Skrøbelige og inspirerende landskaber

Der er rullet rigtigt mange bølger ind på stranden siden dengang, og i dag kendes paradiset som Fraser Island – verdens største sandø, der ligger ud for Australiens østkyst, ca. 300 km nord for Brisbane i delstaten Queensland. Det var nybyggerne på stedet, der i sin tid opkaldte øen efter den skotske kaptajn James Fraser og hans kone Eliza Fraser, der strandede her hos aboriginerne i 1836. Men lige meget hvilket navn øen har, er det et sted med en overnaturlig evne til at væve sig ind i drømmene hos alle, der drages af den.

16. september 2010

Der er rullet rigtigt mange bølger ind på stranden siden dengang, og i dag kendes paradiset som Fraser Island – verdens største sandø, der ligger ud for Australiens østkyst, ca. 300 km nord for Brisbane i delstaten Queensland. Det var nybyggerne på stedet, der i sin tid opkaldte øen efter den skotske kaptajn James Fraser og hans kone Eliza Fraser, der strandede her hos aboriginerne i 1836. Men lige meget hvilket navn øen har, er det et sted med en overnaturlig evne til at væve sig ind i drømmene hos alle, der drages af den.

Fraser Islands sagnomspundne landskaber har inspireret mange af Australiens største forfattere og kunstnere. Øens skrøbelige økosystem satte i 1970’erne gang i en af Australiens første store græsrodskampagner for miljøet, som fik stoppet udvindingen af det mineralrige sand og i sidste ende også skovhugsten på øen. Og for de følgende generationer af lokale såvel som besøgende har det betydet, at man nu kan opleve den australske bushs store varierede skønhed.

Selvom Fraser Island har været inspirationskilde til megen malerkunst, prosa og poesi, er det ikke let at sætte stedet i bås. Det ene øjeblik vandrer man gennem en katedralagtig regnskov fuld af kæmpebregner og acontopalmer, og det næste øjeblik befinder man sig i en duftende eukalyptusskov og stirrer ud gennem en åbning mellem træerne på et hav af gyldne sandklitter. Og bag dem, i den bløde sommerdis, ligger et kuperet hedelandskab med strålende vilde blomster. Landskabsændringer, som logisk set burde ligge flere hundrede kilometer fra hinanden, forekommer her én efter én, og så hastigt og magisk, som hvis man drejede på et kalejdoskop.

Men det største under er nok, at næsten alting på øen vokser på noget så uhåndgribeligt som sand, der holdes sammen af nogle sølle svampe.

“Jeg ser Fraser Island som en selvstændig levende organisme, ligesom Great Barrier Reef,” siger Peter Meyer, der er biolog og har levet og arbejdet som guide på Fraser Island i 15 år. “Men i stedet for koraldyr er det svampe og deres symbiotiske forhold til planter, der danner grundlaget for alt liv her. Ved at frigøre næringsstofferne i sandet gør svampene det muligt for alle disse fantastiske ting at gro. Uden dem ville denne ø bare være endnu en sandrevle.”

Og hvilken sandrevle: over 120 km lang, cirka 25 km bred og med klitter, der kan blive op til 240 m høje. Sandet har dynget sig op langs denne strækning af Queensland-kysten gennem 750.000 år. Det skyldes til dels et vulkansk grundfjeld, der er et naturligt opsamlingsbassin for sediment, der skylles op langs den østvendte kyst af en kraftig havstrøm.

Den engelske navigatør James Cook, der sejlede forbi denne kyst i 1770, var den første europæer, som man ved har observeret Fraser Island. Den vidt berejste Yorkshire-mand var ikke synderligt imponeret af øen og afskrev den med nogle enkelte notater i sin dagbog. Det samme gjaldt en anden opdagelsesrejsende, Matthew Flinders, der kom hertil ca. 30 år senere. Dengang var en vildmark som Fraser Island en råvare, der skulle udnyttes for at give et stort afkast, og ikke et område for naturelskere.

Ud fra det perspektiv blev tømmerhandleren Edward Armitage glædeligt overrasket over øens muligheder i begyndelsen af det 20. århundrede. Det er fra hans pen, man har nogle af de første beskrivelser af Fraser Islands storslåede regnskove. Han beklagede dog, at mange af “skovens kæmpemæssige fyrster” var for store til datidens savværker.

I perioden fra 1863 til 1991 blev skovene udsat for en voldsom skovhugst i takt med at maskinerne også blev større og større. Det kompakte tømmer blev sejlet Jorden rundt og brugt til Det Britiske Imperiums byggeprojekter, såsom Suezkanalen og genopbygningen af Tilbury-dokkerne i London efter 2. verdenskrig.

En af de første turister ankom til øen i slutningen af 1940’erne. Sidney Nolan var blandt Australiens største kunstmalere i det 20. århundrede og havde rejst gennem Queensland for at finde inspiration i landskabet. Og det fandt han i den næsten glemte beretning om skibbrud og overlevelse, der godt 100 år tidlig-ere gav Fraser Island sit navn.

Måske er du interesseret i ...

Læs også