Plastik gør havfugle til levende affaldsspande

Plastikaffald findes i maverne på 90 % af Jordens havfugle. Og det bliver værre i takt med vores øgede plastikproduktion – og forurening af oceanerne.

17. september 2015 af National Geographic

Nye undersøgelser afslører, at hver eneste havfugl i 2050 vil æde plastikaffald.

Den australske forsker Chris Wilcox chokeres over tallene, som han og kollegaer fandt frem til. Ifølge holdet er der en direkte forbindelse mellem den øgede plastikproduktion og mængden af affald i fuglenes maver.

Den globale plastikproduktion fordobles hvert 11. år. Mellem 1960 og 1980 steg fuglenes forstoppelse på grund af plastik fra 5 til 80 %. I dag er det 90 %, og i 2050 vil stort set alle havfugle baske rundt som levende skraldespande.

Værst ser det ud for havfugle i de sydlige dele af Atlanterhavet, Stillehavet og det Indiske Ocean, hvor plastikaffaldet flyder i enorme mængder.

Plastik kan udrydde havfuglene

Især albatrosser er udsatte, da de fisker ved at skimme havoverfladen med næbbet. På den måde fanger de også plastikaffald. Arter som shearwater og stormfugle generelt i de sydlige dele af verdenshavene har også vist sig at sluge plastik i stor stil.

Maveindholdet hos de uheldige fugle afslører plastik i form af poser, skruelåg, syntetiske tøjfibre og bittesmå ubestemmelige stumper.

Skarpkantede plastikdele udgør en særlig fare, da de nemt kan stikke hul i fuglenes indre organer. Visse fugle æder endda så meget plastik, at der slet ikke er plads til føde i maven.

Ny data viser en 67 % nedgang i havfuglenes globale antal mellem 1950 og 2010.

“Kort fortalt er havfuglene ved at uddø. Måske ikke i morgen, men bestandene er i frit fald. Og plastik er én af årsagerne”, siger Chris Wilcox.

Måske er du interesseret i ...

Læs også