Mount Roraimas flade bjergtop

Mount Roraimas top er flad, fordi den består af resterne af en landoverflade, der blev skubbet op af geologiske kræfter for 180 mio. år siden.

© GETTY IMAGES / Robert Harding

Hvorfor er nogle bjergtoppe flade?

Ikke alle bjerge ender i spidse tinder. Mount Roraima er et såkaldt taffelbjerg, som er helt fladt på toppen, fordi det engang var landoverflade.

17. oktober 2017

Mount Roraima i Venezuela er et af de mest berømte eksempler på det, geologerne kalder et taffelbjerg med flad top og lodrette sider. 

På det lokale sprog kaldes bjergtypen “tepui”, gudernes hus, og Mount Roraima er langtfra det eneste.

Roraima og de øvrige taffelbjerge i regionen er erosionsrester, hvilket vil sige, at de rager op i landskabet, fordi materialet omkring dem er eroderet bort.

400 meters lodret fald til alle sider 

Roraima er det største af sin slags i Sydamerika med en top, der dækker et areal på 31 km2 og et lodret fald på 400 meter til alle sider.

Bjergets top hæver sig i alt 2800 meter over havets overflade.


© Shutterstock

Toppen er flad, fordi den består af tidligere landoverflade, som blev skubbet i vejret, da Sydamerika brækkede af fra det afrikanske kontinent for ca. 180 millioner år siden.

Bjerget er en stor turistattraktion. Selvom de stejle sider gør meget af bjerget ufremkommeligt, er det muligt at gå op til toppen via en naturlig rampe.

Kontinenternes brud skabte bjerg

  • Bjerget består af 1,8 mia. år gammel sandsten, som blev løftet op af geologiske kræfter, da Afrika og Sydamerika brækkede fra hinanden for 180 mio. år siden.
  • Den flade top er resterne af den gamle landoverflade, som er bevaret, fordi det er den del af sandstenen, der er allerhårdest.
  • Lavlandet omkring Mount Roraima består af blødere sandsten, som er eroderet af de hyppige og voldsomme regnskyl.

Måske er du interesseret i ...

Læs også