forsvandt under apartheid-æraen. I og med at han var ansvarlig for, hvad der skete med dem, kunne han give mere eller mindre detaljerede oplysninger om, hvordan de forsvandt. Eugene de Kock fortalte Marjorie Jobson, at han i de sidste par år havde lært en mand ved navn Stefaans Coetzee at kende, og at denne gerne ville mødes med sine ofre for at sige undskyld. Marjorie Jobson havde ikke noget imod at hjælpe, men problemet var, at Stefaans Coetzee ikke havde den fjerneste anelse om, hvem hans ofre var. Han kunne ikke komme med nogen navne eller andre oplysninger, som måske kunne identificere dem. Han vidste kun, at tre af de dræbte var børn.

• Forrige Side 2 af 4 Næste