Fotoreportage: Tørkeramt i Texas

Store dele af det vestlige Texas fik praktisk taget ingen regn i hele 2011. Tørken presser mange landmænd til at sælge deres dyr.

15. november 2012 af Robb Kendrick

Han har set det hele før. Som dreng i 1930’erne oplevede Bill Tullos, hvordan støvstormene opslugte familieranchen – hvor han stadig bor – uden for San Angelo i Texas. Det var endnu værre i 1950’erne, da regnen slet ikke kom. Græsmarkerne visnede. Vandhullerne tørrede ud.

"Vi sagde: ‘Det bliver regn i morgen’. Men vi ventede i syv år, før tørken endelig blev brudt," siger Bill Tullos.

I 2011 så han tegnene igen. "Normalt er maj og juni vores regnfulde måneder, men vi fik bare ikke noget regn," siger han. Så begyndte han at sælge sine dyr på det lokale auktionshus. Først kvæget, så fårene og gederne. "I 1950’erne gik jeg næsten fallit. Denne gang var jeg fast besluttet på, at det ikke skulle overgå mig."

Over hele Vesttexas var folk ved at bukke under. De, der formåede at hænge i, brugte formuer på foder til kvæget eller på vand til de støvede marker, men meget af vandet fordampede, før det kunne trænge ned i jorden. I maj 2011 lå mange marker bare. I september havde Texas oplevet de tørreste 12 måneder nogensinde.

Landmændene i hele delstaten havde mistet omkring 45 milliarder kroner, og mange spurgte sig selv, om deres levevis overhovedet var mulig mere. Vinteren bragte endelig lidt nærende regn, men vejen tilbage til bedre tider er stadig lang.

Fotografen

Som prisbelønnet National Geographic-fotograf har Robb Kendrick rejst i flere end 75 lande. Han er oprindeligt fra Texas, men bor i dag i Mexico med sin kone og børn.

Måske er du interesseret i ...

Læs også