Dristige. Trodsige. Frie.

I 1970’erne handlede klatring lige så meget om eventyr som om sport. I dag har det udviklet sig til højdegymnastik. Eliteklatrere er disciplinerede sportsfolk, der træner konstant og repeterer bevægelser til perfektion. De er fanatiske med deres vægt, fordi det at gennemføre en rute først og fremmest går ud på at trodse tyngdekraften.

9. maj 2011

I 1970’erne handlede klatring lige så meget om eventyr som om sport. I dag har det udviklet sig til højdegymnastik.

Eliteklatrere er disciplinerede sportsfolk, der træner konstant og repeterer bevægelser til perfektion. De er fanatiske med deres vægt, fordi det at gennemføre en rute først og fremmest går ud på at trodse tyngdekraften.

Tag for eksempel de ca. 30 klatrere, der dukker op til en fest i Dean Potters hytte. I gamle dage ville sådan en sammenkomst have været en abefest, der buldrede løs til daggry. Sådan er det ikke længere. Ingen ryger, og næsten ingen drikker. Dean Potter serverer en fornuftig ret med grønsager og ris, fire klatrere har taget hjemmebagt æbletærte med, og alle er i seng før midnat.

Alex Honnold og Ueli Steck er blandt festdeltagerne. Ueli Steck er 34 år og fra Schweiz. Han er skoleeksemplet på den nye generation af klatrere, der følger et stramt program for både træning og kost. Når han træner, løber han forbløffende 3500 højdemeter om dagen.

Ueli Steck har sat hastighedsrekorder på de tre store nordsider i Alperne – Eiger (2 timer og 48 minutter), Matterhorn (1 time og 56 minutter) og Grandes Jorasses (2 timer og 21 minutter) – og nu er han kommet til Yosemite for at finpudse sin klatring i granitspalter. Sidste år stormede han og Alex Honnold op ad El Capitan på 3 timer og 50 minutter. Hans drøm er at indføre speed-klatring i Himalaya.

“Endnu er ingen teknisk rute på en 8000 m-top blevet gennemført i alpin stil,” siger han, dvs. hurtigt og med let udrustning. “Det er min mission.”

Mere støtte i Europa

I modsætning til europæiske proffer som Ueli Steck, der alle får rundhåndet støtte fra firmasponsorer, har de fleste amerikanske klatrere meget sværere ved at få det til at hænge sammen økonomisk. Mange tjener kun lige netop nok til at have råd til at overnatte i deres kassevogne og ernære sig af bønner og ris.

Kate Rutherford på 30 og Madeleine Sorkin på 29, som sammen var de første kvinder, der gennemførte en friklatring på Half Dome, bor begge i deres kassevogne. Det samme gør Alex Honnold. Den 32-årige klatrer Tommy Caldwell fra Colorado, som er en af USA’s bedste friklatrere på granit, bor også i sin kassevogn, når han er i Yosemite – og det til trods for, at han har været professionel klatrer, siden han var 16 år.

Dalens bankende hjerte

Yosemite besøges hvert år af ca. 4 millioner mennesker. Kun nogle få tusind af dem er klatrere, men det er klatrerne, der udgør dalens bankende hjerte.

“Jeg kom hertil, da jeg gik i 2. g, og jeg tog aldrig hjem igen,” siger Ron Kauk på 53.

“Det her sted, Yosemite, var min uddannelse. Hvis man er åben for det, kan stedet give en et sæt værdier.”

Med det for øje startede Ron Kauk et program, han kaldte Sacred Rok. Det gik ud på at få unge med problemer til Yosemite for at lære dem at tænke selvstændigt og blive bevidste om sig selv. Ron Kauk anlagde nogle af de sværeste ruter i dalen og klatrede næsten altid med reb – måske derfor blev han ikke en af de 83 klatrere, der siden 1955 er døde her.

Ved fri soloklatring er der derimod ingen plads til fejl. Som Dean Potter formulerer det: “Hvis man kvajer sig, dør man.” Klatring uden reb blev fatalt for to af Yosemites bedste soloklatrere: Briten Derek Hersey faldt ned fra Steck-Salathé i 1993, og John Bachar fra Californien, en tidligere klatremakker til Ron Kauk, døde i 2009 under en fri soloklatring nær Mammoth Lakes.

Den sidste aften i dalen går jeg en tur igennem Camp 4 i skumringen. Duften af fyrretræer og lejrbål hænger i luften, og et par stjerner er lige kommet til syne. Der lyder latter, og en spiller på guitar. Ved en lejrplads er to unge mænd systematisk ved at lægge udstyr frem – reb og karabinhager og dunke med vand – mens de taler om, hvad de håber, der kommer til at ske på væggen næste morgen. Ved et andet campingbord sidder tre kvinder med blodige knoer, alle med rottehaler og pandelamper. De græder og krammer hinanden efter netop at have klaret en tredages opstigning. Ligesom de, der har foretaget pilgrimsfærden før dem, og de, der vil komme, er de i Yosemite for at måle sig med klippen. Disse vægge er mere end bjerge: De er enorme spejle, der nådesløst afslører, hvad hver enkelt klatrer har i sig.

Måske er du interesseret i ...

Læs også