Livet i havet er rigtigt surt

Castello Aragonese er en lille ø, der rejser sig stejlt op fra Det Tyrrhenske Hav. Den ligger 27 km vest for Napoli i Italien og kan nås fra den noget større ø Ischia via en lang og smal stenbro. De turister, der besøger Castello Aragonese, kommer for at se, hvordan man levede i gamle dage. De klatrer – eller tager måske elevatoren – op til en stor borg, som huser en udstilling af tortur-instrumenter fra middelalderen. Men de forskere, der besøger øen, kommer i stedet for at se, hvordan livet bliver i fremtiden.

På grund af en geologisk ejendommelighed kan man rundt om Castello Aragonese kigge ind i fremtiden og se, hvordan forholdene i havet kan blive fra år 2050. For op fra vulkanske “skorstene” på havbunden stiger der bobler af CO₂, som danner kulsyre, når den opløses i vand. Kulsyre er en relativt svag syre, som bl.a. findes i ufarlige koncentrationer i sodavand. Men dannes der nok af det, bliver havvandet ætsende.

“Når CO₂-niveauet bliver ekstremt højt, er der næsten intet, der kan leve i det,” forklarer havbiolog Jason Hall-Spencer fra University of Plymouth i Storbritannien.

Castello Aragonese er et naturligt forekommende eksempel på en unaturlig proces: Den forsuring, der har fundet sted ved øen, sker også, men i langsommere tempo, i resten af verdens have, efterhånden som de optager mere og mere af den CO₂, vi udleder.

Jason Hall-Spencer har studeret havet rundt om øen i de sidste otte år, har omhyggeligt målt vandets egenskaber og fulgt de fisk, koraller og bløddyr, der lever og, i nogle tilfælde, går til her. En kold vinterdag svømmer han og jeg ud sammen med Maria Cristina Buia, der er forsker ved den zoologiske station Anton Dohrn i Italien, for at besigtige konsekvenserne af forsuringen på nært hold. Vi kaster anker omkring 45 m fra Castello Aragoneses sydkyst. Allerede inden vi kommer ned i vandet, er nogle af påvirkningerne iøjnefaldende. Det er almindeligt, at klynger af rurer sidder som et hvidligt bånd rundt om øen, hvor bølgerne slår ind på klipperne.

“Rurer er meget hårdføre,” bemærkede Jason Hall-Spencer. Men der, hvor vandet er mest forsuret, er der ingen.

Vi dykker alle tre ned. Maria Cristina Buia har en kniv med. Hun vrister nogle uheldige albueskæl løs fra en sten. På jagt efter mad har de forvildet sig ind i ætsende vand. Deres skaller er så tynde, at de næsten er gennemsigtige. Kuldioxiden bobler op fra havbunden som kviksølvperler. Vi svømmer videre. Havgræsset bølger under os. Det er lysende grønt, for de små organismer, der normalt sidder på bladene og dæmper deres farve, er der ikke. Søpindsvin, som findes i stort tal, når man kommer lidt væk fra de undersøiske vulkansprækker, er der ingen af; de kan ikke engang tåle svagt forsuret vand. Der flyder nogle sværme af næsten gennemsigtige gopler forbi os.

“Pas på,” siger Jason Hall-Spencer. “De brænder.”

Gopler, havgræs og alger – det er stort set det eneste, der lever der, hvor vulkanskorstenene står tættest ved Castello Aragonese. Og mange af de hjemmehørende arter kan ikke engang overleve flere hundrede meter derfra. Vandet dér er omtrent så forsuret, som verdenshavene forventes at være i år 2100.

“I en forurenet havn har man normalt kun et par arter tilbage, der er som ukrudt og kan tåle stærkt skiftende forhold,” siger Jason Hall-Spencer, da vi kommer tilbage på båden. “Og sådan bliver det, når man skruer op for CO₂’en.”