Havniveauet truer kystbyerne

Store mængder drivhusgasser får havniveauet til at stige så voldsomt, at kystbefolkninger mange steder i verden må flygte.

Drivhusgasser får havniveauet til at stige

Vores civilisations afhængighed af fossile brændstoffer er i gang med at skabe en klode, hvor oversvømmelser bliver mere almindelige og mere ødelæggende for verdens kystbyer. Ved at slippe CO2 og andre drivhusgasser ud i atmosfæren har vi de seneste 100 år opvarmet Jorden med over en halv grad Celsius og fået havniveauet til at stige med omkring 20 cm.

Selv hvis vi indstillede afbrændingen af alle fossile brændstoffer i morgen, ville de eksisterende drivhusgasser fortsætte med at opvarme Jorden i flere hundrede år frem. Vi har uafvendeligt dømt kommende generationer til et liv i en varmere verden med stigende have.

I maj nåede CO2-indholdet i atmosfæren op på 400 ppm (milliontedele). Sidste gang, det var så højt, var for tre millioner år siden. Dengang var havniveauet muligvis helt op til 20 m højere end i dag, og den nordlige halvkugle var stort set isfri året rundt. Det ville tage flere hundrede år, før verdenshavene igen ville nå så katastrofale højder, og meget afhænger af, om vi er i stand til at begrænse udledningen af drivhusgasser i fremtiden. På kort sigt er videnskabsfolkene stadig usikre på, hvor hurtigt og hvor meget havniveauet vil stige. Prognoserne har gang på gang vist sig at være for lave. Mange mener, at havniveauet vil være mindst 1 m højere i 2100, end det er i dag.

Havniveauet truer mennesker i kystområder

Fra begyndelsen af næste århundrede, om ikke før, vil et stort antal mennesker være nødsaget til at forlade kystområder i mange dele af verden. Nogle forskere frygter en flodbølge af klimaflygtninge. Kystbyer er truet på to måder. Stigningen i havniveauet vil gradvis oversvømme lavtliggende områder, og højere vandstand vil forøge stormflodbølgernes ødelæggende rækkevidde. Ved århundredets udgang vil en stormflod, der nu kan forventes at ramme hvert 100. år, kunne indtræffe hvert 10. år eller hyppigere. Med et forsigtigt skøn på en halv meters stigning i havniveau anslår OECD, at 150 millioner mennesker i verdens store havnebyer i 2070 vil være truet af oversvømmelse af kysten.

"Hvis vi fortsætter som nu, vil CO2-indholdet i atmosfæren nå op på ca. 1000 ppm ved udgangen af dette århundrede," siger geokemiker Gavin Foster fra University of Southampton i England. Så høje koncentrationer er ikke set på Jorden siden den tidlige eocæne epoke for 50 millioner år siden, da kloden var fuldstændig isfri, siger han. Ifølge USA's geologiske undersøgelser vil havniveauet på en isfri klode være op mod 66 m højere, end det er i dag. Det vil muligvis tage tusinder af år og mere end 1000 ppm at skabe en sådan klode – men hvis vi afbrænder alle vores fossile brændstoffer, skal vi nok nå dertil, medmindre vi ændrer drastisk kurs i de kommende år.

Download hele artiklen

Læs mere om stigningen i havniveauet – og se prognoser for, hvordan det vil påvirke verdens lande i fremtiden. Klik på Download-knappen herunder.

Når du klikker på download-knappen bliver du bedt om at registrere dig som medlem af natgeo.dk. Det tager et minut og er ganske gratis.

Hvorfor stiger havet?

Lokalt kan et stigende havniveau skyldes, at landjorden synker. Globalt stiger det, fordi den samlede volumen af havvand øges. Global op­­varmning medvirker på to måder: ved at opvar­­me havet og ved at smelte isen på landjorden og tilføre mere vand.

Siden 1900 er det globale havniveau steget med ca. 20 cm. Nu stiger det med ca. 1/3 cm om året – og farten vokser.

136 store kystbyer er nu truet af stigende havniveau. 40 millioner mennesker i de byer er udsatte.

Måske er du interesseret i ...

Læs også