Isbjørne uden is?

Dna-analyser offentliggjort sidste år af forskere ved Naturhistorisk Museum i Oslo viste, at is­bjør­nen udviklede sig fra brunbjørnen for ca. 150.000 år siden og derpå hurtigt tilpassede sig livet på den arktiske drivis. Nu er den levevis i fare.

Svalbard er omgivet af havis en stor del af året og er hjemsted for en stor andel af Barentshavets isbjørnebestand på ca. 3000 dyr. I de senere år har klimaændringer medført store temperaturstigninger og mindre havis – og forskere er be­kymret for, hvordan det påvirker de hvide bjørne.

Isbjørnene er afhængige af isen for at jage deres hovedføde – sæler. De er nu ikke kræsne og æder også anden føde som hvalkadavere, fugle og æg. De æder endda også planter og tang. “Alligevel er det byttedyr med meget spæk, som gør isbjørne i stand til at lægge nok fedt op til at tåle lange sultperioder og opfostre unger,” siger is­bjørneforsker Jon Aars fra Norsk Polarinstitutt. Han og hans kolleger udstyrer hvert år nogle af Svalbards isbjørne med GPS-halsbånd for at følge deres bevægelser.

“Vi har allerede op­daget mange nye aspekter,” fortæller Jon Aars. “Indtil for nylig mente man, at isbjørne fulgte med nord­­på, når havisen trak sig tilbage om som­me­ren. Selv om det er sandt for mange bjør­ne, har vi fundet, at isbjørne på Svalbard vælger individuelt for­skel­­lige strategier.

Isbjørne på Svalbard kan også æde planter og tang. Om det blot er for at fylde maven, eller fordi det har en næringsmæssig værdi, vides ikke. Foto: Mikko Vihtakari

Nogle lever det meste af deres liv i et meget lille område – ofte ved en gletsjermunding, hvor sæler holder til. Andre vandrer som nomader over enorme afstande. Faktisk kan deres territorier variere fra bare 1000 km2 til 600.000 km2. Forplantningsmæssigt lader der ikke til at være nogen åbenbar forskel på strategierne.” Studierne kan give os mere viden om de trusler, isbjørnene står over for – og om de igen vil kunne tilpasse sig en ny levevis i en mere isfri verden.

Isbjørnens ruter

Kortet viser tre GPS-mærkede hunners vandringsruter. Grøn linje er registreret i løbet af 2-3 år, sort linje er registreret over 1,5 år, og rød linje over 4 år. Ruterne viser med al tydelighed, hvor forskellige strategier og vandringsmønstre isbjørnehunner vælger for at overleve i de arktiske egne.