Solformørkelse i Europa

Den 20. marts kan man i Europa opleve en sjælden solformørkelse med egne øjne. På Svalbard og Færøerne vil det være en total solformørkelse og længere sydpå i Skandinavien vil den være delvis.

12. marts 2015 af Lone Djernis Olsen

Solformørkelse: Det sker der

Solformørkelse opstår, når Månen glider ind mellem Solen og Jorden, så de tre står på linje med Månen i midten. Månen skygger så for Solens lys, og de steder på Jorden, hvor skyggen rammer, bliver der solformørkelse. Jorden roterer jo en gang rundt om sig selv på et døgn, og derfor glider skyggen hen over jordoverfladen, så solformørkelsen ikke sker alle steder samtidigt.

Det er kun et mindre område på Jorden, som befinder sig helt i skygge under en solformørkelse. Her kan man opleve en total solformørkelse.

Fra jordoverfladen ser det ud, som om en rund, mørk skive glider ind foran Solen og dækker den, og det bliver pludselig tusmørke i et par minutter. I udkanten af det område, hvor skyggen rammer, kan man opleve en delvis solformørkelse, hvor kun en del af Solen er dækket.

Solformørkelse d. 20. marts: Hvor, hvornår og hvad?

D. 20. marts 2015 kan man på Svalbard og Færøerne opleve en total solformørkelse. Længere sydpå i Skandinavien kan man opleve en delvis solformørkelse, for eksempel bliver ca. 91 % af Solen dækket i Stavanger og 83 % i Århus, når solformørkelsen er på sit højeste.

Solformørkelsen d. 20. marts foregår mellem kl 9:45 og kl 12:15, og den maksimale formørkelse sker et sted midt i tidsrummet, men tidspunktet varierer alt efter, hvor man befinder sig.

Husk brillerne

Husk, at man aldrig må se direkte på Solen, heller ikke under en solformørkelse, da man på meget kort tid kan miste synet! Man kan købe specialfremstillede solformørkelsesbriller til at observere solformørkelsen med.

En total solformørkelse er en sjælden oplevelse. Næste gang, man kan opleve en total solformørkelse på Svalbard, er i år 2061, og i København må man vente helt til år 2142.

Dog kan man opleve en delvis solformørkelse i Danmark igen allerede d. 10. juni 2021.

Måske er du interesseret i ...

Læs også