Økosystemets arkitekter

Halvvejs rundt om jorden fra øen Castello Aragonese ligger den lige så lille ø One Tree Island 80 km fra Australiens kyst. På trods af navnet vokser der faktisk flere hundrede træer på øen, som har form som en boomerang med to tanger, der strækker sig ud i Koralhavet. Inde i boomerangens krumning ligger en lille forskningsstation, der drives af University of Sydney. Lige da jeg ankommer en skøn sommereftermiddag, slæber en enorm karetteskildpadde sig op på stranden lige foran laboratoriebygningen. Samtlige øens indbyggere – 11 personer uden at medregne mig selv – kommer for at kigge på.

7. april 2011

Halvvejs rundt om jorden fra øen Castello Aragonese ligger den lige så lille ø One Tree Island 80 km fra Australiens kyst. På trods af navnet vokser der faktisk flere hundrede træer på øen, som har form som en boomerang med to tanger, der strækker sig ud i Koralhavet. Inde i boomerangens krumning ligger en lille forskningsstation, der drives af University of Sydney. Lige da jeg ankommer en skøn sommereftermiddag, slæber en enorm karetteskildpadde sig op på stranden lige foran laboratoriebygningen. Samtlige øens indbyggere – 11 personer uden at medregne mig selv – kommer for at kigge på.

One Tree Island er en del af Great Barrier Reef, verdens største koralrevskompleks, der strækker sig over 2250 km. Hele øen består af koralstykker i størrelse fra marmorkugler til basketbolde, der begyndte at hobe sig op efter et særligt voldsomt uvejr for omkring 4000 år siden. Selv i dag er der ikke rigtigt noget jord på øen. Træerne står nærmest plantet som flagstænger i stendyngerne. Da forskerne først begyndte at besøge øen i 1960’erne, stillede de spørgsmål som: “Hvordan vokser koralrev?” I dag er spørgsmålene blevet mere presserende.

“Noget i retning af 25 % af alle havets arter tilbringer i hvert fald noget af deres liv i koralrevssystemer,” siger Ken Caldeira, som er ekspert i havforsuring fra den videnskabelige forskningsinstitution Carnegie Institution i USA, en aften, før han tager ud for at tage vandprøver på revet. “Korallerne er økosystemets arkitekter, og det står ret klart, at hvis de forsvinder, forsvinder hele økosystemet.”

Koralrevene er allerede truet af en lang række faktorer. Den stigende vandtemperatur giver flere tilfælde af “blegning”, hvor korallerne bliver helt hvide og kan dø. Overfiskeri fjerner de dyr, der plejer at æde alger på revene, så de ikke bliver tilgroet. Udslip af næringsstoffer fra landbruget gøder algerne og skaber mere ubalance på revet. I Caribien er nogle førhen så talrige koralarter blevet ramt af en infektion, så der nu blot er efterladt et hvidt bånd af dødt væv. Alle disse faktorer har sandsynligvis bidraget til, at koraldækket i Caribien blev ca. 80 % mindre mellem 1977 og 2001.

Forsuringen af havet skaber endnu en trussel, der måske ikke er så overhængende endnu, men som i sidste ende er endnu mere ødelæggende for de hårde, revopbyggende koraller. Den under-graver deres grundlæggende, urgamle struktur – det hårde skelet, der er blevet dannet af millioner og atter millioner af revskabende koralpolypper igennem tusindvis af år.

Koralpolypper er bittesmå dyr, der danner et tyndt lag levende væv på revets overflade. De ligner næsten små blomster med seks eller flere fangarme, der griber føden og fører den ind i munden i midten. (Mange koraller får faktisk det meste af deres føde fra alger, der lever og udfører fotosyntese inde i dem. Koraller bliver blege, fordi de bliver stressede og udstøder de mørkt farvede alger, som de ellers lever i symbiose med). Alle koralpolypper omgiver sig med et beskyttende, skålformet, ydre skelet af calciumkarbonat, der indgår i den samlede kolonis fælles skelet.

For at danne calciumkarbonat skal korallerne bruge to ting: calcium-ioner og karbonat-ioner. Syrer går i kemisk forbindelse med karbonat-ioner og binder dem. Så når atmosfærens CO?-indhold stiger, bliver der færre karbonat-ioner i vandet, og så skal korallerne bruge mere energi på at opsamle dem. I laboratorier har korallers skeletvækst vist sig at mindskes, i takt med at karbonatindholdet falder.

At revene vokser langsomt, gør ikke så meget i et laboratorium. Men ude i havet er der hele tiden andre store og små organismer, der slider på koralrevene. (Da jeg er ude at snorkle ud for One Tree Island, kan jeg høre papegøjefiskene gnaske løs på revet).

“Et rev er som en by,” siger Ove Hoegh-Guldberg, tidligere leder af forskningsstationen på One Tree Island og nu direktør for institut for global forandring på University of Queensland i Australien. “Der er byggefirmaer og nedrivningsfirmaer. Hvis byggefirmaerne ikke får nok byggematerialer, er der ikke balance mellem opbygningen og den nedbrydning, som foregår hele tiden selv på sunde rev. Resultatet er en by, der nedbryder sig selv.”

Ken Caldeiras folk har sammenlignet målinger fra 1970’erne med de allerseneste tal og kan konstatere, at på et sted på revets nordligste spids er kalkdannelsen faldet med 40 %. Et andet forskningshold har med en anden beregningsmetode vist, at væksten af Porites-koraller, der danner store kampestensagtige klumper, faldt med 14 % på Great Barrier Reef mellem årene 1990 og 2005.

Forsuringen af havet påvirker tilsyneladende også korallernes evne til at danne nye kolonier. Koraller kan faktisk klone sig selv, og en hel koloni består oftest af genetisk ens koralpolypper. Men en gang hver sommer deltager mange koralarter også i en “massegydning”, der er en slags synkroniseret gruppesex. Hver koralpolyp danner en perleagtig, lyserød sæk, der indeholder både æg og sæd. På gydningsnatten slipper alle koralpolypperne sækkene løs, og så flyder der så mange sække rundt i vandet, at det ser ud, som om bølgerne er dækket af et lysviolet slør.

Selina Ward, som er forsker på University of Queensland i Australien, har i 16 år studeret koralforplantning ved Heron Island ca. 16 km vest for One Tree Island. Som en fødselslæge på stuegang holder hun øje med et dusin bassiner med gydeklare koraller. Så snart korallerne slipper de lyserøde sække, skovler hun dem op for at udsætte dem for et surt miljø af forskellige grader. Hendes foreløbige resultater tyder på, at lavere pH-værdi fører til lavere befrugtning, reduceret larveudvikling og færre larver, der forlader det fritsvømmende liv, sætter sig fast på noget og begynder at danne nye kolonier.

“Og hvis blot et af disse udviklingstrin ikke fungerer, kommer der til at mangle erstatningskoraller,” siger Selina Ward.

De rev, som korallerne vedligeholder, er livsvigtige for en mangfoldighed af organismer. Der lever et sted mellem 1 og 9 millioner arter på og omkring koralrevene. Og det er ikke bare farvestrålende fisk og enorme skildpadder, men også søpunge, rejer, søanemoner, muslinger, søpølser, børsteorme og mange flere. Revet er hjem for mange arter, som igen gør det muligt for mange andre arter at leve her.

Når et rev ikke længere kan vokse hurtigt nok til at holde trit med nedbrydningen, bryder koralrevssamfundet sammen. “Koralrevene vil ikke kunne udfylde deres rolle i økosystemet,” fortæller Jack Silverman fra Ken Caldeiras hold på One Tree Island.

“De vil ikke længere kunne vedligeholde strukturen. Og hvis man ikke har en bygning, hvor skal lejerne så bo?” Det øjeblik kan komme omkring år 2050. Hvis udledningen fortsætter som hidtil, vil der være omkring dobbelt så meget CO? i atmosfæren som før industrialiseringen. Og mange forsøg tyder på, at koralrevene så vil begynde at gå i opløsning.

“Hvis man fortsætter som hidtil, vil det se dystert ud midt i århundredet,” siger Ken Caldeira. Han holder en lille pause. “Altså, det ser allerede dystert ud nu.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også