Pingvinerne kan nu boltre sig på ca. 500.000 kvadratkilometer mindre havis ved Antarktis i forhold til samme tidspunkt sidste år. Og det er ny bundrekord.

© Shutterstock

Antarktis smelter: Havisen skrumper til rekordlavt niveau

Antarktis har længe modstået den globale opvarmning, men nu vakler den frosne kæmpe: Havisen ud for kontinentet er skrumpet til det laveste niveau nogensinde.

24. februar 2017 af Mikkel Skovbo // Illustreret Videnskab

Det var ikke gode nyheder, der tikkede ind fra NASA’s overvågnings-satellitter i denne måned: Havisen omkring Antarktis er i de første måneder af 2017 svundet til det laveste niveau, siden målingerne begyndte i 1979.

Den 22. februar var der således kun 2,2 mio. kvadratkilometer havis tilbage ved Antarktis – mod fx 2,7 mio. kvadratkilometer sidste år på samme tid.

Havisen ved Antarktis er i de første måneder af 2017 (turkis graf) mindre end selv i det hidtil værste lavrekordår 1997 (grøn graf). Median-niveauet for havis mellem 1981-2010 ses i den grå graf. Kilde: NSIDC (USA's polarcenter).

Antarktis er blevet ustabil

Afsmeltningen bekymrer eksperterne, der længe har vidst, at havisen ved Arktis svinder dramatisk, men som har klynget sig til ikke-entydig data fra klodens sydlige polarkæmpe.

Her har der været uregelmæssige udsving i afsmeltning og tilfrysning gennem årtierne, men nogle år – som 2012 – har faktisk set gode ud.

Men nu er det slut med de gode nyheder.

”[De nye tal] er tegn på, at Antarktis er blevet ustabil som følge af de højere temperaturer,” siger meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard til Ritzau.

Dominoeffekt truer ismasserne – og planeten

Konsekvenserne er til at tage og føle på.

Store isflager risikerer at løsrive sig fra de havisen ud for Antarktis – det sker faktisk lige nu – og det kan i værste fald betyde, at gigantiske havis-områder kollapser og helt forsvinder.

En isflage på størrelse med Bali er i øjeblikket ved at brække af havisen ud for Antarktis.

© NASA

Det vil få havtemperaturen til at stige, fordi vand optager mere varme end is, samtidig med at den antarktiske gletcher- og indlandsis vil miste det isolerende lag, som havisen udgør.

>> Oplev polar-isen, inden det er for sent: Tag med til Svalbard!

Dén kombination kan blive katastrofal, for begynder isen på land først at smelte, vil vandstanden i verdenshavene ikke alene stige markant – varmeafgivningen til atmosfæren vil også tiltage i takt med at den isolerende is forsvinder.

Måske er du interesseret i ...

Læs også