© Shutterstock

Vild vision: Snekanoner skal genfryse gletsjere

En hollandsk forsker vil redde Jordens smeltende gletsjere ved at blæse kunstig sne på dem hver sommer.

22. oktober 2017 af Rikke Jeppesen // Illustreret Videnskab

4000 snemaskiner og en halv gletsjer. Det er ingredienserne i en hollandsk forskers plan om at omvende klimaforandringerne i Schweiz.

Idéen kommer fra gletsjerforsker Johannes Oerlemans, der fremlagde sin spektakulære plan ved det årlige møde for European Geosciences Union i Wien.

Han vil opstille snemaskiner, der skal blæse sne ind over den kolossale Morteratsch-gletsjer i de østlige schweiziske alper. 

Hver sommer skal de spy sne indover iskappen, så Solens varme stråler ikke får isen til at smelte.

Find ud af, hvordan det egentlig står til med vores planet i Illustreret Videnskabs temanummer om "Klodens sande tilstand".

Puster sne på gletsjer

Selv et tyndt lag af snekrystaller reflekterer nok sollys til at isen nedenunder bliver beskyttet, mener gletsjerforskeren.

Snemaskinerne skal omdanne smeltevand fra små søer langs gletsjeren til iskrystaller vha. kolde vindstød og derefter blæse dem op på den svindende iskappe.

Morteratsch-gletsjeren, der er en kendt turistattraktion for skiløbere i Schweiz, svinder med 30-40 meter om året. 

Gletsjerforskeren har regnet ud, at gletsjeren kan vokse med 800 m på 20 år, hvis snemaskiner puster bare få centimeter kunstig sne ud over den hver sommer.

© Wikimedia Commons // NASA Goddard Space Flight Center

Vil udvide til Arktis

Morteratsch-gletsjeren er ikke den eneste, der aftager med alarmerende fart - Arktis lider også - fx blev havisen i den centrale del af Polarhavet 65 pct. tyndere fra 1975-2012.

Derfor har et andet forskerhold foreslået en lignende løsning i meget større skala. De vil genfryse Arktis ved at stille først 10 og senere 100 mio. vindmaskiner op, der skal spraye vand på Arktis' smeltende iskapper.

Måske er du interesseret i ...

Læs også