Ozonaftale? har sikret færre CFC-gasser

Den internationale aftale, Montreal-protokollen fra 1987, som skulle begrænse medlemslandenes brug af CFC-gasser, har haft den ønskede effekt. CFC-produktionen er næsten ophørt, og moderne spraydåser er ozonsikre.

3. april 2013

"Montreal-protokollen virker. CFC-gasser er et globalt problem, der bliver løst af verdenssamfundet," siger kemiker Mario Molina, der fik en delt Nobelpris for sit arbejde med CFC-gassernes effekt.

Den internationale aftale fra 1987 begrænsede medlemslandenes brug af CFC-gasser, f.eks. som kølemiddel i køleskabe og drivgas i spraydåser. Problemet er, at CFC-gasser spreder sig i stratosfæren, hvor de afgiver kloratomer, der siden fører til huller i ozonlaget.

Da Mario Molina i 1970’erne opdagede CFC-gassernes virkning på ozonlaget, fandtes der i snit 30-40 spraydåser i hvert amerikansk hjem. Siden 1990’erne er CFC-produktionen næsten ophørt, og moderne spraydåser er ozonsikre.

Og selve ozonlaget? Vi skal om på den anden side af 2050, før atmosfærens indhold af CFC når under niveauet i 1980’erne – CFC er ca. 100 år om at blive nedbrudt. Men atmosfærens indhold er støt på vej nedad.

Måske er du interesseret i ...

Læs også