For 4,4 millioner år siden: Livet på to ben

Aramis, EtiopienDa Owen Lovejoy første gang så det skelet, der skulle holde ham beskæftiget de næste 14 år, var han ikke imponeret. Det var i 1995, og Owen Lovejoy, der arbejdede med komparativ anatomi ved Kent State University i Ohio, USA, fik som noget helt særligt lov at se det nyligt udgravede skelet af Ardipithecus ramidus på Etiopiens nationalmuseum i Addis Abeba. Nogle af knoglerne var helt kvast, og det første, Owen Lovejoy tænkte, var:

13. juli 2010

Aramis, Etiopien

Da Owen Lovejoy første gang så det skelet, der skulle holde ham beskæftiget de næste 14 år, var han ikke imponeret. Det var i 1995, og Owen Lovejoy, der arbejdede med komparativ anatomi ved Kent State University i Ohio, USA, fik som noget helt særligt lov at se det nyligt udgravede skelet af Ardipithecus ramidus på Etiopiens nationalmuseum i Addis Abeba. Nogle af knoglerne var helt kvast, og det første, Owen Lovejoy tænkte, var:

“Hvorfor skal vi se på noget, der ser ud, som om det er blevet kørt over? Efter 10 minutter indså jeg dog, at alle de vitale dele var der. Min næste tanke var: ‘Min Gud, hvem kunne have forudset dét?’” Efterhånden som Ardis knogler over flere år blev befriet fra deres klippefaste omgivelser og rekonstrueret, voksede Owen Lovejoys forbløffelse. Man havde længe formodet, at vores forfædre ville ligne vores nærmeste nulevende slægtninge, chimpanserne, mere og mere, jo længere man søgte tilbage i menneskets evolutionære fortid. Med sine 4,4 millioner år på bagen er Ardi over en million år ældre end det berømte Lucy-skelet. Ar. ramidus ligner ikke Lucy, men hun ligner heller ikke en chimpanse. I stedet har hun en pudsig kombination af meget primitive træk, som tidligere kun er observeret hos aber og uddøde menneskeaber fra den geologiske epoke Miocæn, og træk, der kun findes i vores egen hominidlinje.

Tag nu Ardis fod. Alle senere hominider, inklusive Lucy, har en storetå, der ligger på linje med de andre tæer og er med til at give den fremadrettede kraft, når vi går oprejst – et træk, der længe har været et særkende for vores udviklingslinje. Ardis storetå stak i stedet ud til siden ligesom hos menneskeaber, så tåen bedre kunne gribe om grenene, når Ardi klatrede omkring i træerne. Men Ardis fod indeholder også en lille knogle ved navn os peroneum, som er bibeholdt i hominidlinjen fra tidligere tiders aber, men næsten aldrig ses hos chimpanser og gorillaer. Knoglen afstiver fodfladen, og Owen Lovejoy og hans kolleger mener, at denne stivhed gjorde det muligt for Ar. ramidus at gå oprejst på jorden og bruge sine fire tæer på linje til at give det “tåafsæt”, der driver tobenet gang fremad.

Ardis bækken tilhører også en primitiv primat, der er på vej til at blive menneske. Menneskets bækken har gennemgået en større tilpasning til en tilværelse på to ben. Tilbage i Lucys tid for 3,2 millioner år siden var vores hofteben blevet bredere og kortere for at forstørre det område, hvor sædemusklerne hæfter og stabiliserer det støttende hofteled. Chimpansens bækken er derimod langt og smalt og giver mere fast støtte til klatring, men får chimpansen til at vralte fra side til side, når den går oprejst. Ardis øvre bækken er kort og bredt og udviser andre træk, som man sjældent ser hos andre end hominider, eksempelvis et fremspring på inderkanten af bækkenet, hvor der kom mere knoglemasse til i evolutionens løb for at øge støtten ved tobenet gang. Alligevel er det nedre bækken gennemgående abelignende, med fæste til de solide bagbensmuskler, der bruges til at klatre ordentligt.

Og så er der Ardis overraskende hånd. Nulevende afrikanske menneskeaber har lange fingre og håndflader, der er tilpasset at klatre i træer, og stærke, stive led i hænderne til at bære vægten på knoerne, når de går på jorden. Eftersom denne tilpasning til gang på knoerne ikke kun ses hos chimpanser, men også hos gorillaer, som ellers skilte sig ud fra vores stamlinje endnu længere tilbage i fortiden, har man længe ment, at den repræsenterer en primitiv tilstand, som vores forfædre også var igennem på vejen mod oprejst gang. Ardis hånd gør den antagelse til skamme. Selv om hun har lange fingre, er håndfladen kort og meget bøjelig, hvilket må have gjort det muligt for hende at gå på håndfladerne på vandrette grene, mere som en abe end nogen nulevende menneskeabe, samtidig med at hun kunne holde fast i grenene over hovedet et godt stykke bag sig, mens hun bevægede sig fremad.

Sammen med de andre meget primitive træk ved Ar. ramidus har den abelignende hånd enorm betydning for forståelsen af vores oprindelse. Hvis de forskere, der opdagede Ardi, har ret, har vores forfædre aldrig været igennem et chimpanselignende stadium med gang på knoerne på deres vej til at gå på to ben. Hvis de skulle have gjort det, ville det kræve, at vi meget tidligt på vores stamtræ udviklede et chimpanselignende værktøjssæt af tilpasninger – og derpå mistede dem alle igen og vendte tilbage til den primitive tilstand, hvor Ar. ramidus gik omkring. Det er højst usandsynligt.

Men på grund af alle de yderst primitive træk mener nogle forskere, at Ar. ramidus slet ikke er nogen rigtig hominid. Terry Harrison fra New York University påpeger eksempelvis, at der fandtes et væld af menneskeabe-arter over det meste af Afrika og Eurasien i Miocæn for mellem 23 og 5 millioner år siden. “Måske var det bare en af disse mange menneskeaber, snarere end netop den, der blev stammor til homininerne,” siger Terry Harrison. Som modsvar peger Owen Lovejoy på de over 20 markante træk, som udelukkende forbinder Ar. ramidus med senere hominider. Hvis Terry Harrison har ret i sin antagelse, ville alle de træk ved et tilfælde skulle have fundet sammen i en nu uddød menneskeabe, der ikke havde noget som helst med os at gøre.

Selv hvis Ar. ramidus er en hominid, gik den så virkelig oprejst? Før Ardi blev fundet, ville det have været utænkeligt at stille sådan et spørgsmål. Blandt de højerestående primater var det kun hominiderne, der gik på to ben, altså måtte alle hominider være tobenede. Men folk antog, at alle hominiderne også måtte have større hjerner – indtil den første Australopithecus med en lille hjerne blev fundet i 1924. Mange forskere kan simpelthen ikke se, hvordan Ardi skulle have bevæget sig særlig godt omkring på to ben, især med storetåen placeret så langt fra de andre.

“Den fod stammer ikke fra et væsen, der går på to ben!” fastslår William Jungers, som arbejder med evolutionsmorfologi ved Stony Brook University. “Ardi har en af de mest modstillede storetæer, man kan forestille sig. Hvordan skulle hun komme op i træerne, hvis ikke hun klatrede lodret opad? Fløj hun?” Hvorfor, spørger William Jungers, skulle et dyr, der er fuldt tilpasset til at bevæge sig på alle fire i træerne, vælge at gå rundt på to ben på jorden?

Owen Lovejoys provokerende svar er “sex”. Han ser oprindelsen til tobenet gang som en følge af et epokegørende skift i datidens adfærdsform. Et væsentligt element i hans teori er menneskeabehannens dolkelignende hjørnetænder, der var et vældig effektivt våben i parringskampen mod de andre hanner. Næsten alle levende og uddøde menneskeaber har store, spidse hjørnetænder, der bliver skærpet ved at hvæsse dem mod tænderne i undermunden. Hominidhannernes hjørnetænder er meget mindre, mere som en huns. Der er fundet hjørnetænder fra 21 individer i Ar. ramidus-laget i Middle Awash, formentlig både hanner og hunner. De har alle samme hominidstruktur.

I stedet for at vinde adgang til hunner gennem kampe med andre hanner forsynede Ar. ramidus efter Owen Lovejoys mening en udvalgt hun og hendes unger med fed, proteinrig mad, mod at hun gjorde ham til sin eneste sexpartner. En reproduktionsstrategi, som sikrede, at de børn, han tog sig af, var hans egne. Det ville dog kræve, at hannens hænder blev frigjort fra deres rolle i at bevæge sig rundt på alle fire, så de kunne bære maden hjem i stedet. Det kan godt være, at tobenet gang var en ubekvem måde for Ar. ramidus at komme omkring på, men takket være sit bidrag til kontrakten om “sex for mad”, har det været en glimrende måde at få flere unger på. Og i evolutionen er flere efterkommere jo det, der driver værket.

Uanset hvad årsagen er til, at Ardi begyndte at gå oprejst – hvis det var det, hun gjorde – dukkede Lucys art, Australopithecus, op i samme område blot 200.000 år senere – og hun og alle de hominider, der fulgte efter, gik med sikkerhed oprejst. Gennemgik den primitive Ar. ramidus med den modstillede storetå en hastig forvandling i de 200.000 år for at dukke frem som ophavet til alle senere hominider? Eller var det en art på vej mod glemslen, som tog sin ejendommelige blanding af primitive og højtudviklede træk med sig, da den uddøde?

“Disse fund er utrolig vigtige, og i betragtning af den stand, knoglerne er i, er det fantastisk, hvad forskerholdet har opnået,” siger William Jungers. “Men det er kun begyndelsen på historien.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også