Verdensberømt fotograf giver gode råd

Hvordan blev du fotograf?

Jeg er helt autodidakt. Som barn begyndte jeg at låne min fars kamera, som var meget simpelt uden nogen automatik – men det var faktisk rigtig godt, for jeg var nødt til at lære mig selv at fotografere helt fra bunden, uden at kameraet gjorde nogen af tingene for mig. Med tiden blev jeg helt bidt – det blev en lidenskab for mig. Når jeg oplevede noget smukt, dejligt eller endda skræmmende, opdagede jeg, at jeg kunne bruge kameraet til at indfange den følelse og gøre den smit­som; få andre til at føle det, jeg følte, eller i hvert fald noget tilsvarende. Da jeg var 17, tænkte jeg, at jeg kunne gøre den lidenskab til mit levebrød, og imod mine forældres ønske gik jeg ud af gymnasiet uden at tage min eksamen. På den tid fandtes der meget få foto­skoler, så jeg startede mit eget lille firma. Og så arbejdede jeg bare meget hårdt og foku­serede på ting, der bevægede mig.

Hvordan fik du din første opgave for NG?

Det er faktisk en lidt sjov historie. Jeg var inviteret med til min gymnasieklasses studenterfest, selv om jeg ikke selv fik huen på. Jeg var både stolt over, at jeg var fotograf, men også lidt trist, fordi alle mine venner fejrede, at de nu var blevet studenter. Så fik jeg pludselig øje på en anden fotograf med krøllet hår, der stod og kiggede på. Jeg gik hen og sludrede med ham og spurgte, hvem han arbejdede for. Han fortalte mig, at han hed Cotton Coulson og arbej­de­de for National Geographic. Han var dér sammen med den esti­ske skribent Priit Vesilind for at lave en artikel om landene omkring Østersøen. Vi faldt i snak, og de var rigtig flinke. Indtil jeg mødte dem, havde jeg aldrig over­vejet muligheden for at arbejde for NG.

Nogle år senere var min kone Monika og jeg i Washing­ton, D.C., hvor vi havde aftalt at mødes med Priit, og han åb- nede dørene for mig, så jeg kunne vise nogle af mine billeder for National Geographics ansvarshavende foto­redaktører. De sagde: “Wow, du er meget ung, men du er en fremragende fotograf. Vil du arbejde for NG?”

Og sådan gik det til, at jeg fik min første opgave for NG, da jeg var 23. Først lavede jeg nogle småting for World [NG’s magasin for børn] og Traveler [NG’s rejse­magasin] samt nogle mindre artikler i National Geo­­graphic – mens de ventede på, at jeg skulle blive mere moden, tror jeg. Og resten er fortid. Jeg fik min første store reportage – det blev også første gang, jeg fik et foto på forsiden – i 1995 med artiklen Malaysia’s Secret Realm [Malaysias hem­melige rige]. Siden er min til­- knytning til NG blevet stadig tættere. Jeg arbejder både med tv-kanalen og film, holder fore­drag, afholder fotolejre og meget mere.

Du har rejst i nogle af verdens fjerneste afkroge og må have mødt en del specielle madvaner undervejs. Hvad har været din værste oplevelse?

Mad og drikke kan til tider være interessant – som i Mongoliet, Amazonas eller Tibet. Men når man deler et måltid med nogen, så er det noget andet. Te med yaksmør er f.eks. rædsomt, men når man drikker det sammen med de lokale, og der står 100 heste omkring én og pruster, så er det o.k. Jeg har været syg som en hund utallige gange med dysenteri, men det gælder om at etablere tillid, og for at vinde den er man nødt til at dele, hvad de lokale har. Det er nødvendigt, og et privilegium, for enhver fotograf at leve på lige fod med de mennesker, man vil portrættere. Så er man allerede nået halvvejs til at vidergive den oplevelse til andre. Man kan ikke bare lukke sig inde i sit fine telt med sin termovest og sovepose. Og det er også den slags, der giver én så mange store oplevelser og nogle gange overraskelser over, hvor godt ting smager – som ged bagt i jorden i Mongoliet.

Hvilken opgave for NG har betydet mest for dig?

Dér må jeg må nok sige min store reportage om fældningen af Borneos regnskov [bladnummer 14/2008]. Efter alle de gange jeg har været der igen­nem 20 år, har jeg set så mange nega- tive effekter, at jeg brændte meget for chancen for at vise folk den virkelige øde­læggelse frem for bare billeder af, hvor smukt alting ser ud. Det var meget følelsesmæssigt for mig og min hidtil vigtigste foto­opgave, fordi den blev set af så mange mennesker – i NG, CNN, BBC, på klimatopmødet i København og i andre medier.

Hvilke kvaliteter er vigtige for at blive NG-fotograf?

Man skal tænke over, hvilken historie man ønsker at fortælle, og forsøge at visualisere, hvad det er, man brænder for, fordi det er den lidenskab, der vil give én energien til at bruge al den tid, det tager at blive rigtig fremragende til det. Det er ligesom at blive en stor tennis­- spiller eller musiker. Og ligesom musikere sjældent generaliserer, så skal man også koncentrere sig om det, der vækker ens lidenskab.

Hvilket råd vil du give unge, der drømmer om at blive NG-fotograf?

Uddannelse på fotoskoler er altid godt – det er en genvej til at lære en masse om emnet. Så helt klart uddannelse. Men mest af alt vil jeg råde enhver til at være tro mod sig selv. Find ud af, hvilken historie du virkelig ønsker at fortælle, og find din egen måde at fortælle historien på. Du skal ikke bekymre dig om, hvad du eller andre tror, at de store magasiner vil have. Du kan få masser af inspiration fra andre fotografer – men frem for alt andet skal du være tro mod dig selv og finde din egen vej. Så vil magasinerne også være interesserede.