Første ozonhul over Nordpolen?

Som en konsekvens af besynderligt kolde temperaturer har "smukke" skyer berøvet den arktiske atmosfære det meste af dens beskyttende ozonlag denne vinter, viser ny forskning.

Den resulterende zone af luft med lavt ozonindhold kan muligvis drive så langt sydpå som New York, siger eksperter og advarer om en øget risiko for hudkræft.

Det globale tæppe af ozon i stratosfæren – omkring 20 km over Jorden – forhindrer de fleste af solens højfrekvente, ultraviolette (UV) stråler i at ramme Jordens overflade, hvilket i vid udstrækning forebygger solskoldning og hudkræft.

Men vedvarende kulde i stor højde over Arktis kan allerede have reduceret ozonen til det halve af dens normale koncentrationer – og "enden på det er ikke i sigte", siger forskningsleder Markus Rex, der er fysiker på Alfred Wegener-instituttet for polar- og havforskning i Bremerhaven i Tyskland.

Historiske niveauer

Foreløbige data fra 30 ozon-kontrollerende målestationer over hele Arktis viser, at omfanget af ozontabet har været større denne vinter end nogen sinde før, siger Markus Rex.

Før foråret sætter ind, "kan vi måske endda få det første arktiske ozonhul ... hvilket ville være en dramatisk udvikling, en, der ville finde vej til historiebøgerne," siger han.

"Det er for tidligt at sige noget, men hold øje med udviklingen."

Atmosfærekemiker Simone Tilmes, der ikke har medvirket i undersøgelsen, er enig.

"På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvor stort ozonhullet i Arktis vil blive, for udtyndingen af ozonlaget sker netop nu," siger Simone Tilmes fra det nationale center for atmosfæreforskning (NCAR) i Colorado i USA.

En endelig bekræftelse vil måske kræve computersimuleringer og satellitmålinger, hvilket studieleder Markus Rex siger, vil "være særdeles nyttigt med henblik på at tilvejebringe en uafhængig vurdering af dette års ozontab".

Et ozonhul er et område af ozonlaget, der hvert år tømmes for den beskyttende gas – som f.eks. det velkendte hul over Antarktis.

"Smukke" skyer rummer ozonnedbrydende kemikalier

I 1980'erne opdagede forskere, at klorfluorkarboner (CFC'er) og andre ozonnedbrydende kemikalier, som dengang blev brugt i stor stil i bl.a. hårlak og kølemidler, var nedbrydende for ozonlaget.

Montreal-protokollen fra 1987 satte gang i en global udfasning af CFC'er og erstattede dem med alternativer, der ikke ødelægger ozonen. CFC'er kan dog forblive flere årtier i stratosfæren. Ozonhullet over Antarktis er der således stadig, selv om det forventes at blive mindre de kommende årtier.

Når CFC'er kommer op i den øvre atmosfære, nedbrydes de til kloratomer, som – når de aktiveres af sollyset – ødelægger ozonmolekylerne.

Kolde temperaturer fremskynder denne proces ved hjælp af stratosfæreskyer over polerne, "smukke" og stadig ret uudforskede formationer, der optræder, når temperaturerne i stratosfæren falder til mindst -78 grader Celsius, bemærker Markus Rex.

Skyerne fungerer som "reservoirer" for biprodukter af klor, der er gjort inaktive. Langs overfladen af skyen reagerer disse biprodukter med hinanden og frigiver "aggressive" kloratomer, der angriber ozonmolekyler.

Hele processen stopper, så snart det bliver varmere, og den såkaldt arktiske polarhvirvelstrøm går i opløsning, siger Simone Tilmes.

Den arktiske polarhvirvelstrøm har et areal på ca. 15 millioner km2 – 40 gange så stort som Tyskland – og er en iskold luftmasse, der cirkulerer omkring Nordpolen om vinteren.

Global opvarmning skyld i kuldeperiode i de høje luftlag?

Kuldeperioden er ikke nogen tilfældighed, tilføjer forskningsleder Markus Rex.

"Dette er fortsættelsen af en langtidstendens, hvor de kolde arktiske vintre er blevet endnu koldere," siger Markus Rex.

Og global opvarmning kan være en årsag til denne tendens, tilføjer han. Når drivhusgasser holder på varmen i de nedre lag af atmosfæren, bliver de øvre lag som regel kølet af, siger han.

Men selvfølgelig er "processen mere kompliceret end denne enkle forklaring", tilføjer han.