Kold dukkert i en undersøisk jungle

Det, jeg husker fra min svømmetur i Spirit Lake, er ikke en sunket skov, men en undersøisk jungle. I august sidste år kører jeg bag Charlie Crisafulli på en bugtet tosporet vej langs Windy Ridge. Vi kører gennem en ramponeret låge, der er sikret med en midlertidig kæde, og ned ad et foruroligende stejlt hjulspor ind i det afspærrede område. I udkanten af Pumice Plain begiver vi os ud på den 4 km lange vandretur, som den slanke 52-årige økolog har gået tusindvis af gange før. Hans he­ste­hale svinger for hvert skridt, mens han taler om økologi i et væk. Bag os ligger vulkanen grå og snefri.

6. maj 2010

Det, jeg husker fra min svømmetur i Spirit Lake, er ikke en sunket skov, men en undersøisk jungle. I august sidste år kører jeg bag Charlie Crisafulli på en bugtet tosporet vej langs Windy Ridge. Vi kører gennem en ramponeret låge, der er sikret med en midlertidig kæde, og ned ad et foruroligende stejlt hjulspor ind i det afspærrede område. I udkanten af Pumice Plain begiver vi os ud på den 4 km lange vandretur, som den slanke 52-årige økolog har gået tusindvis af gange før. Hans hestehale svinger for hvert skridt, mens han taler om økologi i et væk. Bag os ligger vulkanen grå og snefri. Nordflanken er styrtet sammen, og krateret er blottet. Foran ligger søen blikstille. To femtedele af vandoverfladen er dækket af “tømmerflåden”, et ustabilt lag af tusindvis af flydende træstammer. Langs med sporet er der unge grantræer, lupiner og 4 m høje vildnis af pil og el, og tæt ved et vandløb er der masser af tudser og løvfrøer. Ved søbredden ifører vi os varme overtræksdragter af fleece, som Charlie Crisafulli kalder kanindragter, og ud over den tager vi tørdragt, dykkermaske og snorkel på. Så stiger vi ned i en Zodiac-gummibåd, der sejler os ind i Duck Bay. Og derfra hopper vi ned i det iskolde vand.

Den første overraskelse er farverne: strålende gule og grønne, der er helt elektriske i sollyset, og en verden til forskel fra den grå Pumice Plain. Farverne kommer fra vandplanter – tykke og lianagtige strækker de sig 3 m op fra bunden af søen til overfladen. Klumper af mos flyder oven på dyndet, og overalt omkring mig er der fede, mindst 50 cm lange fisk med kæbekrog. Jeg svømmer efter dem, men de lader sig ikke skræmme. Jeg opdager, at den undersøiske jungle kun findes inde på lavt vand. På dybere vand er den væk, og det samme er fiskene.

Før udbruddet var Spirit Lake ligesom mange subalpine søer uproduktiv og næringsfattig med klart vand og få lavvandede steder. Da toppen af vulkanen skred ned i søen med 240 km/t., blev den fyldt med det, Charlie Crisafulli kalder “pyrolyseret skov” – organisk materiale, der blev brændt under udbruddet. Vandet blev opvarmet til kropstemperatur og fyldt med opløst kulstof, mangan, jern og bly. Sigtbarheden faldt fra 9 m til 15 cm. Bakterierne trivedes. De første videnskabsfolk, der tog vandprøver, pådrog sig uforklarlige lidelser. Mikroorganismerne bredte sig i hurtig rækkefølge: aerobe organismer, der hurtigt opbrugte al ilten; anaerobe organismer, der kan leve uden ilt; dernæst kvælstofabsorberende bakterier og typer, der lever af metan og tungmetaller. I 18 måneder blev Spirit Lake styret af kemien og var hjemsted for “hundreder millioner af bakterier pr. milliliter”, siger Charlie Crisafulli. Til sidst havde mikroorganismerne optaget så meget, at de efterhånden begyndte at dø, mens vand fra vandløb og smeltevand strømmede ind og gjorde vandet klart igen.

Da først sollyset brød igennem Spirit Lake, blev den koloniseret af alger og andet planteplankton. Derpå fulgte dyreplankton, som lever af planteplankton, efterfulgt af vandlevende insekter og padder. I begyndelsen af 1990’erne voksede der vandplanter frem på lavt vand og gav ørreden ideelle livsbetingelser, som ikke eksisterede før udbruddet. Regnbueørrederne mæskede sig i dansemyg og ferskvandssnegle, og efter to-tre år opnåede de en rekordvægt på 2 kg.

Efter udbruddet har søen fulgt et mønster, som Charlie Crisafulli ofte har set sidenhen i udbrudszonen. Nye organismer koloniserer det uberørte miljø med enorm succes, hvorefter de brænder ud eller bliver holdt i skak af rovdyr, parasitter eller konkurrenter. Det var den anden vigtige lektie fra St. Helens: Når tavlen er visket ren, er den økologiske udvikling en cyklus af voldsom fremgang og nedgang.

Spirit Lake flyder bogstavelig talt over med næring. Når en haletudse dør som tudse på Pumice Plain, eller når et insekt, der er udklækket i søen, ender i asken, overføres deres næringsstoffer til jorden. Denne proces genopretter langsomt den ødelæggelse, udbruddet forvoldte. “Før udbruddet var landmiljøet superproduktivt med masser af bundne næringsstoffer og kulstof i den oprindelige skov. Sammenlignet med skoven var søen udpint. Efter udbruddet var det lige omvendt,” siger Charlie Crisafulli. Nu er landskabet ved at skifte tilbage fra grå til grøn, og søen begynder at ligne sig selv.

De regnbueørreder, jeg så, var med deres 50 cm og 2,5 kg på størrelse med de største, jeg nogen sinde har fanget i et helt liv med fiskeri i det nordøstlige Stillehav. Men fiskene var også ved at vende tilbage til deres tidligere tilstand. Ni år efter, at Charlie Crisafulli begyndte at mærke dem, er deres gennemsnitsvægt halveret. Det kan enten skyldes, at Spirit Lake er blevet mindre produktiv, eller at for mange ørreder nu må konkurrere om den samme mængde føde. Nogle lystfiskere ser forandringerne i søen som et problem, der skyldes overbefolkning, og tilbyder sig selv som løsningen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også