Området, vi bør holde os fra

Kronotskij-reservatet i Rusland er bedst tjent med at ligge uberørt hen i ophøjet ensomhed.

Visse steder på kloden er så mageløse og så skrøbelige, at vi måske bare burde holde os fra dem.

Måske burde vi lade dem være i fred og beundre dem på afstand. Sende en udvalgt observatør, som har øjnene med sig, går forsigtigt og rapporterer hjem – sådan som Neil Armstrong gjorde det fra Månen – og så lade os andre blive hjemme. Dette paradoks gælder for Kronotskij Sapovednik, et fjerntliggende naturreservat på østsiden af Kamtjatka-halvøen i Rusland ved Stillehavskysten over 1500 km nord for Japan.

Det er et prægtigt landskab, dynamisk og rigt, uroligt og sårbart. Det omfatter 11.000 km2 med vulkanske bjerge, skov, tundra og flodsenge. Der er også over 700 brunbjørne, klynger med krybefyr (med spiselige kerner til bjørnene) og sakhalin-ædelgran (Abies sachalinensis), som voksede frem efter pleistocæntidens gletsjere, en stor koloni af Stellers søløver ved kysten, en bestand af rødlaks i Kronotskoje-søen foruden atlantisk laks og regnbueørred i floderne, ørne, jagtfalke, jærve og mange andre arter.

Alt i alt et område, der bare er alt for godt til blot at være en turistattraktion. Det har så meget at tilbyde, og der står så meget på spil; så meget, der hurtigt kan ødelægges, men ikke genskabes hurtigt på grund af de høje breddegrader, planternes langsomme vækst, de komplicerede geotermiske forhold, økosystemets særegne karakter og stedets letforstyrrelige topografi. Med det i mente har Kronotskij så overhovedet brug for mennesker, selv som besøgende? Jeg spørger, selv om det kan lyde lidt skinhelligt eller i hvert fald selvmodsigende, eftersom jeg selv har sat mit fodaftryk i Kronotskijs bløde jordskorpe.

Den russiske regering anerkender så storslået, skrøbelig natur med betegnelsen sapovednik, som omtrent betyder: “Et område med begrænset brug, afsat til studier og bevaringen af flora, fauna og geologi. Begrænset eller ingen turisme. Tak for interessen, men tag et andet sted hen.”

Det er en fremsynet form for lovfæstet status. Det virker modigt, men også udemokratisk, i et land hvor manglende demokrati har en lang og brutal historie. Forskere får lov til at komme ind i sapovednik-områder, dog kun for at forske og på strenge betingelser. Kronotskij var ved seneste optælling et ud af 101 reservater af denne slags i Rusland, og det var et af de første, som blev udpeget i 1934.

Før da havde det været zobelreservat, fredet i 1882 på opfordring fra lokale, jægere og folk, der satte fælder, og som værdsatte skovene omkring Kronotskoje-søen som et fortrinligt levested for netop zobel, Martes zibellina. Kamtjatka-halvøen ligger meget langt fra Moskva, og omkostningerne og afsavnene ved at beskytte et beskedent stykke af denne ødemark virkede formentlig ikke særlig høje for Stalins sovjetregering i midten af 1930’erne, hvor der var meget andet på dagsordenen.

I 1941 viste der sig endnu en kvalitet ved reservatet, da hydrologen Tatjana I. Ustinova fandt gejsere i området.

I det kolde forår samme år udforskede Tatjana Ustinova Shumnaja-flodens udspring på hundeslæde. Hun gjorde holdt nær et sted, hvor floden delte sig, og lagde tilfældigvis mærke til, at der var et stort dampudbrud et pænt stykke længere nede ad flodbredden. Men hundene var sultne, så hun fik ikke set mere ved den lejlighed. Flere måneder senere vendte Tatjana Ustinova tilbage for at kortlægge og studere, hvad der viste sig at være et helt kompleks af geotermiske forekomster, heriblandt ca. 40 gejsere.

Den første gejser kaldte hun Pervenets, der betyder “førstefødte”. Den biflod, hun fulgte opad, kaldes nu Gejsernaja-floden, og ved en af flodens sving ligger skrænten, som kaldes Vitrasj (glasmosaik) på grund af dens mangefarvede aflejringer fra en snes store og små damphuller. Kronotskijs Dolina Gejserov (Gejserdalen) indtog sin plads som et af verdens store gejserområder, på niveau med Yellowstone i USA, El Tatio i Chile, Waiotapu på North Island i New Zealand og Island.

Gejsere forbindes som regel med vulkansk aktivitet, og det gælder bestemt også i Kronotskij. Kamtjatka-halvøen er fuld af vulkaner, hvoraf en god snes ligger inden for sapovednik-området eller langs kanten af det. Vulkanen Kronotskij er den højeste og rejser sig som en perfekt formet kegle på 3521 m. Vulkanen Krasjeninnikov (opkaldt efter Stepan Petrovitj Krasjeninnikov, en dristig naturvidenskabsmand, som udforskede Kamtjatka i begyndelsen af 1700-tallet) er dens noget anderledes tvilling lidt mod sydvest på den anden side af Kronotskaja-floden.

Et stykke længere mod sydvest ligger det, der kunne være, men ikke længere er, den tredje i en mægtig række på tre toppe. Men i stedet for en høj kegle er der en bred, lav indsynkning på op mod 13 km i diameter, som er fyldt med dampudbrud, varme kilder og svovlholdige søer, tundra med blåbær og lyng og pletter med birkeskov og krybefyr. Det hele er omkranset af en cirkelformet kant, der blev tilbage, da en mægtig vulkan brød ud for omkring 40.000 år siden. Denne indsynkning kaldes Uson Caldera.

Navnet henviser til den velvillige ånd Uson. Caldera er en vulkansk indsynkningsstruktur, som er flere gange større end et vulkankrater. Uson var en magtfuld skikkelse i det lokale korjakfolks mytologi. Forskernes studier af Uson Caldera er sammen med Tatjana Ustinovas opdagelse af Gejserdalen endnu en årsag til områdets status som sapovednik: at beskytte de geologiske og biologiske vidundere.

Korjakerne fortæller om Uson og hans caldera, at han var en ven af menneskeheden, som fik jordskælv til at lægge sig, standsede vulkanudbrud med de bare hænder og gjorde andre gode gerninger. Men han levede et ensomt liv i skjul oppe på sit eget bjerg, så onde ånder ikke skulle komme og ødelægge stedet. Så blev han forelsket.

Hun var menneske – en smuk pige ved navn Najun med øjne som stjerner og læber som tranebær, og hendes øjenbryn skinnede sort som to zobler. Hun gengældte Usons følelser, og han tog hende med op på bjerget. Så langt, så godt. Men efter nogle år med ægteskabelig lykke i tosomhed begyndte Najun at længes efter sine slægtninge blandt menneskene.

Kunne hun ikke besøge dem på en eller anden måde? Uson ville gerne gøre hende glad, så han begik en håbløs og tragisk fejltagelse: Han spredte bjergene med sine kæmpearme og banede en vej. Der kom folk, som var nysgerrige og destruktive. Nu vidste alle, også de onde ånder, hvor Uson havde sit hemmelige skjulested.

“Jorden åbnede sit gab med et frygteligt brag og opslugte et vældigt bjerg, og den mægtige Uson blev forvandlet til sten for evigt,” lyder det i G.A. Karpovs genfortælling af historien, Selv i dag kan man se ham der, forstenet som en tinde på nordvestkanten af calderaen med hovedet bøjet og armene i en bue, som danner kanten.

Hvis du får ham at se, vil du være en af de få. Forbuddet mod turisme i Kronotskij håndhæves ikke mere helt så strengt. Hvert år kommer der nu 3000 gæster, som ikke er forskere, og det er kun halvdelen af dem, der gør holdt i Uson-calderaen.

Restriktionerne begrænser antallet, men det gør logistikken, manglen på infrastruktur og prisen bestemt også. En ting er, at der ikke er nogen vej ind i Kronotskij Sapovednik fra Kamtjatkas mere befolkede dele (som ikke er særligt befolkede). Der er heller ingen veje i selve reservatet, uanset hvad myten om Uson siger.

Transporten ind og ud foregår for det meste i russiske militærhelikoptere, Mi-8. Det er overvældende stærke maskiner som dem, der engang fragtede tropper rundt for den sovjetiske hær. Når man sidder i en Mi-8, der varmer op til start, fastspændt i et vakkelvornt sæde ud for et koøje af et vindue, føler man sig, som om man befandt sig i en tætpakket skolebus med et enormt savværk fastspændt på taget – lige indtil hele indretningen letter.

Turistudflugterne udgår fra en helikopterstartplads 34 km fra Kamtjatkas hovedstad, Petropavlovsk, og de må kun lande på særlige pladser i calderaen og Gejserdalen. Ingen af stederne er der overnatningsmuligheder for turister, så et besøg i reservatet er en ganske kostbar dagstur (ca. 4000 kr. inklusive frokost). Kunderne ser mest ud til at være rige russere, europæere på en eventyrlig ferie og enkelte amerikanere. Fem timer i Kronotskij er ikke noget, en almindelig familie i Petropavlovsk normalt vil have råd til.

Når man ankommer i helikopter for at se gejsere og vulkaner og måske nogle få brunbjørne (der flygter over tundraen, fordi helikopteren flyver lavt af hensyn til turisternes udsigt), er det naturoplevelser for en rig og stillesiddende elite. Det er dramatisk og spændende, privilegeret og primitivt. Det gør mig vred, men … jeg har jo selv været der, om bord på helikopteren sammen med de andre turister.

De myndigheder, der tager sig af Kronotskij, og de forskere, der studerer området, er op- mærksomme på turismens negative sider. Alle efterlader sig et eller andet aftryk, så spørgsmålet er blot hvor dybe og hvor mange. I begyndelsen og slutningen af sommersæsonen undersøger tilsynsfolk, hvordan calderaen og gejserne påvirkes. Deres rapporter danner grundlag for kvalificerede beslutninger om, hvor mange der må komme til området den følgende sæson og hvornår.

Men Kronotskijs store spørgsmål, det, der sætter tankerne i gang og ikke bare gør en vred, er, hvordan betænkelighederne ved den nedslidning, mennesker forvolder, harmonerer med stedets egen voldsomme dynamik.

Dette spørgsmål blev sat på spidsen den 3. juni 2007, da en kæmpe væg af sten, mudder, ler og sand løsnede sig fra en høj bjergkam og med et brag gled ned i en lille ådal. Undervejs udslettede den et 30 m højt vandfald, opdæmmede Gejsernaja-floden (alt sammen på sekunder) og begravede meget af Gejserdalen under den nye sø, der opstod. Selv hvis en enorm hær var marcheret igennem iført sømbeslåede støvler, kunne den ikke have forvoldt sådan en redelighed.

Tatjana Ustinovas førstefødte gejser, Pervenets, er væk. Det er nogle andre kendte springkilder også. Resten er der endnu. Glasmosaikken, Vitrasj, er uberørt. Der gik alarmerende rapporter ud til den internationale presse, ferieplaner blev droppet, og folk blev omgående uenige om, hvorvidt jordskreddet var en tragedie eller blot et fascinerende skuldertræk fra naturens side.

“Som videnskabsfolk mener vi, at vi er ret heldige at blive vidne til sådan en begivenhed,” siger Aleksandr Petrovitj Nikanorov, der er forsker og gav mig en introduktion på sapovednik-hovedkvarteret ved Petropavlovsk. “Vores liv er meget kort, og alligevel har vi været vidne til det.” Geologerne har god grund til at mene, at deres liv er kort i forhold til de fænomener, de studerer. Sten bevæger sig normalt langsomt gennem tiden. Men det gælder selvfølgelig også resten af os: Livet er kort, verden er stor, og vi er heldige at kunne være vidne til så meget, som vi nu kan.

Om det så betyder, at vi alle sammen skulle tage og klatre op i helikopteren, er et andet spørgsmål, som jeg ikke kan give et tilfredsstillende svar på. Hvad jeg kan sige, og hvad Michael Melfords fotografier kan vise, er dog dette: Kronotskij Sapovednik er et fan-tastisk sted, skrøbeligt og storslået og omskifteligt. Måske skal man bare tage mit ord for gode varer?

Måske er du interesseret i ...

Læs også