Farvande ud for USA er fyldt med koffein

Det nordvestlige USA's kaffekultur stopper ikke ved kystlinjen, men fortsætter ud i havet takket være en strøm af koffeinholdigt menneskeligt affald.

Koffeinkoncentrationerne er overraskende høje ud for afsidesliggende steder som Cape Lookout i den amerikanske delstat Oregon.
RMUSA/Alamy
Koffeinkoncentrationerne er overraskende høje ud for afsidesliggende steder som Cape Lookout i den amerikanske delstat Oregon.

Det nordvestlige USA er muligvis centrum for den amerikanske kaffekultur, og nu viser en ny undersøgelse, at områdets høje koffeinniveau ikke stopper ved kystlinjen.

Fundet af koffeinforurening i Stillehavet ud for delstaten Oregon er yderligere et bevis på, at forurenende stoffer i menneskeligt affald ender i naturens vandsystemer med ukendte følgevirkninger for både dyreliv og mennesker, siger eksperter.

Koffeinkoncentrationerne ud for "potentielt forurenede" steder i nærheden af renseanlæg, større bysamfund og flodmundinger var under den målbare grænse, omkring 9 nanogram pr. liter. De mere vilde kystlinjer havde derimod et relativt højt koffeinindhold, omkring 45 nanogram pr. liter.

"Vores hypotese på baggrund af disse resultater er, at den største forureningskilde her formentlig er lokale anlæg til spildevandshåndtering som f.eks. septiksystemer," siger en af ophavsmændene til undersøgelsen, Elise Granek.

Hvorfor så meget koffein i havet?

Forskellen skyldes muligvis strengere overvågning i mere udviklede områder.

"Spildevandsanlæg skal for det meste kontrolleres hyppigt for at sikre, at de holder sig inden for visse grænser," tilføjer Elise Granek, der er marinøkolog på Portland State University i USA. Elise Granek bemærker dog, at koffein ikke er omfattet af lovgivningen og derfor ikke overvåges specifikt.

I modsætning hertil "finder der ofte ikke meget overvågning sted" for mindre, lokale spildevandsanlæg.

De store renseanlæg kan også være en fordel, fordi byerne i Oregon er relativt små. Anlæggene skal ikke behandle så store mængder spildevand, som man forbinder med en større by som f.eks. Boston, der ifølge en undersøgelse pumper temmelig store mængder koffein ud i sin havn.

"Forureningssuppe" har ukendte konsekvenser

Hydrolog Dana Kolpin hilser den nye forskning velkommen og siger, at der tidligere er dokumenteret indhold af koffein i vand, men oftere i ferskvand end i havmiljøer.

"Koffein findes næsten overalt, og der er mere og mere, der tyder på, at dette og andre forurenende stoffer, som kun er undersøgt i begrænset omfang, er til stede derude,"  siger Dana Kolpin fra USA's geologiske undersøgelsers projekt for giftige substanser i vand i Iowa City i USA.

I vores affald "er der et helt univers af potentielt forurenende stoffer, heriblandt medicin, hormoner, produkter til personlig pleje som f.eks. sæbe eller dufte og endda kunstige sødemidler".

Koffein er noget af en sladrehank, når det gælder forhøjede koncentrationer af menneskelige forureningsstoffer i vand, siger Dana Kolpin, som ikke har medvirket i den nye undersøgelse.

Hvis der med andre ord er koffein i vandet, er der med ret stor sandsynlighed også andre forurenende stoffer.

"Hvad indebærer det?" spørger han. "Organismer i vandet rammes af en suppe af forurenende stoffer i lav koncentration."

"Har det miljømæssige eller sundhedsmæssige konsekvenser at blive udsat for disse stoffer eller forskellige blandinger af stoffer? Det er helt klart tusind-kroner-spørgsmålet."

Koffein giver cellestress hos dyr

Der er påvist koffein i farvande over hele verden, heriblandt havnen i Boston, Puget Sound i den amerikanske delstat Washington, Middelhavet og Nordsøen. Det kan forblive op til 30 dage i havvand, bemærker medforfatter til undersøgelsen Elise Granek.

Det stimulerende stofs indvirkning på naturens økosystemer er imidlertid ukendt. Ikke-giftige virkninger er måske nok usynlige, men kan muligvis have følgevirkninger længere oppe og nede i fødekæden og fra generation til generation.

Elise Granek og hendes kolleger har påvist i laboratorieforsøg, at koffein i de koncentrationer, der er fundet ud for kysterne, påvirker muslinger, som lever i tidevandszonen, og får dem til at producere særlige proteiner som reaktion på miljøbelastningen.

De koncentrationer, vi eksempelvis fandt i feltundersøgelsen, "fik disse muslinger til at vise tegn på cellestress", siger hun. "Hvis vi udsætter dem for højere koncentrationer eller gør det over længere tid, vil vi så se forandringer i væksthastighed eller ændringer i forplantningsudbytte?" Det håber holdet at finde ud af ved kommende forsøg.

Dana Kolpin siger, at visse undersøgelser af andre forureningsstoffer har påvist mere drastiske følgevirkninger. En undersøgelse af en afsidesliggende sø i Ontario i Canada førte til den konklusion, at østrogen fra p-piller kan få bestande af fisk i naturen til at bryde sammen.

"Når det gælder koffein, er vi endnu ikke sikre på dets miljøvirkninger," siger han. "Men det er et udmærket sporstof, også selv om det ikke har den store virkning, for de fleste steder i verden ved man, at det kommer fra en menneskelig affaldskilde."

Undersøgelsen af koffein i farvandene ud for det nordvestlige USA blev offentliggjort i julinummeret af Marine Pollution Bulletin.