Aramis: Et heldigt fund

Næste morgen er Berhane Asfaw, Tim White, Giday WoldeGabriel og Ahamed Elema forsamlet omkring nogle kort for at lægge planer for dagen. Vi er nødt til at gå ind over den krigeriske afar-klan Aliseras territorium. “Skydegale cowboys,” som en af forskerne kalder dem. For at undgå problemer skal vi først på et diplomatisk visit i deres landsby Adgantole og tager de seks afarpolitimænd med os. Så er det godt at have Ahamed Elema med os. Som distriktsadministrator og Bouri-Modaitu-høvding er han respekteret blandt alle afarklanerne i Middle Awash.

12. juli 2010

Næste morgen er Berhane Asfaw, Tim White, Giday WoldeGabriel og Ahamed Elema forsamlet omkring nogle kort for at lægge planer for dagen. Vi er nødt til at gå ind over den krigeriske afar-klan Aliseras territorium. “Skydegale cowboys,” som en af forskerne kalder dem. For at undgå problemer skal vi først på et diplomatisk visit i deres landsby Adgantole og tager de seks afarpolitimænd med os. Så er det godt at have Ahamed Elema med os. Som distriktsadministrator og Bouri-Modaitu-høvding er han respekteret blandt alle afarklanerne i Middle Awash. Efter en forhåbentlig fredelig snak skal forskerholdet køre tilbage vestpå mod Bouri-Modaitu-klanens territorium og sætte nogle af os af et sted, hvor vi uset fra landsbyen kan fortsætte vores vandring tilbage i fortiden, uforstyrret af nutiden.

Der lugter surt og beskidt i Adgantole, der er en støvet landsby ved Awash-flodsletten. Afarerne hilser som regel med de traditionelle dagu, der er en byge af håndkys og udveksling af nyheder. I de andre landsbyer, vi har besøgt, er folk stimlet sammen om os til dagu, men her er det kun nogle få, der hilser. Høvdingen er åbenbart syg og bliver i sin hytte. Mens Ahamed Elema taler med ham, hilser Tim White på en usundt udseende ung mand, der hurtigt går sin vej.

“For et par år siden blev han vred, fordi jeg ikke ville ansætte ham,” siger Tim White. “Han greb efter sin kniv og måtte holdes tilbage.”

Da Ahamed Elema er færdig med mødet med høvdingen, går vi igen op på højderyggen mellem to afvandingsfloder. Egentlig skulle næste stop på vandringen tilbage i tiden være et sted ved navn Maka, hvor der er fundet en 3,4 millioner år gammel kæbe og andre rester af Australopithecus afarensis. Men Maka ligger på den anden side af floden. Og på grund af skudvekslinger mellem afar- og issa-folket er området omkring floden ikke farbart. Det er godt for dyrene, men skidt for fossiljagten.

Det bedst kendte eksemplar af Au. afarensis er Lucy, som Donald Johanson fandt i Hadar i Østafrika i 1974, og som blev analyseret og offentliggjort i 1979 af Donald Johanson og den da kun 28-årige Tim White. Lucy er dateret til at være 3,2 millioner år gammel. Hendes snude var fremskudt, og hjernen ikke meget større end en chimpanses, men bækkenet samt arm- og benknoglerne – for ikke at tale om de fodspor, man har fundet bevaret i aske ved Laetoli i Tanzania – afslører, at hendes art allerede gik på to ben. Nogle forskere mente dog, at hendes lange, krumme fingre, lange underarme og visse andre træk var bevis på, at hun også kunne bevæge sig rundt i træerne som en chimpanse. De fleste forskere antog, at hendes forfædre i endnu højere grad må have lignet og gået som chimpanser, svinget sig i træerne og gået på knoerne. Det eneste, der manglede, var knoglerne, der beviste det. Men forskerne fik sig en stor overraskelse.

“Vi troede, at Lucy var primitiv,” siger Tim White, mens vi kører langs med højderyggen. Han bryder ud i et stort grin. “Vi havde ingen anelse om, hvad det ville sige at være primitiv.”

Nogle få hundrede meter længere fremme signalerer Tim White til de andre biler, at de skal standse. De af os, der er på tidsvandring, stiger ud, mens resten fortsætter. Dagen før vandrede vi østpå mod floden. I dag går vi mod sydvest gennem et eroderet landskab, der kaldes Det Centrale Awash-kompleks (CAC). I midten ligger Aramis, hvor Ardi levede.

Siden begyndelsen af 1990’erne har Giday Wolde Gabriel og hans kolleger sammenstykket områdets komplekse geologi, og nu forklarer han det for mig. For omkring 5,2 millioner år siden strømmede en flod af lava ud over en enorm flodslette. Med tiden hobede der sig lag på lag af aflejringer op oven på denne basis af basalt. Når vulkaner af og til gik i udbrud, efterlod de et nyt tyndt lag aske og pimpsten mellem de andre aflejringer, som cremen i en lagkage. I mellemtiden pressede magma sig op under overfladen og fik kagen til at tippe mod vest, så de begravede aflejringer kom til syne igen, sammen med asken, der ofte kan dateres. Vores vandring bringer os ind i de tiltede aflejringer, således at vi bevæger os vandret gennem rummet, men lodret gennem tiden.

Desværre er CAC-kagen igennem årtusinder blevet sparket og kastet omkring af tektoniske bevægelser og gnavet igennem af erosion, så stykker med kage og creme er blevet strøet skødesløst rundt. “Det her er et kludetæppe.” siger Giday WoldeGabriel.

På vej ned fra højderyggen stopper han og slår med sin hammer på et lag bleg vulkansk klippe af hærdet aske og støv, som kaldes lubaka-tuf. Den vulkanske tuf i Middle Awash har fået navn efter dyr på afarernes sprog: lubaka betyder “løve”. Lubaka-tuffen indeholder ingen mineraler, der kan dateres ved hjælp af radiometri. Men man skal til gengæld ikke så meget længere ned for at finde datérbart materiale af en anden slags. Flere gange i tidens løb har Jordens magnetiske poler pludselig skiftet plads, og det kan ses på retningen af de magnetiske mineraler i nogle bjergarter. En af disse ombytninger af polerne skete for 4,18 millioner år siden og har sat sine spor i aflejringerne i CAC.

Under det tidsmærke ligger vores første udflugtsmål, der er et fladt stykke land med buske hist og her. Her blev der i 1994 fundet en forstenet underkæbe, der viste sig at have stor lighed med de fossiler, som blev fundet af den ansete palæontolog Meave Leakey og hendes forskerhold i Rift Valley i Kenya, og som hun gav navnet Australopithecus anamensis. Flere af denne type dukkede også op i Middle Awash på et sted ved navn Asa Issie, der er en klud i det samme geologiske kludetæppe af aflejringer som CAC-kagen ca. 10 km fra det sted, hvor vi står nu.

Alle disse fossiler er en smule ældre og lidt mere primitive end Au. afarensis, men at dømme ud fra et skinneben, der er fundet i Kenya, og et lårben fra Asa Issie gik Au. anamensis også på to ben. Faktisk er der generel enighed om – og enighed er sjældent blandt palæoantropologer – at den væsentligste forskel på de to arter simpelthen er, at der er gået nogen tid. Med andre ord repræsenterer de to navne to tilfældige punktnedslag på en og samme udviklingslinje, uden nogen klar forskel på dem.

Under Au. anamensis-niveauet går vinduet ind til hominidernes evolution i Middle Awash midlertidigt i sort. Det gulliggrønne ler, vi går på, blev aflejret for mellem 4,4 og 4,3 millioner år siden, da denne del af CAC var en sø ligesom Yardi. Det eneste, der er bevaret i leret, er fisk. Men under fiskelaget ligger den store gevinst.

Vi går ud på en stenet, solstegt slette uden nogen særlige kendetegn, bortset fra en grov halvcirkel af basaltsten, der markerer det sted, hvor palæoantropologen Gen Suwa fra University of Tokyo den 17. december 1992 fandt en gådefuld kindtand, der stak op af jorden. Den var akkurat detaljeret nok til at kunne spores til en hominid. Et par dage senere fandt fossiljægeren Alemayehu Asfaw i nærheden et stykke af en barnekæbe med den første kindtand i.

“Den mælketand lignede ikke nogen anden barnetand fra en hominid, og jeg har set dem alle sammen,” fortæller Tim White. “Gen og jeg kiggede bare på hinanden. Vi behøvede ikke sige noget. Dette var noget meget mere primitivt.”

Holdet afmærkede området og begyndte at undersøge det grundigt. Giday WoldeGabriel gik i gang med det geologiske arbejde. Han fandt ud af, at laget med hominidlevn lå midt mellem to lag af vulkansk aske, Gàala-tuffen (“kamel”) forneden og Daam Aatu-tuffen (“bavian”) foroven. Det viste sig, at lagene ved datering ikke kunne adskilles i tid – begge var 4,4 millioner år gamle, hvilket betød, at det vulkanske materiale indkapslede et skarpt afgrænset tidsrum, måske helt ned til en periode på bare tusind år. Langs en bue på 9 km stak der fossiler op fra aflejringerne overalt. Aber, antiloper, næsehorn, bjørne, fugle, insekter, forstenet træ og andre plantedele, sågar gødningsbillens forstenede reder. De kaldte stedet Aramis efter afarnavnet for et udtørret vandløb i nærheden.

“Alle betingelserne var til stede på den tid og på dette sted,” siger Tim White og breder armene ud. “Alt var perfekt.”

Året efter udforskede holdet også et andet sted ved Aramis godt 1 km længere mod vest. Der dukkede flere hominidfossiler op. En hjørnetand uden slidmærker fra overmunden, en iøjnefaldende, perlelignende kindtand, flere tænder og så en armknogle. Men endnu vigtigere end hominidknoglerne var det tydelige bevis for, hvilken økologisk sammenhæng dette væsen havde levet i. I mere end hundrede år havde videnskaben antaget, at vores forfædre først begyndte at gå på to ben, da de bevægede sig ud af skoven, hvor vores slægtninge, menneskeaberne, stadig bor, og ud på åbent græs, måske for at de kunne bevæge sig mere effektivt over lange strækninger eller se hen over savannegræsset. Men en overvældende andel af pattedyrsknoglerne ved Aramis stammede fra aber og antiloper, som levede i skov. Slidmønstrene på hominidtænderne og en analyse af isotoperne i emaljen tydede også på, at den daglige kost passede bedst til et liv i skoven. Hvis denne skabning gik på to ben – indtil videre er der kun indirekte bevis for det – ville det aflive en af de grundlæggende videnskabelige antagelser om menneskets evolution. Den ny hominid fik navnet Ardipithecus ramidus. (På afar betyder Ardi “jord” eller “gulv”, og pithekos betyder “abe”.)

Den mælketand lignede ikke nogen anden barnetand fra en hominid, og jeg har set dem alle sammen.”./dme:quote

I 1994 kunne holdet ikke vente med at komme tilbage. Den første dag i felten bruger alle normalt deres energi og kræfter på at slå lejr. Tim White er en krævende “feltgeneral”, og ve den, der slår sit eget telt op, før fællesområdet er klar, eller glemmer nogle vigtige kort. Men selv da der kun var en smule dagslys tilbage den første dag, styrtede alle ud til fundstedet.

Ved solnedgang fandt Yohannes Haile-Selassie en håndknogle knap et stenkast fra det sted, hvor tanden blev fundet året før. Dagen efter begyndte holdet at sigte det løse, sandede dynd rundt om stedet, og der dukkede flere knogler fra hænder og fødder op. Efter en gennemsøgning af området fandt holdet også et skinneben. Efterhånden dukkede også kranium og bækken op, men begge var knuste. Faktisk var alle de større knogler så medtagne, at de nærmest blev til støv, når de blev frigjort fra det hårdt sammenpressede dynd. Når der blev fundet en knogle, blev den sprøjtet gentagne gange med et hærdemiddel, hvorefter man gravede en klump fri omkring den og svøbte det hele i gipsbandage for at bevare fossilet så sikkert som muligt på turen tilbage til museet i Addis Abeba. Ingen af forskerne turde tænke tanken til at begynde med, men det stod klart, at de havde fundet skelettet af et enkelt individ, der var lige så hel som Lucy, men hverken lignede hende eller noget andet, de nogensinde havde set. Mens de fleste andre knogler på stedet bar præg af, at hyæner havde gnavet på dem efter døden, var hominidskelettet på mirakuløs vis urørt. Da hun døde, blev resterne af hende tilsyneladende trampet ned i mudderet af forbipasserende flodheste eller andre planteædere og reddet fra ådselædere. Efter at have været begravet i 4,4 millioner år ville et år eller to mere på overfladen have forvandlet det hele til støv.

“Det var mere end held,” siger Tim White. “Det var imod alle odds.”

Det skulle tage hele to år at få skelettet fri, yderligere nogle år at rense og konservere knoglerne og endnu nogle år at konservere og katalogisere de 6000 andre rester af hvirveldyr fra Aramis, lave isotopiske analyser af tænderne og undersøge detaljerne i geologien. I mellemtiden havde Gen Suwa, som er en troldmand inden for den nye linje af virtuel antropologi, CT-scannet de knogler, der var for skrøbelige at håndtere, og skabt digitale versioner, som kunne analyseres. I 15 år var han, Tim White og en håndfuld kolleger de eneste, der havde adgang til skelettet. Alle andre måtte vente, til holdet var klar til at offentliggøre resultaterne.

På vejen op til Adgantole standser vi dér, hvor Ardi-skelettet blev fundet. Stedet er på størrelse med en tennisbane og har engang været søbund. Udgravningen blev bagefter dækket til med en stor dynge sten. Der er stille nu, men jeg kan levende forestille mig de begejstrede råb for hver en knogle – 125 i alt – der tittede frem fra jorden eller senere blev pakket ud af sin gipsindpakning på museet.

“Der var ikke nogen jubel-brøl,” siger Tim White senere, da han kan tale mere frit om skelettet. Hvorefter han fortæller om det ene store jubeløjeblik efter det andet. Det ene var, da han fjernede gipsen omkring en lille fodknogle, som kaldes cuneiforme mediale, og som er en del af det nederste af storetåen. Hos mennesker og alle andre hominider er ledoverfladen på denne knogle orienteret sådan, at storetåen er på linje med de øvrige tæer, hvad der giver et stærkt “tåafsæt” og en effektiv gang på to ben. Hos menneskeaberne peger ledoverfladen i en anden retning, så storetåen kan trækkes væk fra de andre tæer og bøje ind imod dem for at gribe om træernes grene. Hvad dette vigtige træk angår, var Ardi ligesom aberne. Men i andre henseender var hendes fod slet ikke som nogen abes, men havde karakteristiske træk, der gjorde hende i stand til at gå oprejst.

Uanset hvad de kiggede på, fandt forskerne hele tiden en bizar blanding af nogle meget primitive træk, mens andre træk var højt udviklede og forbeholdt hominider. Ardi var ikke bare endnu et væsen på to ben eller et, der gik på alle fire. Ardi var begge dele.

Jeg spørger Tim White, om Ardis overgangsform måske kan retfærdiggøre, at man kalder Ar. ramidus for det berømte manglende led i menneskets evolutionshistorie. Et spørgsmål, han bliver irriteret over.

“Den betegnelse er forkert på så mange måder, at det er svært at vide, hvor man skal begynde,” siger han. “Det allerværste er forestillingen om, at der på et tidspunkt levede noget, som var halvt abe og halvt menneske. Det er en udbredt misforståelse blandt folk, der har plaget evolutionstanken helt fra begyndelsen, og den burde Ardi begrave én gang for alle.”

Hvis forskerholdet i Middle Awash har ret i sin fortolkning, ligner Ar. ramidus overhovedet ikke hverken en moderne chimpanse eller gorilla. Selvfølgelig stammer menneskeaber og mennesker fra en fælles forfader. Men deres udviklingslinjer har taget to temmeligt forskellige retninger lige siden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også