Kunsthistoriske guldminer

Med jævne mellemrum hvirvlede der også en mere jordisk tumult igennem Dunhuang. Men selv om byen blev erobret af konkurrerende dynastier, lokale aristokratier og fremmede magter – Tibet herskede her fra 781 til 847 – fortsatte det kreative arbejde i Mogao uden afbrydelse. Hvad skyldtes den vedholdenhed mon? Måske har der ligget mere i det end blot respekt for skønheden eller buddhismen. Frem for at ud­radere alle spor af deres forgængere finansierede hver ny hersker nye huler – den ene mere strålende end den foregående – og udsmykkede dem med fromme billeder af sig selv. Rækken af velhavende mæcener, der var afbildet forneden på de fleste vægmalerier, voksede i størrelse i århundredernes løb, indtil de helt overgik maleriets religiøse figurer. Den mest ekstravagante mæcen af dem alle var nok kejserinde Wu Zetian, som ud fra ønsket om at afbilde det gud­dommelige og stå under dets beskyttelse bestilte kompleksets største statue i 695 e.Kr. – en 35 m høj siddende Buddha.

Hen imod år 1000 begyndte trafikken på Silke­vejen at dale. Der blev stadig udhugget huler, bl.a. én med seksuelt ladede, tan­triske vægmalerier, som blev udført i 1267 under det mongolske storrige, Djengis Khan grundlagde. Men i takt med at der blev åbnet nye sejlruter og bygget hurtigere skibe, gled karavanerne på land ind i glemslen. Desuden mistede Kina kontrollen over store dele af Silkevejen, og islam havde påbegyndt sin lange vandring over bjergene fra Centralasien. I begyndelsen af det 11. århundrede var flere af de såkaldt vestlige regioner (dele af nutidens Xinjiang i Kinas vestligste del) gået over til islam, og buddhistmunkene anbragte på det tidspunkt titusindvis af tekster og malerier i et lille sidekammer, der støder op til en større grotte i Mogao. Skjulte de dokumenterne af frygt for en muslimsk invasion? Ingen ved det med sikkerhed. Det eneste, der er sikkert, er, at kammeret – der nu kaldes hule 17 eller Bibliotekshulen – blev forseglet, pudset over og skjult bag vægmalerier. Det hemmelige depot stod derpå urørt hen i de næste 900 år.

Det skrå ar, som en sanddrive har slebet i gammel­ tid, kan stadig ses på vægmalerierne uden for hule 17. Ved starten af det 20. århundrede, hvor taoistpræsten Wang Yuan­lu gjorde sig til helligdommenes selv­udnævnte vogter, lå mange af de forladte grotter begravet i sand. I juni 1900, da arbejdere ryddede en drive, fandt Wang Yuanlu en skjult dør, der ledte ind til en lille hule proppet med tusindvis af skriftruller. Han gav nogle af dem til lokale embedsmænd i håb om at få et tilskud. Alt, hvad han fik ud af det, var en ordre om at forsegle hulens og dens indhold.

Der skulle et nyt møde med Vesten til for at få hulens hemmeligheder frem i lyset – og få Kinas patriotiske alarmklokker til at ringe. Den ungarskfødte forsker Aurel Stein, som arbejdede for det britiske styre i Indien og for British Museum, fandt vej til Dunhuang i 1907 ved at bruge Xuanzangs beskrivelser fra det 7. århundrede til at føre ham over Taklimakan-ørkenen. Wang Yuanlu nægtede at lade den fremmede se rullerne fra Bibliotekshulen – indtil han hørte, at Aurel Stein også var en ivrig beundrer af Xuanzang. Mange af manuskripterne viste sig at være Xuanzangs oversættelser af de buddhistiske sutraer, som han havde med fra Indien.

Efter flere dages leflen for taoistpræsten – og nætter, der blev brugt på at fjerne skriftruller fra hulen – rejste Aurel Stein fra Dunhuang med 24 kasser med manuskripter og fem mere fulde af malerier og religiøse effekter. Det var et af de rigeste udbytter i arkæologiens historie – og det hele fik han for en pengegave på blot 130 britiske pund. For denne indsats blev Aurel Stein adlet i England, men for altid ildeset i Kina.

Aurel Steins samling afdækkede en multikulturel verden, der var mere levende, end nogen havde forestillet sig. Der optræder en halv snes sprog i teksterne, bl.a. sanskrit, tyrkisk, tibetansk og endda jøde-persisk, foruden kinesisk. Det brugte papir, som mange af sutraerne var blevet kopieret over på, gav forbløffende indblik i hverdagen langs Silkevejen: en kontrakt på slavehandel, en rapport om et bortført barn, ja, endda en høflig undskyldning for beruset opførsel. En af de dyre­ba­reste genstande var Dia­mant­sutraen, en 5 m lang skrift­rulle, der blev trykt med træblokke i 868, næsten 600 år før Gutenbergs trykte Bibel.

Andre fulgte snart i Aurel Steins fodspor – franskmænd, russere, japanere og kinesere. I 1924 ankom den amerikanske kunsthistoriker Langdon Warner, en eventyrer, der godt kan have tjent som inspiration for den fiktive filmhelt Indiana Jones. Langdon Warner var tryllebundet af hulernes skønhed – “Man kunne kun snappe efter vejret,” skrev han senere – men han bidrog ikke desto mindre til deres ødelæggelse. Han huggede en halv snes fragmenter ud af vægmalerierne og fjernede en udsøgt skulptur af en knælende bodhisattva fra Tangdynastiet i hule 328. Værkerne befinder sig stadig i omhyggelig varetægt af kunstmuseet på Harvard University. Men de skamferede vægmalerier og den tomme plads, hvor skulpturen engang knælede, er ikke desto mindre hjerteskærende.

De kinesiske myndigheder har krævet at få genstandene fra Mogao retur. Selv Dunhuang Akademis ellers lidenskabsløse bog om grotterne har et kapitel med titlen “De foragtelige skattejægere”.

Omvendt hævder de udenlandske museumsinspektører, at deres museer har reddet skatte, der ellers kunne være gået tabt for evigt – ødelagt af det 20. århundredes krige og revolutioner i Kina.
Uanset hvilket syn man har på den sag, har spredningen af Mogaos kunstgenstande ud til museer på tre kontinenter haft en bivirkning: Det har skabt et helt nyt forskningsfelt, såkaldt dunhuangologi, og i dag arbejder forskere verden over på at bevare Silkevejens skatte.

• Forrige Side 3 af 4 Næste