Invasive arter truer Antarktis' økosystemer

Uden at vide det spreder turister og forskere i Antarktis muligvis frø af fremmede plantearter på det isdækkede kontinent, viser en ny undersøgelse.

6. marts 2012 af Charles Q. Choi, National Geographic News

Fremmede planter som f.eks. enårig rapgræs er ved at vinde indpas i Antarktis, hvis status som det koldeste og tørreste kontinent ellers længe har gjort det til et af klodens mest uberørte miljøer.

Men en kraftig øgning i turisme og forskningsaktiviteter på Den Antarktiske Halvø truer måske kontinentets enestående økosystemer, siger forskere.

Som led i undersøgelsen støvsugede økolog Steven Chown fra Stellenbosch universitet i Sydafrika og hans kolleger tøj, fodtøj, tasker og udrustning fra ca. 2 % af de mennesker, der besøgte Antarktis i sommerperioden fra slutningen af 2007 til begyndelsen af 2008. Det blev i alt til 853 forskere, turister og ledsagende assistenter og besætningsmedlemmer på skibe.

"Utallige timer blev brugt på at støvsuge tøj og udrustning ... hvis man gør det ombord på et skib i høj søgang, skal man helst ikke have tendens til søsyge," husker Steven Chown.

Resultaterne afslørede, at over 2600 frø og andre spredningslegemer eller diasporer fra planter havde taget turen til Antarktis som blinde passagerer sammen med de besøgende.

I gennemsnit bar hver turist på to til tre frø, mens videnskabsfolk bar på seks hver. Antallet af turister på årsbasis er dog langt større nu end antallet af forskere. Omkring 33.000 turister sammenlignet med 7000 forskere var på besøg i den antarktiske sommer 2007-2008. Som følge deraf udgør turister og forskere sandsynligvis omtrent lige store risici for Antarktis, siger Steven Chown.

Indtrængende arter er vant til kulden

Ifølge forskerne er det bekymrende, at 49 til 61 % af det fremmede plantemateriale, der når frem til Antarktis, er arter, der er tilpasset kulde og kan overleve og sprede sig under ekstreme betingelser.

Planterne bliver formentlig hængende i den kuldeudrustning, som de rejsende har anvendt andre steder med koldt klima, før de ankom til Antarktis.

For eksempel er der fundet arktiske arter som fuglegræs og tvebo star i Antarktis, fortæller undersøgelsen, som blev offentliggjort 5. marts i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

Bedømt ud fra de fremmede arters egenskaber og det nuværende klima i Antarktis er de mest truede områder ifølge undersøgelsen kysten omkring Den Antarktiske Halvø og de øer, der omgiver den.

Ifølge klimaprognoserne frem til 2100 fra FN's klimapanel (IPCC) kan de indtrængende arter også tænkes at slå sig ned i de isfri kystområder vest for Amery Ice Shelf og i mindre grad i området omkring Rosshavet.

Derudover vil stigende temperaturer langs den antarktiske kyst sandsynligvis øge de indtrængende arters overlevelsesmuligheder.

Trods det "skal man ikke forestille sig, at Antarktis pludselig bliver dækket med blomstrende planter og ukrudt", siger Steven Chown.

"Store dele af det er stadig et meget barsk sted, og der gror ikke planter på is, som stadig dominerer kontinentet."

Det kan nedsætte risikoen at rense udrustningen

Polarøkolog Peter Convey siger, at undersøgelsen "har tilvejebragt en objektiv vurdering, der viser, at både statslige projekter og turisme i området udgør betydelige risici".

Men at kende risiciene betyder også, at man ved, hvordan man skal tackle dem, siger Peter Convey, der arbejder for British Antarctic Survey og ikke har medvirket i undersøgelsen.

Rengøring af den ydre udrustning og tasker er således en yderst effektiv metode til at nedbringe antallet af frø, der kan nå frem til Antarktis. "Det handler dybest set om at medbringe noget, der er enten nyt eller rent," siger Steven Chown, der har stået i spidsen for undersøgelsen.

Steven Chown og hans kolleger planlægger også at præsentere deres arbejde for Antarktistraktatens komite til miljøbeskyttelse.

"Vi håber, de vil gå videre med resultaterne" og udvikle metoder til at reducere påvirkningen, siger Steven Chown.

Måske er du interesseret i ...

Læs også