Nye bedrifter

Efter at have pudset sine færdigheder af i Yosemite tog Lynn Hill ud i verden og vandt adskillige konkurrencer i Europa. I 1994, i en alder af 33, vendte hun tilbage til Yosemite med en dristig plan: at friklatre op ad The Nose på El Capitan på én dag. “Alle skeptikerne sagde, at det var umuligt,” siger Lynn Hill. “På nær John.”

9. maj 2011

Efter at have pudset sine færdigheder af i Yosemite tog Lynn Hill ud i verden og vandt adskillige konkurrencer i Europa. I 1994, i en alder af 33, vendte hun tilbage til Yosemite med en dristig plan: at friklatre op ad The Nose på El Capitan på én dag.

“Alle skeptikerne sagde, at det var umuligt,” siger Lynn Hill. “På nær John.”

Den 889 m lange rute kaldet The Nose er måske den mest berømte klatrerute i verden. For at klatre op ad den er man nødt til at vride hænder, fødder, fingre og tæer i smertefulde stillinger ind i lodrette revner. I 1975 fuldførte John Long sammen med Jim Bridwell og Billy Westbay den første endagsopstigning på The Nose, selv om hans hold benyttede sig af artificiel klatring for at komme forbi Great Roof, et skræmmende udhæng to tredjedele oppe ad ruten.

Lynn Hill, som var fast besluttet på at friklatre over Great Roof, klyngede sig til de mindste hulninger med fingrene, hang med hovedet nedad og famlede med fødderne hen over den glatte væg. Ved at bruge “fine tai-chi-dansetrin” lykkedes det hende at komme op over “taget”, egentlig mest ved at trække sig selv sideværts i fingerspidserne. Hun nåede toppen af El Capitan på 23 timer – en præstation, der stadig af mange anses for at være den ultimative bedrift blandt klatrere sidst i det 20. århundrede.

Drømmen om en bestemt rute

Uanset evner kommer alle klatrere til Yosemite med en drøm: en rute, som de brænder efter at gennemføre. Da jeg ankom første gang, havde jeg set mig godt og grundigt varm på Steck-Salathé på Sentinel Rock – en rute, der kræver, at man kiler hele kroppen fast i en bred spalte. Men det skulle vise sig, at væggen var for stor, og min makker og jeg for grønne. I vanære måtte vi give op kun halvvejs oppe.

Nu, 30 år senere, tilbyder Dean Potter at klatre den sammen med mig. Dean Potter er en af de sidste langhårede rebeller, der stadig bor i dalen. Han er 38 år, har en stærk udstråling, er bygget som Tarzan og er kendt for sine opstigninger uden reb og sine dristige såkaldte BASE-jumps, hvor han springer ud fra klipper med faldskærm. Men Dean Potter stiller nogle betingelser. Jeg må ikke tage mad eller vand med, ej heller rygsæk eller regnjakke, ikke engang en hjelm. “Det er den eneste måde at bevæge sig hurtigt på,” siger han.

Fart er den nye stil

Fart er blevet mantraet for de nye superklatrere

“Vi skal nok få en hyggelig dag,” lover Dean Potter.

For at spare på vægten går han barfodet gennem det tætte buskads på vej derhen. Ved foden trækker vi i vores klatresko, der er så stramme, at det gør ondt, hvorefter vi reber op og begynder opstigningen ad den 457 m lange rute. Som aber griber vi fat i revner med hænderne, maser os gennem smalle klippespalter – kaminer – og klatrer opad klippen, som om den var en stige. Vi når toppen på mindre end 4 timer. Jeg har det, som om vi er fløjet op ad ruten, indtil Dean Potter fortæller mig, at han ofte frisoloer den på 1 time.

Det er den nye stil. De fleste ruter er velkendte nu, og udstyr og færdigheder er forbedret enormt. Så hastighed er blevet et vigtigere mål for en klatrer end udforskning af nye ruter. I 1950, da Allen Steck og John Salathé for første gang klatrede ruten, der bærer deres navne, tog det dem 5 dage. I dag tager det langsomme grupper 3-5 dage, og de overnatter i små telte, såkaldte portaledges, der hænger på klippevæggen; hurtige klatrere klarer turen på en dag.

Måske er du interesseret i ...

Læs også