Mennesketruslen

Svalbards mestre i overlevelse har formået at tilpasse sig det arktiske mørke, den bitre kulde og den sparsomme plantevækst. Men der er én naturkraft, som er dukket op så hurtigt, at de ikke har kunnet nå at tilpasse sig: mennesket.

Fra det 17. til det 19. århundrede kom hvalfangerne til Svalbard for at jage de store havpattedyr, hvis tykke spæklag kunne laves til hvalolie og, i sidste ende, til store penge. På en tur til Svalbard i 1612 beskrev kaptajnen for den hollandske hvalfangerflåde, Willem Cornelisz van Muyden, hvordan Barentshavet var så fuldt af hvaler, at skibets forstavn pløjede sig igennem dem, som om de var pakis. Mod slutningen af det 18. århundrede havde verdens umættelige appetit på hvalolie næsten udryddet dem. Omkring 50.000 grønlands­hvaler – det længst­levende pattedyr på kloden – blev fanget bare af hollandske fartøjer alene. Nedslagtningen bragte arten tæt på udryddelse. (I dag er der over 10.000 grønlandshvaler, flest i Beringshavet, Tjuktjerhavet og Beaufort­havet). Efter at have arbejdet sig igennem hvalerne vendte fangerne opmærksomheden mod hvalrossen – på grund af dens stødtænder – og fik også næsten gjort det af med den.

Efter første verdenskrig fik Norge ifølge Svalbardtraktaten suverænitet over øgruppen, hvis naturrigdomme Sverige og Rusland også havde et godt øje til. Traktaten skulle blive et vendepunkt, for i løbet af 1900-tallet fik den norske stat sat en stopper for rovdriften og gjort en af verdens største jagtmarker til et af verdens mest beskyttede områder. I dag er 65 % af Svalbards øer og 75 % af dens havområder udlagt som nationalpark eller naturreservat. Der sker noget bemærkelsesværdigt, når man giver dyr leve­steder og ro. De trives. Svalbards hval­ros­bestand­, der i 1950’erne var skrumpet ind til nogle få hundrede dyr, var i 2006 nået helt op over 2600. I 1920’erne gik der kun tusind rensdyr og græssede i dalene. I dag mener nogle eksperter, at der er helt op mod 10.000.

Tiderne med ukontrolleret nedslagtning er forbi, men mennesker påvirker stadig de vilde dyr indirekte. Miljøgifte såsom polyklorerede bifenyler (pcb) og perflourerede forbindelser når til Svalbard med luft- og havstrømmene og lejrer sig i fedtvævet hos gråmåger, storkjover, polarræve og ringsæler og svækker deres immunforsvar. Isbjørnene her indeholder langt større mængder af de forurenende stoffer end deres artsfæller i Alaska og Canada. Samtidig får klimaforandringerne isdækket til at trække sig længere tilbage om sommeren, og det truer regionens isbjørne. Det dyreliv, der trives heroppe, har tilpasset sig et af de barskeste leve­steder på Jorden. Men efterhånden som temperaturen stiger, vil fuglene, fiskene og pattedyrene blive nødt til at tilpasse sig yderligere.

Måske ligger der et håb i den særegne måde, Svalbards dyreliv allerede har tilpasset sig menneskene – fortidens jægere, der er blevet nutidens beskyttere. I kulminebyen Barentsburg har snesevis af rider forvandlet forladte bygninger til improviserede klipper med redepladser i vindueskarmene. Midt om natten eller midt på dagen – fuglene er ligeglade – kaster forældrene sig ud fra karmene for at dykke efter fiskestimer i havnen nedenfor. På deres egen beskedne måde skubber riderne til grænsen for det mulige, vindueskarm for vindueskarm. Det er genialt, men det er ikke ualmindeligt for Svalbard. Heroppe kan man finde muligheder og overflod de mest uventede steder.

• Forrige Side 3 af 3