Ørkenen som malerlærred

Den solsvedne ørken og bjergskråningerne var et tillokkende malerlærred: blot ved at fjerne et lag mørke sten, der dækkede overfladen, og fritlægge det lysere sand nedenunder lavede nazcaerne markeringer, der har holdt i hundredvis af år i det tørre klima. Arkæologer mener, at såvel anlæggelsen som vedligeholdelsen af linjerne var en opgave for fællesskabet – “som at bygge en katedral,” siger Markus Reindel.

I de knastørre dale mod syd kan de tidlige nazcaingenører også have udviklet en mere praktisk metode til at håndtere knapheden på vand. Et opfindsomt system af vandrette brønde, som tappede fra det skrå vandspejl, dér hvor vandet løb ned fra Andeskædens forbjerge, gjorde det muligt for bosætterne at hente underjordisk vand op til overfladen. Disse vandingssystemer, der kendes som puquio’er, leder stadig vand til dalene i syd.

Nazcaerne lader til at have været bemærkelsesværdigt “grønne”, måske på grund af de vanskeligheder, de mødte. Anlæggelsen af puquio’er viser en raffineret sans for at spare på vandet, eftersom underjordiske vandledninger mindskede fordampningen. Bønderne plantede frø ved at lave et enkelt hul i jorden frem for at pløje og lod på den måde de underliggende jordlag være i fred.

Under et besøg på et nazcafundsted ved navn La Muña udpeger Johny Isla nogle lag af plantemateriale i væggene på de bygninger og terrasser, der afslører, hvor bosættelsen på den klippefyldte bjergside har været. Nazcaerne tog deres affald og genbrugte det som byggemateriale. “Det er et samfund, der anvendte sine ressourcer vældig godt,” siger han. “Det er netop, hvad nazca handler om.”

For de fleste mennesker i dag handler nazca stort set kun om linjerne. Men selv om nazcaerne afgjort var de mest flittige fremstillere af geoglyffer, var de ikke de første. På en bjergskråning op til en højslette syd for Palpa er der tre stiliserede menneskefigurer med opspilede øjne og pudsigt strittende hår, og de er mindst 2400 år gamle – ældre end næsten en hvilken som helst lærebog vil datere begyndelsen af Nazcakulturen til at være.

Markus Reindels gruppe har tilskrevet den tidligere Paracaskultur ikke færre end 75 grupper af geoglyffer i Palpaområdet. Disse Paracasgeoglyffer, der tit forestiller menneskelignende figurer, har til gengæld markante visuelle motiver til fælles med endnu ­ældre billeder, der er skåret i sten, såkaldte petroglyffer eller helleristninger. Johny Isla opdagede for nylig en helle­ristning af en abe, da han var på vandretur for at undersøge et sted højt oppe i Palpafloddalen, hvor man mente, der havde boet paracasfolk. Det var en overraskende, tidligere version af den berømte Nazcageoglyf, vi så på pampassen under vores fly.

Disse nyopdagelser understreger endnu en væsentlig pointe ved Nazcalinjerne: De blev ikke lavet på samme tid, på ét sted og til ét formål. Mange af dem er trukket hen over ældre linjer, så udviskninger og overskrivninger gør fortolkningen mere indviklet; arkæolog Helaine Silverman har engang sammenlignet dem med skriblerierne på en tavle ved slutningen af en travl skoledag. Den udbredte forestilling om, at de kun kan ses fra luften, er en moderne myte. De tidlige geoglyffer fra paracastiden blev anlagt på bjergsider, hvor de kunne ses fra pampassen.

Da nazcatiden begyndte, var billederne – som nu i mindre grad forestillede mennesker og oftere natur – vandret ned ad skrænterne i nærheden til bunden af pampassen. Næsten alle disse ikonagtige dyrefigurer, såsom edderkoppen og kolibrien, består kun af en enkelt streg; man kunne træde ind i dem et sted og træde ud et andet uden nogen sinde at krydse en linje. Det fortæller arkæologerne, at linjerne på et tidspunkt i den tidlige nazcatid udviklede sig fra rene billeder til stier beregnet til ceremonielle processioner.

Senere kan der have deltaget flere mennesker i disse ritualer, måske pga. en eksplosiv befolkningstilvækst, og geoglyfferne antog åbne, geometriske former, af hvilke nogle af trapezerne strækker sig over mindst 600 m. “Vi tror, at de ikke længere blev tænkt som billeder, der skulle ses, men som scener at gå på til brug for religiøse ceremonier,” siger Markus Reindel.

Disse gamle tilbedelsesformer har efterladt sig spor i selve undergrunden. Mellem 2003 og 2007 målte geofysikerne Tomasz Gorka og Jörg Fassbinder fra Bayerns direktorat for mindesmærker Jordens magnetfelt omkring et trapez ved Yunama, en landsby uden for Palpa, og ved andre linjer i nærheden. Små afvigelser i de magnetiske signaler tydede på, at jorden var blevet trykket sammen som følge af menneskelig aktivitet, især omkring forhøjningerne.

Endnu en medarbejder i Nazca-Palpa-projektet, Karsten Lambers, havde i mellemtiden indsamlet data om sigtelinjernes position og præcise mål hen over hundredvis af geoglyffer. Data-materialet viste, at trapezerne og andre geometriske former var anlagt på steder, hvor de ville kunne ses fra en række udsigtspunkter. Holdet sluttede, at det var steder, hvor “sociale grupper foretog sig noget og kom i kontakt med hinanden, og tilskuere i dalene og på andre geoglyfsteder kunne observere og se med”.

• Forrige Side 2 af 3 Næste