Lad træerne vokse!

Efter at Michael Fay har vandret igennem skove forvaltet på alverdens måder og talt med skovfolk på alle sider af debatten, er han overbevist om, at der er en bedre vej frem: Lad træerne vokse sig større, for det vil give større træproduktion plus gode levesteder. “Man må begynde at tænke på det som et økosystem,” siger han. “Man kunne lige så godt dyrke majs på alle disse plantager. Men hvis man vil have rent vand, laks, dyreliv og tømmer af høj kvalitet, skal man have en skov.”

28. oktober 2009

Efter at Michael Fay har vandret igennem skove forvaltet på alverdens måder og talt med skovfolk på alle sider af debatten, er han overbevist om, at der er en bedre vej frem: Lad træerne vokse sig større, for det vil give større træproduktion plus gode levesteder. “Man må begynde at tænke på det som et økosystem,” siger han. “Man kunne lige så godt dyrke majs på alle disse plantager. Men hvis man vil have rent vand, laks, dyreliv og tømmer af høj kvalitet, skal man have en skov.”

Andre er enige. “Mit mål er at fælde færre træer og tjene flere penge pr. træ,” siger en tidligere industriel skovhugger, Jim Able, der nu driver små private tømmerskove, de fleste på under 4 km². Jim Able fører Michael Fay gennem en tømmerskov, som han har drevet i snart tre årtier og nu tynder ud i for tredje gang. Douglasgraner og store sekundære rødtræer, der er over 1 m tykke og op til 60 m høje, knejser på den stejle skråning. Det vigtigste er formen, siger Jim Able. Han og hans skovarbejdere sætter mærker på alle de træer, de vil fælde, og stræber efter, at det aldrig bliver over 30-35 % af bevoksningen. I modsætning til den klassiske form for selektiv hugst, hvor man tager de bedste træer og lader resten stå – et hugstprincip, som Jim Able anser for værre end renafdrift – fælder han de svage og dårligt formede træer, så de stærkeste og mest lige kan trives i de nye lysåbninger i kronetaget. Og i modsætning til dem, der fælder skoven helt med få årtiers mellemrum, kommer Jim Able kun tilbage en gang hvert 10. år for at vurdere, om der skal fældes mere. Han tager aldrig mere træ, end skoven selv har produceret i den samme periode, så de træer, der står tilbage – det, han kalder sin kapital – hele tiden øges i højde, drøjde og kvalitet.

Nogle kalder det for naturnær skovdrift, hvor målet er at skabe levesteder til dyrene og rene floder såvel som arbejdspladser og træprodukter. Den knap 9 km² store van Eck-skov ved Arcata langs Stillehavskysten i det nordlige Californien, som drives af Pacific Forest Trust, tjener et yderligere formål: Den bidrager til sit underhold ved at opveje udledningen af drivhusgasser. På grund af rødtræsskovenes enestående vækst, deres modstandsdygtighed over for sygdomme, insekter og råd samt deres utroligt lange levetid er de bedre end nogen anden skov i verden til at opsuge CO2 fra atmosfæren og lagre det i veddet. På Californiens frie marked må skovejere sælge kreditter for den mængde kulstof, der er bundet i hvert års trævækst, hvis de vel at mærke forpligter sig til at vedligeholde den vækst i 100 år.

Penge for kulstof lagret i levende træer kunne hjælpe skovejerne til at klare overgangen fra kortsigtet renafdrift til vedvarende skov, hvor større træer af højere kvalitet igen ville kunne dominere landskabet. Beregnet ud fra den mængde kulstof, van Eck-skoven anslås at lagre i løbet af 100 år, har Pacific Forest Trust indtil videre solgt udslip-reducerende kreditter for over 10 millioner kroner. En anden gruppe, der praktiserer naturnær skovdrift, er Evan Smith’s Conservation Fund. Organisationen har opkøbt 160 km² tømmerskove i afvandingsområder for at forhindre skoven i at blive konverteret til vinmarker eller udstykket til byggegrunde. Fonden har planer om at praktisere selektiv hugst af træer i varierende alder for at genskabe vandlevestederne ved at forhindre erosion ud i vandløbene. For at finansiere dette projekt sælger gruppen CO2-kreditter for mange millioner til et af Californiens store energiselskaber såvel som til flere investeringsselskaber. Californiens kommission for ren luft vil indføre et opdateret CO2-regelsæt for skovbrug, der skal tiltrække tømmerskovenes ejere. “Med det rette CO2-incitament kan vi fordoble eller tredoble antallet af rødtræer,” siger Michael Fay.

Den tidlige morgensol spiller i kronetagets dis i Prairie Creek Redwoods Nationalpark, da Michael Fay sætter sin rebklemme fast i et reb og klatrer op i et kæmpemæssigt rødtræ for at tale med en forsker, der er overbevist om værdien af at lade rødtræerne vokse sig store. Forskeren Steve Sillett er blevet kendt for at finde, bestige og studere Jordens højeste træer. 42 m oppe passerer Michael Fay en brandhule, der er stor nok til, at to mand kan stå oprejst i den, midt i et vildnis af nye stammer og grene. Endnu højere oppe vokser der epifytiske bregner og blåbærbuske i dyb muld i kronetaget, mens barken er dækket af myriader af mosser, halvmosser og lavarter. Dette træ er 91,7 m højt og dermed langt fra verdens højeste på 115,6 m. Men ifølge Steve Sillett er det fuldt af saft og kraft med masser af kronetagsjord og biodiversitet.

Det har længe været et mantra for de store tømmerfirmaer at få træer til at vokse så hurtigt som muligt for at få det størst mulige udbytte af investeringen og en stabil strøm af træprodukter ud på markedet. For dem er det mest indbringende tidspunkt at fælde rødtræer på, når de er 40-50 år, selv om så unge træer mest indeholder blødt splintved af lav kvalitet uden ret meget af rødtræernes legendariske modstandsdygtighed over for råd. Men efter at have undersøgt kerner og opmålt en snes træer på mellem 29 m og 113 m fandt Steve Sillett, at træernes årlige vedproduktion vokser med alderen i mindst 1500 år. Hvad vigtigere er, at jo ældre det bliver, jo mere bliver der af det modstandsdygtige kerneved af høj kvalitet. Konklusionen er altså, at rødtræer producerer mere ved og bedre ved med alderen. Steve Sillett fortæller, at det også gælder for de højeste eukalyptustræer i Australien, og han mener, at det også kan gælde andre af verdens træer.

På den lange vandrings sidste dag, hvor Michael Fay og Lindsey Holm leder efter de nordligste rødtræer ved Chetcofloden i Oregon, taler de om de typer, de har mødt i skoven. Der var Lud og Bud McCrary, to brødre i firserne, der var de første til at praktisere skovdrift med en bred aldersspredning i Santa Cruz-bjergene. Og så var der den garvede skovhugger Tim Renner, der nærer en inderlig modvilje mod skovaktivister. Han fortalte om dengang, han var blevet hyret til at fælde nogle træer i et rekreativt skovområde med selektiv hugst. Han var ved at pakke motorsaven væk efter endt arbejdsdag, da en ung mand med langt hår og skæg kom gående. Og Tim Renner tænkte: Den knægt vil give mig en ordentlig overhaling.

Men den unge mand så på de fældede træer og sagde til skovhuggerens forbløffelse: “Hvor er det flot! Der kommer meget mere lys ind.”

Anekdoten vidner om, at skånsom skovdrift – foruden at give træ af høj kvalitet, kulstof-lagre, rent vand og levesteder – kan bringe noget andet tilbage, som rødtræer berettiget er kendt for at indgyde: Uforbeholden respekt.

Måske er du interesseret i ...

Læs også