Vej splitter måske Serengeti

Efter indledende begejstring er der nu skepsis om nye politiske planer for en vej. De vilde dyr er stadig i fare, siger nogle eksperter.

29. juni 2011 af Ker Than, National Geographic News

Tanzania udløste et internationalt ramaskrig i august sidste år, da landet afslørede planer om en 53 km lang offentlig vej gennem Serengeti Nationalpark, der kan forstyrre gnuernes årlige vandringer og give krybskytter lettere adgang til parken.

Nationalparken, der er på FN's liste over verdensnaturarv, er verdens største beskyttede græsområde og savanne-økosystem og er desuden hjemsted for zebraflokke og rovdyr som løver, geparder og hyæner foruden mere end 450 fuglearter.

Det planlagte vejprojekt blev tilsyneladende afblæst i sidste uge, hvilket udløste glæde blandt naturforkæmpere og optimistiske overskrifter som: Vej gennem Serengeti standset og Sejr for miljøforkæmpere.

Men nærlæsning af den officielle tanzanianske udtalelse bag forlydenderne har fået jublen til at forstumme og spørgsmålene til at melde sig. Naturforkæmpere er delt i to lejre i spørgsmålet om, hvorvidt vejplanerne virkelig er droppet.

Forvirrende meddelelse

Den officielle skrivelse fra Tanzania, der blev udsendt i sidste uge med FN's verdensarvcenter i Paris som adressat, lignede en tilbagetrækning i forhold til regeringens oprindelige standpunkt og lovede, at "den planlagte vej vil ikke skære igennem Serengeti Nationalpark".

Nogle medier og miljøorganisationer fortolkede brevet som en erklæring om, at den kommercielle vejplan var blevet droppet, og som tegn på at Tanzania var villig til at gå videre med et foreslået alternativ: bygningen af en vej uden for parkens sydlige grænse, hvilket ikke ville hindre gnuernes vandringer.

Af brevet fremgår det, at "vejdelen på 53 km gennem Serengeti Nationalpark vil forblive grusvej og fortsat blive administreret af TANAPA (Tanzania National Parks), primært med henblik på turisme og administration, som tilfældet er nu".

Mange naturbevaringsfolk siger, at meddelelsen er forvirrende. På den ene side "vil vejen ikke skære igennem parken". På den anden side vil vejen, der ifølge skrivelsen "krydser" parken, forblive grusvej.

Nogle mener, at der med den "krydsende" vej måske menes en eksisterende adgangsvej af ringe kvalitet, der løber gennem parken fra øst til vest. Denne vej er for øjeblikket lukket for kommercielle køretøjer, med mindre de har særlig tilladelse. Derudover har nogle eksperter peget på, at den nuværende vej hovedsagelig er en jordvej og dermed ikke ville kunne "forblive grusvej".

Muligvis planlægger regeringen at forbedre denne adgangsvej eller gøre den bredere i parkens øjemed, men brevet er uklart på dette punkt.

National Geographic News har forsøgt at kontakte Tanzanias regering for at få kastet lys på tvivlsspørgsmålene om vejen, men uden held.

Anne Kent Taylor, der arrangerer safarirejser, siger, at hun var "euforisk", da hun første gang hørte om brevet. Men da hun senere læste det selv, kølnedes hendes begejstring.

"Det mest problematiske er ordet 'krydser'," siger Anne Kent Taylor, grundlægger af A.K. Taylor International i Montana, USA, der arrangerer Serengeti-rejser for private.

"En bredere vej, der går igennem parken øst-vest, vil helt sikkert påvirke vandringerne. ... Det er et positivt skridt, at de siger, den vil blive brugt til turisme og ikke kommercielt. Men i virkelighedens verden vil det være vanskeligt at håndhæve, når en større vej først er bygget," siger Anne Kent Taylor, der er datter af en af stifterne af rejseselskabet Abercrombie & Kent.

En vej gennem "alles billede af Afrika"

"Det er ikke hele Afrika. Det er ikke engang det meste af Afrika ... Men det er alles billede af Afrika," siger Stuart Pimm, der er bevaringsøkolog på Duke University i USA. Læs Stuart Pimms blog Serengeti på vej mod katastrofe.

Officielt er formålet med vejen at forbedre Tanzanias økonomi ved at forbinde isolerede, fattige Serengeti-landsbyer uden for parken med den tanzanianske by Arusha mod øst og bredderne af Victoriasøen og andre centralafrikanske lande mod vest.

Nogle naturbevaringsfolk har dog haft den mistanke, at det virkelige formål med vejen er at imødekomme mineselskabers interesser eller skabe grundlag for en jernbane.

Er en vej gennem Serengeti uundgåelig?

Naturforkæmper David Blanton ser enhver udvidelse af vejen – asfalteret eller ej og under parkens tilsyn eller ej – som et forvarsel om problemer.

"Der vil være efterspørgsel på at bruge vejen i fremtiden," siger David Blanton, meddirektør for den ikke-kommercielle organisation Serengeti Watch, der har base i Ithaca, New York, i USA. "Og når der først er lastbiltrafik på den, vil jorden ikke kunne bære, og så bliver man nødt til at asfaltere ."

Serengeti Nationalpark, siger David Blanton, er en prøvesten for andre naturvidundere i verden som f.eks. Galápagosøerne og regnskovene i Costa Rica, der står over for lignende udfordringer med hensyn til at få økonomisk udvikling til at gå op i en højere enhed med naturbevarelse.

"Fordi det er Serengeti, bliver det et ikon og et forbillede for, hvordan vi behandler uvurderlig verdensnaturarv som denne på resten af kloden," siger David Blanton.

"Hvis vi ikke kan beskytte Serengeti, hvad kan vi så beskytte?"

Måske er du interesseret i ...

Læs også