Videre: Det sidste fælles ophav

Tilbage i Middle Awash skal jeg stadig gå gennem en million år inden aftensmaden. Fra Aramis fortsætter vi hen over nogle ujævne sletter til et højtliggende punkt, hvor over 250 km2 af forskningsområdet breder sig ud foran os under en vældig, blå himmel. Under os ligger der mørke bjergrygge gennemskåret af kløfter, som rummer endnu en halv million års aflejringer. Efter dem kommer basalten, der blev lagt ned, dengang denne vidtstrakte slette blev oversvømmet med lava for 5,2 millioner år siden.

12. juli 2010

Tilbage i Middle Awash skal jeg stadig gå gennem en million år inden aftensmaden. Fra Aramis fortsætter vi hen over nogle ujævne sletter til et højtliggende punkt, hvor over 250 km2 af forskningsområdet breder sig ud foran os under en vældig, blå himmel. Under os ligger der mørke bjergrygge gennemskåret af kløfter, som rummer endnu en halv million års aflejringer. Efter dem kommer basalten, der blev lagt ned, dengang denne vidtstrakte slette blev oversvømmet med lava for 5,2 millioner år siden. Til venstre ligger den lave kegle af den udslukte vulkan Dulu Ali, og bag den Bouri-halvøen og Yardi-søen, hvor vi startede vores vandring dagen før. Dette udkigspunkt virker som et godt sted at se tilbage på den udviklingsvej, der fører fra Ardi til os.

“Fundet af Ardi gør, at vi kan se menneskets evolution som tre trin i en fremstillingsproces,” siger Tim White. “Men grænserne mellem trinene er tilfældige og et spørgsmål om, hvad der har været mest bekvemt.”

Det første trin repræsenteres bedst af Ardipithecus – “nulpunktet” – et primitivt væsen på to ben med en del af foden i fortiden og en anden i fremtiden. Dens maskuline hjørnetænder var allerede reduceret og “femininiseret” i form, og dens levested begrænset til skovene. Så kom over to millioner år med Australopithecus, der stadig havde en lille hjerne, men som fuldt ud gik på to ben, ikke længere var begrænset til skovene og spredte sig hele 2500 km vestpå fra Rift Valley til Tchad og sydpå til Transvaal i Sydafrika. Et vældig succesfuldt hominidstadium, både i tid og rum.

Udviklede Australopithecus sig fra Ardipithecus? Det er svært at sige. I Middle Awash trækker det hominidfri fiskelag gardinet for imellem dem. Indtil der bliver fundet flere beviser, står det ikke klart, om Ardi er Lucys “mor” eller en ugift moster, der ikke fik børn og døde ud.

Diskussionen om det berømte manglede led er en misforståelse, der har plaget evolutionstanken fra begyndelsen./dme:quote

Men Tim White ville stille det anderledes op: Ville det være muligt at udlede Australopithecus af delene fra Ardipithecus? Nogle forskere synes, at det er at gå for vidt. Tim White er ikke enig. Vi ved nu fra genetiske studier, at selv små ændringer i reguleringen af generne hurtigt kan få store anatomiske konsekvenser. Hvis det ville være en væsentlig fordel at gå bedre oprejst, fastholder Tim White, ville det ikke tage ret mange årtusinders naturlig udvælgelse at udvikle en storetå på linje med de andre tæer og på andre måder ændre skelettets sammensætning. Samme regel gælder overgangen fra Australopithecus til tredje trin i opbygningen. Her kommer der flere kalorier i maden, næring til hjernen, så den vokser mere og hjælper ejeren med overhovedet at regne ud, hvordan man får fat i disse kalorier, og værsgo: Daka, Bodo, Herto, os. Selvfølgelig belyser fossiler fra andre steder i verden også menneskets udviklingsvej, og ofte med et klarere lys end dem fra Middle Awash. Men stedets lange forandringshistorie demonstrerer på dramatisk vis, at evolutionen er et spørgsmål om at bygge videre på noget andet.

“Et samlebånd på en bilfabrik er en god sammenligning,” siger Tim White. “At gå på to ben er rammen. Teknologien er kroppen. Motoren er sproget, som bliver tilføjet mod slutningen af samlebåndet; iPhones er kølerfiguren.”

Fra udkigspunktet i Awash kan vi også se mod vest og dermed længere ind i fortiden, til bakkekammene foran den skrænt, der danner forskningsområdets vestgrænse. Her er der også fundet fragmenter af hominidknogler, som er 5,8 millioner år gamle. De er indsamlet over fire år af Yohannes Haile-Selassie og har fået navnet Ardipithecus kadabba. De fleste forskere mener, at Ar. kadabba er en tidligere art på samme linje som Ar. ramidus – en tidligere udgave af samme grundplan. Tim White og hans kolleger medtager også to endnu ældre fund i denne række. Nogle fascinerende, seks millioner år gamle brækkede lårben fra Kenya, som kaldes Orrorin tugenensis, og et sensationelt, men gådefuldt kranium fra Tchad, der hedder Sahelanthropus tchadensis, og som forsigtigt anslås at være næsten syv millioner år gammelt.

Hvor gamle disse isolerede eksemplarer end er, så er det indtil videre Ar. ramidus, der har givet os mest indsigt i, hvad der ligger nederst i menneskets afstamning – den sidste fælles forfader, vi deler med chimpanserne. Kort efter at jeg er vendt hjem fra Awash, spørger jeg Tim White, hvordan han mener, at det sidste fælles ophav har set ud. Ikke noget i retning af et “manglende led” til chimpanserne, selvfølgelig. Hans gæt er, at det har lignet Ardi selv, men uden den stribe træk, der gjorde det muligt for hende at gå på to ben, selv om det var akavet. Men det er kun en formodning. Og hvis der er noget, jeg har lært i Middle Awash, er det ikke at stole på formodninger.

“Hvis du virkelig vil vide, hvordan noget så ud, er der kun én vej,” siger Tim White. “Gå ud og find det.” j

Måske er du interesseret i ...

Læs også