"Vikingevejr" i Grønland

Grønlands klima er ved at blive lige så varmt, som det var, dengang vikingerne kom dertil. Øens indbyggere drømmer nu om grønnere græsgange – og om olie fra isfri farvande.

En septemberstorm formørker Tasermiut-fjorden.
Peter Essick
En septemberstorm formørker Tasermiut-fjorden.

Nordvest for Grønlands stormomsuste sydspids driver isbjergene forbi ude på en fjord, som Erik den Røde var den første til at udforske­ for mere end 1000 år siden. Men på en stejl bakkeskråning højt hævet­ over vandet spirer nogle planter, man slet ikke er vant til at se her:
en plæne af engrapgræs, rabarber, sitkagraner, vestamerikanske balsampopler, blå klippegran og alaskapil. De vokser i Kenneth Høeghs baghave i byen Qaqortoq på 60° 43’ nord­lig bredde – omkring 650 km syd for polarcirklen.

“Vi havde frost i nat,” siger Kenneth Høegh, da vi en varm julimorgen går rundt i hans have og studerer hans planter, mens myggene studerer os. Qaqortoqs havn glitrer safirblåt ­under os i den skarpe sol. Et lille isbjerg – omtrent på størrelse med en bybus – er drevet ind og ligger kun få meter fra byens kaj. Træhuse, der er malet i stærke farver og importeret fra Europa, ligger spredt på de næsten nøgne granitskråninger, der rejser sig som et amfiteater over havnen.

Kenneth Høegh er en kraftigt bygget mand med rødblondt hår og et velplejet skæg. Han kunne sagtens gå for at være viking, men er agronom og tidligere chefrådgiver for Grønlands landbrugsdepartement. Hans familie har boet i Qaqortoq i over 200 år. Kenneth Høegh standser i udkanten af haven, knæler ned og kigger ind under noget hvidt plastic, der beskytter nogle majroer, som han plantede måneden før.

“Wow! Det er helt utroligt!” siger han med et bredt smil. Majroernes blade ser sunde og grønne ud. “Jeg har ikke kigget til dem i tre-fire uger. Jeg har slet ikke vandet haven i år. Kun regnvand og tøsne. Det er utroligt. Vi kan uden videre høste dem lige på stedet.”

Det virker måske som en lille ting, at majroer modner tidligt en sommer. Men i et land, hvor godt 80 % af jorden er begravet under et op mod 3,2 km tykt isdække, og hvor nogle mennesker aldrig har rørt ved et træ, er det stort. I Grønland foregår den igangværende opvarmning dobbelt så hurtigt som de fleste andre steder i verden. Satellitmålinger viser, at den umådelige indlandsis, der indeholder næsten 7 % af verdens ferskvand, skrumper med ca. 200 km3 om året. Og den smeltende is fremskynder selv opvarmningen. Det hav og den landjord, som for nylig er blevet blottet, absorberer sollyset, som isen førhen kastede tilbage i rummet. Hvis al isen i Grønland smelter i de kommende århundreder, vil hav­niveauet stige med mere end 7 m, og kystområder på hele kloden vil blive oversvømmet.

I Grønland overskygges frygten for klima­forandring imidlertid ofte af høje forventninger. Som det er nu, er selvstyret stadig stærkt afhængigt af Danmark. Den danske stat pumper hvert år 3,4 milliarder kr. ind i Grønlands blodfattige økonomi – eller ca. 60.000 kr. pr. indbygger. Men den arktiske nedsmeltning er allerede begyndt at åbne op for tidligere utilgængelige olie-, gas- og mineralforekomster, der måske kan give Grønland den økonomiske og politiske uafhængighed, som befolkningen drømmer om. I Grønlands indre farvande anslås der at være halvt så meget olie som i felterne i Nordsøen. Højere temperaturer ville også være ensbetydende med en længere vækstsæson for Grøn­lands ca. 50 landbrug, og det ville måske kunne mindske landets totale afhængighed af importerede fødevarer. Til tider føles det, som om hele landet holder vejret og venter på, om “det grønnere Grønland”, som den internationale presse så ofte bekendtgør, nu også bliver til noget.

Vind en iPad

Deltag i konkurrencen om en splinterny iPad. Du skal bare svare på spørgsmålet: Hvornår udkom det første National Geographic magasin?

Nyt blad på gaden

Kom helt tæt på apostlene, fordyb dig i billeder af Islands smukke natur og læs historien om Brasiliens bortløbne slaver.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic. Tilmeld her:

Illustreret Videnskab

To smukke døgn i Yosemite National Park

Se denne fantastiske time-lapse video fra Yosemite National Park i USA.

Vind billetter til fotoudstilling

Vind VIP-billetter til åbningen af NG-fotograf Steve McCurrys fotoudstilling i Øksnehallen i København.

Historie

Nobelprisen: De 10 mest oversete kandidater

Historien rummer mange eksempler på, at selv store mænd og kvinder kan blive overset.

Få en vejrstation i lækkert design

Klædt på til foråret? Få styr på vejret med en vejrstation og et abonnement.

Stem