Hata: En overraskelse

Et enkelt skridt har bragt os lige hen til den verden. For der er et brud i de geologiske lag i jorden under Daka, hvor forkastninger og erosioner har slettet en luns af tiden. Med ét langt skridt over denne skillelinje er vi rejst endnu 1,5 millioner år tilbage til en bar slette gennemskåret af kløfter.

12. juli 2010

Et enkelt skridt har bragt os lige hen til den verden. For der er et brud i de geologiske lag i jorden under Daka, hvor forkastninger og erosioner har slettet en luns af tiden. Med ét langt skridt over denne skillelinje er vi rejst endnu 1,5 millioner år tilbage til en bar slette gennemskåret af kløfter.

Området hedder Hata. Det er et vindue dybere ned i tiden, hvor man efter en række utrolige fund i midten af 1990’erne fik et indblik i en af de mest revolutionerende overgange på vores evolutionære rejse. I 1996 fandt forskerne knogler fra antiloper, heste og andre pattedyr med afslørende skæremærker efter stenredskaber. De var 2,5 millioner år gamle og dermed nogle af de tidligste tegn på brug af redskaber.

“Mærkerne på indersiden af en antilopekæbe viser, at de skar tungen ud,” siger Tim White. “Vi ved ikke kun, at de lavede redskaber, vi ved også, hvad de brugte dem til: at få næring ud af store pattedyrkroppe.” Pudsigt nok er der ikke fundet nogen redskaber på fundstedet. Hvem der end slagtede dyrene, tog muligvis redskaberne med sig, da de gik.

“Jeg tror ikke, de bosatte sig her,” siger Tim White. “De kom og gik igen.”

Sammen med knoglerne kom også de første spor af, hvem “de” kunne være: Kun få meter fra det sted, hvor pattedyrknoglerne blev fundet, fandt man et lårben, nogle armknogler og fragmentet af en underkæbe fra samme hominid. Lårbenet var temmelig langt, et fremskredent, Homo-lignende træk, mens underarmen var lang som hos menneskeaberne.

Indtil videre lignede det enhver palæoantropologs drømmescenarie. På dette tidspunkt havde hominidlinjen forgrenet sig i to. Den ene gren af slægten Australopithecus udviklede store kæbemuskler og massive kindtænder, der gjorde det muligt at tygge hårde rodknolde og anden hård føde. Den anden gren – hominider med stadigt mindre kindtænder og lettere kropsbygning med lange ben og stadigt større hjerner – blev til os. Større hjerner er selvfølgelig nyttige, men de er også dyre i drift. For kosten skal have et højt kalorieindhold – den slags, man f.eks. får ved at spise ådslerne fra de dyr, løverne har dræbt, og knuse knoglerne for at få marven ud.

Det var en snu, tobenet primat, der skrabede sig igennem tilværelsen blandt større rovdyr./dme:quote

Det, der manglede ved fundet ved Hata, var bare et kranium, der kunne bekræfte tesen: ikke så storhjernet som H. erectus, men tydeligt på vej i den retning. Og heldet var med dem. Allerede i den næste udgravningssæson fandt Yohannes Haile-Selassie, der i dag står i spidsen for afdelingen for fysisk antropologi på naturhistorisk museum i Cleveland, USA, det første stykke af et hominidkranium. Men det var slet ikke det fund, som drømmescenariet havde forudsagt.

Mens resten af forskerholdet går op langs en erosionskløft for at kigge efter fossiler, styrer Berhane Asfaw og jeg ned mod sletten for at se det sted, hvor kraniet blev fundet. Nu ligger der dynger af opgravede brokker, som vidner om de syv ugers hårdt arbejde, det tog at få fragmenterne ud. Da først kraniet var samlet, viste det sig at have visse Homo-lignende træk, eksempelvis i fortændernes størrelse. Men kindtænderne var enorme. Og med sine 450 cm3 var kraniet ikke større end hos en typisk Australopithecus. Det var ikke en skabning, der herskede over sine omgivelser som H. erectus. Det var en snu, tobenet primat, der skrabede sig igennem tilværelsen i det skjulte blandt større og hurtigere rovdyr, hvis kæber den undgik længe nok til at give sin gryende intelligens videre til næste generation.

Den fik navnet Australopithecus garhi – garhi betyder “overraskelse” på afar. Au. garhi befandt sig på rette tid og sted til at være direkte forfader til Homo. Men det er endnu ikke afklaret.

“Det mysterium bliver snart løst,” siger Berhane Asfaw, da vi går over til bilerne for at køre hjem til lejren. “Og svaret findes i Middle Awash.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også