Daka: På vores side af skillelinjen

Efter en hurtig frokost fortsætter vi vandringen på den anden side af Herto. Vi stiger ned ad østsiden på Bouri-kammen til et brændende varmt, goldt og bizart månelandskab af grå sandsten, fuldt af små huler og fintslebne stensøjler. Giday Wolde-Gabriel forklarer, hvordan disse aflejringer er blevet vippet op mod sydvest af forkastninger og derpå formet af vind, vand og tyngdekraft.

12. juli 2010

Efter en hurtig frokost fortsætter vi vandringen på den anden side af Herto. Vi stiger ned ad østsiden på Bouri-kammen til et brændende varmt, goldt og bizart månelandskab af grå sandsten, fuldt af små huler og fintslebne stensøjler. Giday Wolde-Gabriel forklarer, hvordan disse aflejringer er blevet vippet op mod sydvest af forkastninger og derpå formet af vind, vand og tyngdekraft.

Vi er nået til et nyt vindue til fortiden, kendt som Dakanihylo eller blot “Daka”. Sedimenterne i Daka er en million år gamle. Sidst i december 1997 – et gyldent år for fundet af hominidfossiler i Middle Awash – lagde studerende Henry Gilbert mærke til toppen af et kranium, der stak op af sedimenterne. Inden dagen var omme, havde forskerholdet gravet en sandstensblok på 50 kg op rundt om fossilet og pakket det ind i et beskyttende lag gipsbandage. På museet i Addis Abeba blev den omgivende klippe forsigtigt fjernet med tandstikkere og pigge fra hulepindsvin. Frem kom en hel hjerneskal fra arten Homo erectus (det oprejste menneske), bare uden ansigtet.

Planen er at vandre tilbage i tiden for – træk for træk, art for art – at skrælle alt det af, der gør os til mennesker./dme:quote

Homo erectus blev første gang fundet i Indonesien i 1891 og er en af de bedst kendte af de gamle hominider. I kropsstørrelse og lemmernes proportioner ligner de meget moderne mennesker. Deres redskabskultur, som kaldes acheuléen, var de fleste steder kendetegnet ved store, symmetriske håndøkser. Ahamed Elema tager én op og viser mig den. Det er en fin klump sort basalt, som har fået hugget flager af på alle sider. Kun spidsen mangler. Det ser mere primitivt ud end de redskaber, jeg lige har set ved Herto, men symmetrien viser dog en grundlæggende evne til at se muligheden for form i en sten samt slagteknikken til at forvandle stenen til et værktøj.

Udstyret med den type redskaber og sine lange ben kunne H. erectus udnytte mange forskellige levesteder og var formentlig den første hominid, der forlod Afrika for knap to millioner år siden og med tiden nåede helt til Sydøstasien.

På den korte vandring fra Herto til Daka har vi helt konkret mistet noget af vores menneskelighed, nemlig flere hundrede kubikcentimeter hjernemasse. Hjerneskallen på Daka-fundet er ca. 1000 cm3, typisk for en H. erectus, men langt mindre end Herto-fundene og mindre end mellemtrinnet, det 600.000 år gamle Bodo-kranium fra den anden side af floden. Og nu vi er ved manglende opfindsomhed: De acheuléen-redskaber, H. erectus lavede, udviklede sig stort set ikke i over en million år. En antropolog har beskrevet det som en tid med “nærmest ufattelig monotoni”. Tim White er knap så hård.

“Arten havde uhyre stor succes og ekspanderede geografisk i kraft af deres antal. Erectus befandt sig på vores side af en stor skillelinje – med et større kranium og en økologisk niche, som brugen af redskaber gjorde mulig. Går man længere tilbage i tiden og fjerner de ting, så vil man se en helt anden verden.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også