Gjorde vulkaner det af med neandertalerne?

Moderne mennesker kan have undgået udryddelse takket være deres artsfrænder i fjerne egne.

29. september 2010 af Ker Than, National Geographic News

Ifølge en kontroversiel ny teori kan katastrofale vulkanudbrud i Europa have tyndet ud i neandertalerne til et punkt, hvor de ikke kunne overleve.

Moderne mennesker klarede sig derimod takket være befolkningsgrupper i Afrika og Asien, som de kunne falde tilbage på, siger forskere.

For omkring 40.000 år siden i nutidens Italien og i Kaukasusbjergene, der skærer sig gennem Europa og Asien, gik adskillige vulkaner i udbrud hurtigt efter hinanden, viser en ny undersøgelse, der bliver offentliggjort i oktobernummeret af tidsskriftet Current Anthropology.

Det er sandsynligt, at udbruddene gjorde indhug i eller udslettede lokale grupper af neandertalere og indirekte påvirkede befolkningsgrupper længere væk, konkluderer holdet efter at have analyseret pollen og aske fra det berørte område.

Forskerne undersøgte ca. 40.000 år gamle lag med aflejringer i Mezmaiskaja-hulen i Rusland og fandt, at jo mere vulkansk aske, der var i et lag, desto mindre plantepollen indeholdt det.

"Vi testede alle lagene for dette fingeraftryk af vulkansk aske. De lag, der var rigest på vulkansk aske, indeholdt ingen pollen [fra træer] og meget lidt pollen fra andre plantetyper," siger Naomi Cleghorn fra undersøgelsesholdet. "Det er bare et sterilt lag."

Tabet af planter har ført til en nedgang i antallet af planteædende pattedyr, hvilket igen har påvirket neandertalerne, der jagede store pattedyr for at få føde.

"Teorien om en miljømæssig årsag til neandertalernes udryddelse har før været luftet i litteraturen. Nu prøver vi at pege på en konkret mekanisme," siger Naomi Cleghorn, der er antropolog på University of Texas i USA.

Andre teorier går på, at moderne mennesker spillede en vigtig rolle for neandertalernes hedengang, enten gennem konkurrence, krig eller krydsning.

Hvis vulkanteorien holder stik, var afslutningen langt mere tragisk for neandertalerne: en langsom død i et koldt og trøstesløst landskab uden fødekilder.

"Det er svært at forestille sig, hvordan det har været for de sidste få grupper derude og se færre og færre andre grupper, som årene gik," siger Naomi Cleghorn.

Måske er du interesseret i ...

Læs også