Vi undersøger isskælvene

Under vores fødder har vi næsten 60 cm is og 1400 m vand. Solen skinner flere dage i træk. Ved middagstid bliver isen varmere, og fra alle sider hører vi lyde, der minder om dæmpede pistolskud. De optages med akustisk udstyr – hydrofoner – mens de rystelser, der opstår, når isflagerne støder­ sammen og danner revner, registreres af de seismiske stationer.Fra tid til anden ryster hele lejren. På et tidspunkt lyder der et råb fra beboelsesvognen:

10. november 2010

Under vores fødder har vi næsten 60 cm is og 1400 m vand. Solen skinner flere dage i træk. Ved middagstid bliver isen varmere, og fra alle sider hører vi lyde, der minder om dæmpede pistolskud. De optages med akustisk udstyr – hydrofoner – mens de rystelser, der opstår, når isflagerne støder sammen og danner revner, registreres af de seismiske stationer.

Fra tid til anden ryster hele lejren. På et tidspunkt lyder der et råb fra beboelsesvognen:

“Serjoga, pas på, når du flytter containeren!” Men det er ikke Serjoga – det er isrevnen, der er vågnet op til dåd. Efter flere kraftige rystelser viser revnen så at sige tænder i form af is, der er presset op. Da alt bliver stille igen, går forskerne roligt hen til revnen for at gøre skaderne op. Denne gang er et instrument ødelagt, og stativet, som afstandsmåleren stod på, er smadret.

Isdækket forandrer sig voldsomt

Isdækket på søen forandrer sig fra år til år, og hvert år fremkommer der et nyt system af revner. Men de vigtigste revner, den såkaldte “rygrad” (deres længde svarer nogenlunde til Bajkalsøens bredde), dannes omtrent de samme steder. I den henseende ligner isdækket strukturen i jordkappen med dens permanente revner. Rystelserne i isen minder også om jordskælv. Og de sker på samme måde. De isflager, der er dækket af sne, varmes mindre op og udvider sig mindre end flager uden sne. Gradvis stiger det indre tryk i ismassen, indtil det når det kritiske punkt, hvorefter isrystelser sætter ind. De seismiske stationer registrerer de første forrystelser. Normalt følger der flere forrystelser efter hinanden som optakt til den store seismiske rystelse, der udløser de opbyggede spændinger. Den sidste rest af spænding forsvinder, når en række svage efterrystelser er indtruffet.

Forskerne vil ikke bare iagttage isens opførsel, men også lave eksperimenter med de kontrollerede “isskælv”. En stor blok af fyrretræ, der vejer over 30-40 kg, har i flere dage ligget i nærheden af beboelsesvognen. En dag er der stor aktivitet omkring træblokken. Den bliver udstyret med håndtag, anbragt på en ramme og kørt ud til forsøgsstedet på motorcyklen.

Det viser sig, at denne “hammer” har et vigtigt videnskabeligt formål: Ved hjælp af den kan de seismiske følere finindstilles. To mænd tager et fast greb i hammerens håndtag og hamrer som gale løs på isen, indtil de er badet i sved, mens de tæller fra ét til 10 flere gange i træk. For at opnå den største nøjagtighed udføres eksperimentet i forskellige afstande af følerne.

Ved første øjekast virker eksperimentet meget banalt, men det er led i et forskningsprogram, der går ud på at studere akustiske og seismiske bølger. Ved hjælp af adskillige hydrofoner eller seismiske stationer er det muligt at fastslå retningen og afstanden til støjkilden. På den måde kan epicentret for den seismiske hændelse beregnes. De sibiriske forskere er kun lige begyndt at indsamle data over isens brag, men i løbet af et par år forventer de at kunne konstruere et kort over lydene og koble det sammen med de revner, der dannes på Bajkalsøens is.

Måske er du interesseret i ...

Læs også