Se Brasiliens magiske sandlandskab

På Brasiliens nordøstlige kyst ligger et magisk sandlandskab, der er skabt af vind og vand.

George Steinmetz

Set fra luften ligner klitterne hvide lagner, der er hængt til tørre i den kraftige eftermiddagsvind. Og stedets navn, Lençóis Maranhenses, betyder da også “Maranhãos lagner” på portugisisk.

Ørkenen med de halvmåneformede klitter af glitrende hvidt sand ligger i delstaten Maranhão på Brasiliens tropiske nordøstlige kyst og er landets største kystnære klitområde. Her svømmer stimer af sølvglinsende fisk rundt i de blågrønne vandhuller, som regnen har efterladt. De lokale hyrder leder deres karavaner af geder over de høje klitter, mens fiskerne sejler ud på havet med stjernerne og de gamle skibsvrag som deres eneste pejlemærker.

“Det føles som en helt anden verden,” siger Carolina Alvite.

Hun er tidligere direktør for den 1550 km² store nationalpark, der blev skabt for tre årtier siden for at beskytte områdets utrolige økosystem. Det ser ud, som om et caribisk hav pludselig ligger som et fatamorgana midt i Sahara-ørkenen. Den eneste forskel er bare, at det ikke er et fatamorgana.

Ifølge geografen Antonio Cordeiro Feitosa fra universitetet i Maranhão er Lençóis Maranhenses Nationalpark teknisk set ikke en ørken, da der årligt falder omkring 1200 mm regn i området. I en ørken falder der pr. definition under 250 mm om året i gennemsnit.

Og det er netop forekomsten af vand, der er med til at skabe sandlandskabet. For de to nærliggende floder Parnaíba og Preguiças fører sand med sig fra Sydamerikas indre og ud til Atlanterhavet, hvor havstrømmene fører floderne videre mod vest. Meget af bundfaldet bliver derefter aflejret langs parkens 70 km lange kystlinje. I tørkeperioden, især oktober og november, bliver sandet blæst så langt som 48 km ind i landet og modellerer på den måde de næsten 40 m høje halvmåneformede klitter. Antonio Cordeiro Feitosa har selv set, hvordan Lençóis Maranhenses’ klitter nogle steder kan bevæge sig fremad med 20 m om året. “Landskabet bliver radikalt forandret med årstiden,” siger han.

Hvert år efter regntiden fra januar til juni bliver lagunerne mellem klitterne fyldt op med vand. Nogle af disse midlertidige søer er over 90 m lange og op til 3 m dybe. Indimellem, når lagunerne er på deres højeste i begyndelsen af juli, bliver de forbundet med hinanden af floder som eksempelvis Rio Negro, der skærer gennem klitterne. På den måde kan fiskene svømme ind i lagunerne, hvor de lever af andre fisk eller de insektlarver, som er begravet i sandet. Nogle få fiskearter som for eksempel spættet rovtetra (Hoplias malabaricus) går i dvale i mudderet og kommer frem igen, når regnen vender tilbage. Når regntiden er forbi, begynder lagunerne at fordampe i ækvatorvarmen, og vandstanden kan falde med helt op til 1 m om måneden.

Men fisk og insekter er ikke de eneste beboere i Lençóis Maranhenses Nationalpark. Ud over de mennesker, der lever i landsbyerne omkring klitterne, bor også 90 mænd, kvinder og børn i de to oaser Queimada dos Britos og Baixa Grande, der ligger ude i klitterne. Deres hytter er lavet af mudder med tag af palmeblade, og ligesom klitterne ændrer også beboerne deres rutiner med årstidernes skiften. I tørkeperioden holder de høns, geder og kvæg, og de dyrker kassava, bønner og cashewnødder og samler palmefibre fra karnaubapalmer på restingaen – en særlig type mangroveskov – eller fra kystbevoksningen nær klitterne. Når regnen kommer, og det bliver vanskeligt at plante afgrøder, drager oase-folket ud til havet, hvor de bor i fiskerhytter­ på stranden. Her lever de af at sælge saltet og tørret atlantisk tarpon og andre fisk.

I 2002 blev der anlagt en hovedvej mellem Maranhãos hovedstad, São Luís, og den hastigt voksende provinsby Barreirinhas, der nu reklamerer med at være porten ind til Lençóis Maranhenses. Siden da er antallet af turister vokset, så der nu er over 60.000 besøgende i parken om året. Det har ifølge parkens tilsynsførende medført et stort problem med terrængående køretøjer, der ræser rundt i området.

“Køretøjer er forbudt i klitterne,” siger Carolina Alvite. Hun er bekymret for, at den slags uforsvarlig opførsel udgør en trussel mod trækfugle som snepper og terner såvel som de fugle, der bygger rede her. I et forsøg på at fremme en mere bæredygtig turisme var hun i 2009 gruppeleder på en 65 km lang vandretur fra den ene ende af parken til den anden. Undervejs ledte man efter spor fra klitdyr, deriblandt brasiliansk terrapin (Trachemys adiutrix), seksbåndet bæltedyr (Euphractus sexcinctus) og hvidøret pungrotte (Didelphis albiventris).

Det er ikke så underligt, at folk gerne vil besøge dette mærkeligt ujordiske sted. Selv dem, der kender stedet bedst, er overraskede over variationen i skønheden. Oasen Queimada dos Britos’ afdøde overhoved Manoel Brito havde engang en flok på omkring 500 geder, som gik frit rundt på sandstrækningerne. Når han vandrede hen over klitterne med sin flok, undrede han sig over sandets uafbrudte bevægelse. “Her ligner alting sig selv,” sagde han engang. “Men hvis du ser godt efter, kan du se, at sandet flytter sig hver dag. Gud skabte disse hvide bjerge og lod vinden lege med dem for evigt.”

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Nyt blad: Pak sammen, T. rex

Abonnement: I blad nr. 10 / 2014 kan du læse om giganten Spinosaurus, som var det største og drabeligste rovdyr på kloden. Større end Tyrannosaurus rex...

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Aften- og nattebilleder.

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications