Herto: Et gammelt familiemedlem

Vi tager af sted i en karavane på 11 køre­tøjer, der transporterer en større gruppe forskere og studerende, seks bevæbnede vagter samt mad og udstyr til seks uger. Efterhånden som vi kører gennem højlandet, bliver de skarpt aftegnede terrassemarker med durra og majs afløst af skove, hvor disen hænger i træerne. Vejen flyder med vraggods fra Etiopiens nyere historie.

12. juli 2010

Vi tager af sted i en karavane på 11 køretøjer, der transporterer en større gruppe forskere og studerende, seks bevæbnede vagter samt mad og udstyr til seks uger. Efterhånden som vi kører gennem højlandet, bliver de skarpt aftegnede terrassemarker med durra og majs afløst af skove, hvor disen hænger i træerne. Vejen flyder med vraggods fra Etiopiens nyere historie. Efter et sving ser vi de udbrændte rester af en pansret mandskabsvogn fra borgerkrigen i 1990’erne, og længere fremme er et udvisket “MUSSOLINI” hugget ind i overliggeren på en tunnel, en arv fra den italienske besættelse af landet i 1930’erne.

Fra toppen af en stejl skråning kører vi i hårnålesving ned ad en kæmpemæssig trappeformation, der blev dannet, dengang den arabiske kontinentalplade begyndte at trække sig væk fra Afrika for 30 til 25 millioner år siden, så Afar-sænkningen sank stadigt dybere ned i regnlæ af højlandet. Jo længere ned vi kommer, desto mere tynder det ud i bevoksningen, og solen bliver stærkere. Nogle få hundrede meter over bunden af sænkningen holder vi ind. Neden for os falder det vestlige højland ned mod et ujævnt og arret lavland. Bag Awash-flodens grønne bånd i den sydøstlige horisont ser det ud, som om højlandet går i ét med keglen fra den unge vulkan Ayelu. For foden af Ayelu ligger Yardi-søen som et sølvfarvet spejl.

To dage senere går vi langs søens bred: Tim White, Berhane Asfaw og Giday WoldeGabriel foruden geologen Bill Hart fra Miami University i Ohio og Ahamed Elema, der er leder af afar-klanen Bouri-Modaitu. De har begge været en del af forskningsprojektet i lang tid. Vi følger søbredden, mens farvestrålende guldsmede flyver rundt mellem vores fødder. Det er det perfekte sted for dannelsen af fossiler. Her kommer dyrene for at æde, drikke, dræbe eller selv blive dræbt. Knoglerne bliver dækket af sedimenter og reddet fra nedbrydning. Med tiden trækker vandet mineraler ind og organisk stof ud. 58-årige Tim White peger med sin isøkse på skelettet af en malle, som en afrikansk flodørn har efterladt ved et akacietræ, og et kohoved, hvor kødet er tørret ind til en lædermaske. “Hvis man gerne vil blive til et fossil, så finder man ikke noget bedre sted end her,” siger han.

De første dage vandrer vi østpå tværs over Bouri-halvøen til afar-landsbyen Herto. Vi kommer ud af skyggen ved søbredden og krydser nogle lave, grå sandklitter. Snart kommer en dreng og en pige os i møde med deres gedeflokke. Afarerne er et hyrdefolk, og bortset fra, at de nu bærer skydevåben, er deres levevis i dag ikke væsentlig forskellig fra, hvordan den var for 500 år siden. Da vi går i heden blandt de venligt brægende dyr, er det let nok at forestille sig, at den historiske tid går baglæns for hvert skridt.

Vi går hen til Hertos græsklædte hytter og hegn af tornebusk. Berhane Asfaw, der er den tidligere leder af Etiopiens nationalmuseum i hovedstaden Addis Abeba, peger på mine fødder og siger: “Pas på, hvor du træder.” Rundt om mig titter der stumper af et forstenet flodhestekranium frem af det gullige sand. Ved siden af ligger et 12 cm langt dråbeformet stenredskab. Eftersom afar-folket ikke laver stenredskaber, må dette være vores første vindue til fortiden.

Tilbage i november 1997 undersøgte forskerholdet det samme sted, godt 200 m fra landsbyen, da der var én, der fik øje på fragmentet af et hominidkranium. Stedet blev afmærket med et lille gult flag, og holdet spredte sig ud for at lede efter flere dele. Snart skød der gule flag frem som blomster på en mark, især koncentreret om ét sted. Det viste sig utroligt nok, at der skjult i sandet lå et nær komplet menneskekranium.

Mens nogle fra holdet udgravede fundene, indsamlede geolog Giday WoldeGabriel, der er ansat ved Los Alamos-laboratoriet i New Mexico, prøver af obsidian og pimpsten, hvoraf nogle af dem var så store som tennisbolde. Den slags sten, som er udspyet i flydende form under vulkanudbrud, er guld værd for en geolog, fordi de ofte kan dateres. De efterfølgende analyser af Herto-prøverne viste, at kraniet var mellem 160.000 og 154.000 år gammelt.

Netop den datering er ekstremt betydningsfuld. For efter at have sammenlignet dna fra moderne mennesker fra forskellige regioner har genetikerne længe hævdet, at alle moderne menneskers forfædre kan spores tilbage til en befolkning, der levede i Afrika for mellem 200.000 og 100.000 år siden. Men der var ikke rigtig nogen fossiler fra den periode til at understøtte hypotesen. Så kom fundet fra Herto. Da det brede mandekranium med den kraftige øjenbrynsbue kom fri af sin kapsel af sand, var det en perfekt fortaler for Afrika-teorien. Det viste sig at være en meget tidlig moderne Homo sapiens – Tim White mener endda, at det er det tidligste medlem af vores egen art, der nogensinde er fundet. Det mest forbavsende ved den høje, hvælvede kraniekasse er selve størrelsen. Med et volumen på 1450 cm3 er det større end kraniet hos et typisk nulevende menneske, mens et andet, mindre komplet kranium fundet samme sted kan have været endnu større. Men fossilets aflange ansigt og nogle detaljer ved baghovedet forbinder det også med tidligere, mere primitive udgaver af Homo i Afrika, deriblandt et 600.000 år gammelt kranium fra Middle Awash, som et andet hold fandt i 1976 ved Bodo på den anden side af floden.

“En af de ting, vi ved om hertofolket, er, at de godt kunne lide kød, især fra flodheste,” siger Tim White og børster noget sand af et flodhestekranium.

Mange af de pattedyrsknogler, der er fundet ved Herto, har skæremærker fra stenredskaber. Det er imidlertid umuligt at sige, om folk gik på jagt efter dyrene eller åd de ådsler, som rovdyr havde dræbt. Strandsand med skaller fra snegle afslører, at de udskar dem på bredden af en ferskvandssø som nutidens Yardi. Men der er ingen spor af bål eller andre tegn på bosættelse, så det er uvist, hvor de boede.

At dømme efter Hertomandens meget store hjerne var han lige så “menneskelig”, som vi er i dag. Men der mangler en vigtig detalje i hans adfærd. For selv om stenredskaberne vidner om en forholdsvis veludviklet teknologi, så er de omvendt ikke meget anderledes end de redskaber, man brugte 100.000 år tidligere eller 100.000 år senere. Ved Herto er der ikke fundet gennemborede perler, som ved andre fundsteder i Afrika, der er godt 60.000 år yngre. Der er heller ingen udskårne figurer eller anden kunst som i Europas yngre Palæolitikum (ca. 40.000-10.000 år siden) og slet ingen tegn på bue og pil, metalarbejde, landbrug og alle de kulturelle og teknologiske landvindinger, der fulgte efter. Ved blot at gå 160.000 år tilbage i tiden – et splitsekund på vores evolutionære rejse – er en af de egenskaber, der definerer mennesket, forsvundet: nemlig evnen til at opfinde ting.

Der er dog ét usædvanligt træk ved kranierne, der kan være et tegn på det komplekse adfærdsmønster, der var på vej. Nogle dage efter opdagelsen af voksenkranierne fandt Berhane Asfaw et kranium fra et barn, der formentlig har været seks eller syv år. Skæremærker på hovedskallen, som ligner nogle på det knap så komplette voksenkranium, viste, at kødet omhyggeligt var skilt fra knoglerne, mens kraniet stadig var frisk. Det peger i retning af noget rituelt, snarere end kannibalisme. Overfladen på barnekraniet var intakt og blank – et tegn på, at det gentagne gange var blevet holdt og håndteret. Måske gik barnekraniet rundt og blev tilbedt som et relikvie, muligvis i generationer, inden en eller anden lagde det til hvile for sidste gang her i Herto.

Måske er du interesseret i ...

Læs også