Sådan fikser DU klimaet

KLIMAFORANDRING: Kan én person ud af klodens 7 milliarder mennesker gøre en forskel? Også i den grad! Læs, hvad du kan gøre for at rette op på klodens skrantende klima.

25. november 2015

Kom klimaforandring til livs

Den indiske politiker og åndelige leder Mahatma Gandhi har måske sagt det bedst: "Vær selv den forandring, du ønsker at se i verden". De ord er værd at huske, når talen falder på de klimaforandringer, der truer med at sende Moder Jord i graven før tid.

I sidste ende er klimaforandringer et resultat af personligt forbrug. Forskere mener, at vi kan begrænse problemet mærkbart, hvis hver af os kunne nedbringe vores energiforbrug til 17.000 kWh pr. person om året.

I Vesten bruger vi op til fire gange så meget. I Bangladesh bruger de under 2600. Udfordringen bliver at ændre livsstil og finde løsninger til at spare på energien i den vestlige verden.

Her er et par gode råd til, hvordan du kan gøre en forskel for klimaet i hverdagen:

FLYT I NOGET MINDRE

Den gennemsnitlige bolig i Danmark er 132,1 kvadratmeter. I EU er de på 103, 3 kvadratmeter og i USA hele 247 kvadratmeter. Men i en varmere verden kan det være smart at tænke småt.

Jay Shafer (billedet) fra Californien bor på kun 8,9 kvadratmeter og har hjulpet flere andre med at bygge små hjem. I USA er trenden også nået til storbyerne: Entreprenører i New York og San Francisco har nu skabt konceptet mikrolejligheder.

Et begrænset boligareal betyder ikke et begrænset liv. Det kan tværtimod have både psykologiske og økonomiske fordele. Start med at rydde ud i rodet, og end med lavere forbrugsudgifter, mindre rengøring og mere tid udenfor.

LAD BILEN STÅ

Gang og cykling er uden sammenligning de mest miljøvenlige transportformer – her udledes ingen drivhusgasser bortset fra dem, der blev produceret, da cyklen og den mad, man spiser, blev fremstillet. Herefter bliver det langt mere kompliceret.

Busser bruger mere energi pr. passagerkilometer end personbiler, og hvis du skal langt, er det faktisk mere miljøvenligt at flyve med passagerfly eller – hvis man er meget miljøbevidst – at tage toget. Regnestykkerne vil ændre sig, når bilparken overgår fra fossile brændstoffer til at køre på el.

“Når vi når til 2035, vil der blive solgt meget få konventionelle benzin- eller dieselbiler,” siger Dan Sperling, der er leder af University of Californias institut for transportstudier. Den globale tendens til at søge mod byerne gør planlægningen af infrastrukturen lettere og øger sandsynligheden for, at flere vil gå, cykle eller tage toget.

DROP KØDET EN GANG OM UGEN

Hvis hele kloden helt holdt op med at spise kød, ville faldet i CO2udledningen næsten svare til USA's samlede udledning.

Mindre kan dog også gøre det. Hvis du blot indfører én kødfri dag om ugen, gør du allerede en forskel. Så forpester du klimaet med 44 kilo mindre CO2-udledning om året.

TÆNK GRØNT I HJEMMET

Pave Frans har opfordret til, at vi dropper "smid væk-kulturen" ved at genbruge, forbruge mindre og begrænse ressourcer fra ikke-vedvarende energi. Så lad os da gøre som paven siger, og tænke grønnere i vores hverdag.

En af de måder, du kan gøre det på, er ved at lade bilen stå, når du skal på arbejde. Hvis du gør det blot to gange om ugen, sparer du miljøet for 1,8 ton udledning af drivhusgasser om året.

Og hvis vi skal være helt lavpraktiske: Udnyt dit køkkenaffald til kompost. Det sparer miljøet for affald og giver næringsrig jord til haven. Og vask familiens tøj i koldt vand. Det nedsætter familiens CO2-udledning med 725 kilo hvert år.

Måske er du interesseret i ...

Læs også