Kvægavlernes problem

John og Rae Herman holder 800 anguskøer i det vestlige Montana. De er vokset op i de amerikanske kvægavleres guldalder i bølgende dale med græs og bynke og skovklædte bjerg­sider, hvor stort set alle større rovdyr var udryddet. “Vi manglede normalt 3-5 kalve, når kvæget blev drevet sammen,” siger John Herman. “Nu er det tættere på 25. I foråret blev kælvepladsen nær gården ramt. Syv kalve var med sikkerhed dræbt af ulve, så dem fik vi kompensation for.”

Problemet er, at ådselæderne måske slæber af med det døde dyr eller ødelægger beviserne, hvis kvægavlerne ikke finder det med det samme. Mange mener, at antallet af dyr, der bliver dræbt af ulve, nogle steder i snit kan være op mod syv gange højere end det, der kan bevises. Men uden bekræftelse er der ingen kompensation. Og døde og forsvundne dyr er kun én af omkostningerne ved ulve. Køer, der bliver stresset af ulve, kan tabe 14-22 kg på et år. Og opskræmte køer kan få hormonforstyrrelser. “Vi havde 85 drægtige kvier i foråret, og de 60 aborterede,” siger John Herman. “Det værste var, at 23 af de køer, der aborterede, tilhørte vores søns startbesætning på 25,” fortæller Rae Herman. “Han skylder banken 7500 dollar og har kun to kalve til at betale af på gælden. Vi bliver nødt til at sælge nogle kvier for at opveje vores tab, så det er et tilbageslag for os.”

Kvæg med benskader efter flugt fra ulve eller inficerede sår kan ikke afsættes. Og efter sammenstød med ulve bliver kvier ved med at være irritable og ekstra beskyttende over for kalvene. Familien Herman er ikke de eneste kvægavlere, der siger, at det er sværere at drive den slags kvæg sammen; at de slet ikke tør overveje at bruge hundene til arbejdet; og at køerne måske ikke vil blive på de bedste græsgange i højlandet, når de sættes ud den næste sommer, fordi det er i højlandsskovene, at ulvene holder til.

Et kooperativ af kvægavlere i Montana har startet et forsøg med at afpatruljere græsgangene. Jeg tager ud med enmandspatruljen, Peter Brown, der tager rundt i ladvogn, på motorcykel eller til fods. Han holder øje med, hvor ulve­flokkene er i forhold til kvæget, og rapporterer dagligt til kvægavlerne, så de kan flytte deres besætning til sikrere græsgange eller holde bedre øje med dem. Nu er der elektriske hegn omkring kælveområderne på mange udsatte steder. For at skræmme ulvene væk benytter Peter Brown sommetider den gamle europæiske taktik med at hænge liner med kulørte flag op omkring græsningsarealerne.

Mens vi står i en oktobersnebyge og skuer ud over lavlandet, bliver Peter Browns blik hængende ved nogle ravne, som er et af de sikreste fingerpeg om, at der ligger et ådsel. I dette tilfælde er fuglene blot ved at æde indvoldene fra en hjort, som en jæger har efterladt. Det samme gør en sort ulv fra Elevation Mountain-flokken. Men fire hjorte græsser fredeligt på den anden side af et hegn, og det samme gør snesevis af køer 180 m længere væk.

“Kvæghjordens adfærd er et tidligt alarm­system,” siger Peter Brown. “Det, jeg kigger efter, er kvæg, der klumper sig sammen eller løber eller bare kigger vagtsomt rundt og kalder. Jeg holder også øje med syge dyr, der kan tiltrække rovdyr. Jeg tror, at min tilstedeværelse her i området afholder ulvene fra at tage kvæg. Ulvene lærer og tilpasser sig mindst lige så hurtigt, som vi gør. Desuden har vi godt med naturligt bytte her. Jeg har set ulve vandre lige gennem en flok kvæg for at snige sig ind på en hjort.”

Før i tiden efterlod kvægfarmerne de køer, der var døde af sygdom eller ved ulykker, ude på græsgangene eller samlet i bunker. Men “da rovdyrene vendte tilbage, blev de konstant lokket­ i uføre af ådslerne”, siger fredningsbiolog Seth Wilson, der koordinerer patruljeringsprogrammet. “Nu samler vi straks de døde dyr op og komposterer dem langt herfra. Det er en af de enkleste og mest effektive metoder til at reducere konflikter med både bjørne og ulve. Det kræver kun, at man ændrer sine gamle vaner.”

Spørgsmålet er ikke længere, hvordan man bliver af med ulvene, men hvordan man lærer at leve med dem. Ranchejer David Mannix siger:­ “Vi må erkende, at størsteparten af befolkningen gerne vil have ulve. Den befolkning er også kunder til vores oksekød. Det er ikke nogen god idé at sige til ens kunder, at de ikke ved, hvad de laver. Så i stedet for at køre den hårde linje og kæmpe for, at alt skal blive som for 50 år siden, prøver vi ting som denne patruljering.”

“Men hvis kvægfarmerne ikke kan få det til at løbe rundt, er alternativet i dag som regel udstykning til bebyggelse, og så forsvinder en frygtelig masse åbent land og gode levesteder,” siger kvægavler og dyrlæge Ron Skinner.

• Forrige Side 3 af 6 Næste