Dystre udsigter

Den forsuring, der er sket hidtil, er sandsynligvis uoprettelig. Selv om det i teorien er muligt at hælde kemikalier i havet for at modvirke effekten af den ekstra CO?, ville det i praksis kræve svimlende mængder. Der skulle f.eks. mindst 2 ton kalk til at opveje et enkelt ton CO?, og lige nu udleder verden over 30 milliarder ton CO? om året. De naturlige processer, der kunne modvirke forsuringen – som erosion af sten på land – går alt for langsomt til at gøre en forskel inden for menneskets tidshorisont.

7. april 2011

Den forsuring, der er sket hidtil, er sandsynligvis uoprettelig. Selv om det i teorien er muligt at hælde kemikalier i havet for at modvirke effekten af den ekstra CO?, ville det i praksis kræve svimlende mængder. Der skulle f.eks. mindst 2 ton kalk til at opveje et enkelt ton CO?, og lige nu udleder verden over 30 milliarder ton CO? om året. De naturlige processer, der kunne modvirke forsuringen – som erosion af sten på land – går alt for langsomt til at gøre en forskel inden for menneskets tidshorisont. Selv hvis man kunne holde fuldstændigt op med at udlede CO? i dag, ville det tage mange tusind år, før havenes kemiske sammensætning igen blev som før industrialiseringen.

Forsuringen har et utal af følger. Den skaber gode betingelser for bestemte havmikrober og vil med stor sandsynlighed ændre på mængden af vigtige næringsstoffer som jern og kvælstof. På samme måde vil den måske også lade mere sollys trænge ned i havet. Forsuringen vil forandre havvandets kemiske sammensætning og sandsynligvis reducere vandets evne til at opsuge og dæmpe lavfrekvent lyd med op til 40 %; resultatet kan blive mere larm visse steder i havene.

Endelig griber forsuringen forstyrrende ind i forplantningen hos nogle arter og forringer evnen hos andre – de såkaldte kalkdannende organismer – til at danne skaller og skeletter af calciumkarbonat. Disse sidste følger er de bedst dokumenterede, men om de vil vise sig at være de mest betydningsfulde på langt sigt, er på nuværende tidspunkt endnu noget uvist.

I 2008 udsendte 150 topforskere en samlet erklæring om, at de var “stærkt bekymrede over den seneste tids hastigt tiltagende forandringer i havets kemiske sammensætning”, der inden for få årtier kunne “få alvorlige følger for havorganismer, fødenet, artsrigdom og fiskeri”. De er særligt bekymrede for varmtvandskoralrev. Men fordi CO? lettere opløses i koldt vand, er det muligt, at følge-virkningerne faktisk viser sig først tættere ved polerne.

Forskerne har allerede dokumenteret markante ændringer hos vingesnegle – små planktoniske snegle, der er vigtig føde for fisk, hvaler og fugle både i Arktis og Antarktis. Forsøg har vist, at vingesneglenes huse vokser langsommere i forsuret havvand.

Vil organismerne kunne tilpasse sig havets nye kemiske sammensætning? Fundene ved Castello Aragonese er ikke opmuntrende. De vulkanske skorstene har sendt CO? ud i vandet i mindst tusind år, fortæller Jason Hall-Spencer, da jeg besøger øen, og i området, hvor pH-værdien er 7,8 – det niveau, verdenshavene ventes at nå op på ved århundredets slutning – mangler næsten en tredjedel af de arter, der lever lige uden for området med sprækker med boblende, vulkansk CO?. De arter har haft “mange generationer til at tilpasse sig forholdene her”, siger Jason Hall-Spencer, “alligevel er de her ikke.”

“Fordi det er så vigtigt, bruger vi mennesker masser af energi på at sikre en konstant pH-værdi i vores blod,” fortsætter han. “Men nogle af disse lavere organismer har ikke fysiologien til det. De må bare affinde sig med det, der sker omkring dem. Og til sidst bukker de under.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også