Islandsk vulkanudbrud giver rekordstor mængde lava

En vulkan på Island udspyr fortsat store mængder lava. Den islandske vulkan ser ikke ud til at stilne af foreløbig, og følges nøje af videnskabsfolk verden over. Se videoen, hvor vi tager med forskerne på arbejde på Island.

16. oktober 2014 af Devin Powell - National Geographic Daily News

En kraftig lavastrøm på Island, der begyndte i starten af september, viser ingen tegn på at stilne af foreløbig. Udbruddet, som finder sted på en slette af gammel lava ved navn Holuhraun i vulkansystemet Bardarbunga, har indtil videre givet så meget smeltet klippemateriale, at det ville kunne fylde Empire State Building i New York 740 gange. Hvert femte minut begraves et areal svarende til en fodboldbane i lava.

Hvis det fortsætter som nu, vil lavastrømmen snart være den største i 200 år på den vulkansk aktive ø. Og ingen ved, hvor lang tid det varer, før den hører op – måske måneder eller år.

Tag med forskerne til Island

Her i videoen kan du se forskerne, der følger vulkanudbruddet tæt:

”Det er utroligt, at det er fortsat med den styrke i så lang tid,” siger vulkanolog John Stevenson fra University of Edinburgh. Der bor ingen mennesker i nærheden af den voksende lavastrøm. Men fortsatte jordskælv, som forbindes med udbruddet, kan tyde på, at et separat udbrud er muligt. Hvis ny lava dukker op under den nærliggende iskappe, kan mødet mellem is og ild tænkes at udløse voldsomme oversvømmelser og sende en sky af dampdreven aske op i luften, som svarer til den askesky, der forstyrrede flytrafikken under Eyjafjallajökulls udbrud i 2010.

Forskere følger udviklingen tæt

Trods Holuhrauns afsides beliggenhed er det igangværende udbrud et af de bedst overvågede nogen sinde takket være nye instrumenter, der er opstillet via det EU-finansierede Futurevolc-projekt og andre internationale forskningsprojekter.

Forskere håber, at den viden, der høstes i Holuhraun, også vil hjælpe dem til at forstå dannelsen af ny havbund, der ligesom udbruddene på Island foregår langs geologiske brudzoner, hvor tektoniske plader rives fra hinanden.

”Vi har rigtigt, rigtigt mange data, så mange, at vi tydeligt kan se, hvordan udbruddet udvikler sig,” siger Stéphanie Dumont, der er geofysiker på Islands universitets institut for geovidenskab og er tilknyttet Futurevolc. Et netværk af seismometre har eksempelvis hjulpet videnskabsfolk med at følge bevægelserne i den underjordiske magma, som har sprængt sig vej gennem klippen og nu føder udbruddet.

I begyndelsen mente forskerne, at et underjordisk kammer forholdsvis tæt på jordoverfladen var kilde til magmaen under Bardarbunga-udbruddet. Men jo længere lavaen fortsætter med at strømme, desto mere sandsynligt er det, at den kommer fra et dybere beliggende reservoir, siger vulkanolog Agust Gudmundsson fra Royal Holloway, University of London. ”Vi kender ikke nogen vulkaner i verden, hvor man kan tappe et højt beliggende kammer, og det holder sig åbent så længe.”

Vulkanudbruddet kan fortsætte længe endnu

Det vides ikke, hvornår taphanen til dybet vil blive lukket, så måske er der meget mere lava i vente og også meget mere svovldioxid, en giftig gas, der frigives ved udbruddet og kan drive langt væk.

Så langvarigt, som det ser ud til at blive – udbrud, der producerer store mængder lava, varer ofte måneder eller sågar år – kan det være, udbruddet snart får et nyt, mytologisk navn, der svarer til dets legendariske omfang. Inspireret af hårlignende strukturer i lavastrømmen, der spøgefuldt siges at minde om heksehår, har vulkanolog Thor Thordarson fra Islands universitet foreslået at kalde det Nornahraun, som betyder ”hekselava”.

Måske er du interesseret i ...

Læs også