Det blæser mindre på Jorden

Vindhastigheden langs Jordens overflade aftager rundt omkring i verden, viser en ny undersøgelse. En af årsagerne kan være nye skove, der bryder vinden.

19. oktober 2010 af Ker Than, National Geographic News

Rundt omkring i verden sætter vindene langs jordoverfladen farten ned, viser en ny undersøgelse. Og mærkeligt nok er det ikke nye bygninger, men nye træer, der formodes at være årsagen.

De mildere vinde kan måske påvirke den måde, luftforureningen bevæger sig på, men behøver ikke nødvendigvis at give vindmølleindustrien panderynker, siger eksperter.

Forskere har analyseret næsten 30 års data om vindhastigheder, der er indsamlet fra over 800 vejrstationer på landjorden, overvejende på den nordlige halvkugle. Resultaterne er blevet offentliggjort i tidsskriftet Nature Geoscience,

Den gennemsnitlige årlige overfladevindhastighed i lande midt på den nordlige halvkugle er faldet med helt op til 15 %, fra omkring 17 km/t. til omkring 14 km/t., viser undersøgelsen.

Vindhastighederne på den sydlige halvkugle er formentlig også faldende, mener holdet. Vindene i forskellige dele af verden hænger sammen, så den gennemsnitlige vindhastighed kan ikke aftage ved én breddegrad og øges ved en anden – en hypotese, der måske understreges af australske data, der også viser mystisk aftagende overfladevinde.

Hvis vindhastigheder højere oppe i luften falder på tilsvarende vis, kan det påvirke spredningen af forurening i atmosfæren og måske også spredningen af frø med vinden, siger undersøgelsens leder, Robert Vautard, der er forsker på laboratoriet for klima og miljøvidenskab i Frankrig. "Vi siger ikke, at det er godt eller skidt," tilføjer han. "Vi observerer det bare og prøver at forklare det."

Vindpuslespil langt fra løst

De egne, hvor vinden er aftaget mest, har også oplevet den største øgning i plantevækst i 30-årsperioden, og det kunne tyde på, at træer og buske fungerer som vindbrydere i disse områder, siger holdet bag undersøgelsen.

I Nordamerika og Europa har bevidst genplantning af skove fået plantevæksten til at stige. I Rusland og andre dele af Eurasien skyldes træernes vækstspurt sandsynligvis, at forladt landbrugsland er sprunget i skov siden Sovjetunionens opløsning, siger forskerne.

Men genplantning af skove kan kun forklare omkring 60 % af faldet i vindhastighed, fortæller undersøgelsen. Ændringer i luftcirkulation på grund af global opvarmning kan være skyld i resten, men det vil kræve flere undersøgelser at bekræfte dette, siger Robert Vautard.

"Indtil videre har vi kun nogle enkelte brikker i puslespillet," tilføjer han. "Vi har ikke fundet den fuldstændige årsag til fænomenet."

Sara Pryor, der er atmosfæreforsker på Indiana University i USA, advarer imod forhastede sammenkædninger af ændringer i vindhastighed og klimaforandring.

"Vi bør være meget forsigtige, når vi fortolker undersøgelser af vindklima," skriver Sara Pryor i en e-mail. Hun har ikke selv medvirket i undersøgelsen.

"Denne type forskning er kun i sin vorden, og det kan vare mange år, før vi kan sige noget konkret om de måder, vindklimaet kan ændre sig på i en varmere verden."

Det er også uvist, om vindhastighederne langs overfladen forsat vil aftage de kommende årtier. Det afhænger af, hvad den vigtigste drivfaktor viser sig at være.

"Hvis den vigtigste årsag er opgivelsen af landbrugsland i Eurasien, forventer jeg ikke et større fald i fremtiden," siger undersøgelsesleder Robert Vautard med henvisning til, at de store landbrugslukninger efter Sovjettiden er forbi.

"Men hvis drivfaktoren er klimaforandring, er det en anden historie."

Vindkraft frem for alt?

Hvis vindene i de højere luftlag også viser sig at aftage, kan det få betydning for produktionen af elektricitet ved hjælp af vindkraft, eftersom de fleste vindmøller befinder sig højt over jorden, siger forskerne.

Men foreløbig giver de nye forskningsresultater om vindhastighed ikke Michael Goggin fra den amerikanske vindkraftindustri søvnløse nætter. Han er chef for energioverføringspolitik i American Wind Energy Association, som er en industrisammenslutning.

"Det er beroligende, at eksperter i vurdering af vind som råstof er enige om, at vindhastighederne ikke er aftaget i den højde – op til 100 m eller mere – hvor moderne vindmøller sidder," siger Michael Goggin i en e-mail.

"Som følge deraf har der ikke været nogen ændring af betydning i produktionen af vindenergi, og der forventes heller ikke nogen i fremtiden."

Måske er du interesseret i ...

Læs også