Synk i til skridtet og oplev sumpen

I sumpene i Harvard-skoven i den centrale del af Massachusetts vokser der tusindvis af kandebærere. På en sen forårsdag tager Aaron Ellison, der er seniorbiolog ved skovforvaltningen, mig med på en tur. Indimellem stopper han op og ser tålmodigt til, mens jeg trækker et nedsunket ben op af sumpen.

22. juli 2010

I sumpene i Harvard-skoven i den centrale del af Massachusetts vokser der tusindvis af kandebærere. På en sen forårsdag tager Aaron Ellison, der er seniorbiolog ved skovforvaltningen, mig med på en tur. Indimellem stopper han op og ser tålmodigt til, mens jeg trækker et nedsunket ben op af sumpen.

“Du har ikke oplevet sumpen for alvor, før du har prøvet at synke i til skridtet,” siger han. Små orange flag blafrer over sumpen. Hvert flag afmærker en kandebærer, som er udvalgt til at indgå i videnskabelige undersøgelser. I det fjerne fodrer en studerende de flagmarkerede planter med fluer. Forskerne opfostrer disse insekter på føde, der er tilsat sjældne former for kulstof og kvælstof, så de senere kan plukke kandebærerne og måle, hvor meget af hvert stof planten har optaget fra fluen. Da kandebærere gror langsomt (de kan leve i årtier), kan det tage år, før undersøgelserne kan forventes at give resultater.

Aaron Ellison og Nicholas Gotelli forsøger at finde frem til, hvilke evolutionære kræfter der førte til, at disse planter udviklede en smag for kød. Kødædende planter drager tydeligvis nytte af at spise dyr. Når forskerne fodrer kandebærere med ekstra insekter, bliver planterne større. Men fordelen ved at spise kød er ikke, hvad man måske kunne forvente. Kødædere som os mennesker bruger kulstof fra protein og fedt fra kød til at opbygge muskler og til at lagre energi. Kødædende planter udtrækker derimod kvælstof, fosfor og andre livsvigtige næringsstoffer fra deres bytte med det formål at opbygge lysabsorberende enzymer. Når planter spiser kød, bliver de med andre ord i stand til gøre det, som alle andre planter gør: De vokser ved at opsamle energi direkte fra solen.

Kødædende planter viser sig dog at være meget dårlige til at omsætte sollys til væv. Det skyldes, at de er nødt til at afsætte meget energi til at opbygge de dele, de bruger til at fange dyr med – enzymerne, pumperne, de klæbrige kirtelhår osv. En kandebærer eller en fluefanger kan ikke udføre meget fotosyntese, fordi de i modsætning til planter med almindelige blade ikke har flade solfangere, som kan opsamle en masse sollys.

Aaron Ellison og Nicholas Gotelli mener, at der kun under ganske særlige forhold er flere fordele end ulemper ved at være en kødædende plante. Den næringsfattige jord i f.eks. sumpe indeholder ikke ret meget kvælstof og fosfor, så her har kødædende planter faktisk en fordel i forhold til planter, som skaffer disse næringsstoffer ved hjælp af mere traditionelle metoder. Sumpområder er desuden så solrige, at selv en ineffektiv kødædende plante her kan udføre fotosyntese nok til at overleve.

Evolutionen har indgået dette kompromis gentagne gange. Ved at sammenligne dna fra kødædende planter med andre arter har forskere opdaget, at planterne har udviklet sig uafhængigt af hinanden i mindst seks enkeltstående tilfælde. Nogle kødædende planter, som ser næsten ens ud, viser sig at være fjernt beslægtede. Begge typer af kandebærere – den tropiske slægt Nepenthes og den nordamerikanske Sarracenia – har dybe kandeformede blade og anvender den samme strategi, når de fanger bytte. Men de har forskellige aner.

Forskere kan i flere tilfælde se, hvordan avancerede kødædende planter udviklede sig fra mere simple planter. Fluefanger er for eksempel beslægtet med den portugisiske soldug, som kun har klæbrige kirtelhår på stænglerne. Disse planter er nærmere beslægtet med Drosera, soldug, som ud over kirtelhår også kan rulle byttet ind i deres blade. Fluefanger har tilsyneladende udviklet en endnu mere kompliceret udgave af denne type fælde med tænder i randen, der lukker byttet inde i bladet.

Måske er du interesseret i ...

Læs også