Masseturisme på Mount Everest

I 1985 åbnede de nepalesiske myndigheder op for relativ fri adgang til Mount Everest. Det har skabt myldretid på verdens højeste bjerg.

25. april 2013 af Hans Henrik Fafner

Da Edmund Hillary besteg Everest, var standardudstyret en god, lun tweedjakke og et par læderstøvler med pigsål. Nok en forenkling, men det er en kendsgerning, at udstyret har udviklet sig voldsomt gennem de seneste 60 år, hvilket har gjort det muligt for langt flere at nå toppen.

I Hillarys tid tillod de nepalesiske myndigheder kun én ekspedition om året. Denne regel blev senere ophævet, så der kun måtte være én ekspedition på bjerget ad gangen, og i 1985 fulgte næste fase, hvor der blev fri adgang for alle. Dog skal man stadig ledsages af erfarne og professionelle folk, men den nye frihed åbnede Everest for, hvad man i bjergbestigerkredse betegner som "masseturisme".

En vigtig faktor er vejret. I de tidlige år begyndte ekspeditionerne opstigningen, når de følte, vejret var med dem. I dag er vejrmeldingerne langt nøjagtigere, så den enkelte ekspedition kan blive i base camp indtil den helt rigtige dag er der. Og da der på Everest godt kan gå lang tid mellem disse dage, har man før oplevet situationer, hvor både ti og femten ekspeditioner har ligget og ventet, så der ligefrem opstår kødannelse på bjerget, når chancen er der.

Purister mener også, at man skal fjerne de faste liner, som mindre erfarne klatrere kan holde sig til. Dette vil gøre turen så meget vanskeligere, at fire ud af fem automatisk vil blive sorteret fra, men sådan en forholdsregel kalder andre et forsøg på at gøre bjergbestigning elitær.

I bjergbestigerkredse cirkulerer historien om den velhavende kvinde fra New York, der nær toppen af Everest startede dagen med at bede sin personlige sherpa-guide om en kop cappucino.

Måske er du interesseret i ...

Læs også