I hvalernes spor

Mens vi fulgte blåhvalernes vandring sydpå­, skiftedes vi til at holde udkig på broen efter hvalblåst i horisonten. Hval nr. 5801 og 23043 var ifølge satellitten allerede ankommet til Costa Rica Dome, og nr. 5670 nærmede sig. Biologerne var særlig interesserede i nr. 23043, fordi de vidste, det var en hun, og fordi den var nået tidligt frem til området, som man kunne vente det af en vordende mor. Hvis den hvide blåhval, nr. 4172, var på vej til Costa Rica Dome i år, måtte den være derude et sted i den sydgående flok. Men Stillehavet er et kæmpe hav, og vi så ikke et eneste sprøjt på vores vej.

Med mellemrum og på alle tider af døgnet blev skibet sat i frigear, så forskerne kunne sænke deres udstyr ned i vandet: en CTD-sensor, et ekkolod og en hydrofon. CTD-sensoren målte ledeevne (som viser vandets saltholdighed), temperatur og dybde. Ekkoloddet blev brugt til at lede efter koncentrationer af de krill, som blåhvalerne næsten udelukkende lever af.

“Vi laver nogle kontrolobservationer undervejs,” forklarede Bruce Mate. “Hvis der ikke er nogen krill, kommer hvalerne så denne vej? Hvis der er store koncentrationer af krill, vil de så blive hængende? Vi leder efter afføring. Vi vil prøve at skovle det op for at se, om de spiser. Og vi tjekker deres ånde, der lugter værre, når de har spist. Jeg synes ikke, blåhvalens ånde er ligefrem frastødende – i hvert fald ikke sammenlignet med gråhvalånde, der virkelig er klam – men blåhvalånde kan have en voldsom lugt.”

Hydrofonen skulle opfange blåhvalstemmer. Blåhvalhannens enkle sang – den dundrende, kraftfulde, dybe bas i A-kaldet efterfulgt af den ubrudte tone i B-kaldet – er den vældigste sang i havet og i teorien i stand til at forplante sig halvvejs over et oceanbassin. Men store bardehvaler er ofte tavse. Bortset fra nogle tvivlsomme brudstykker af sang hørte vi intet som helst.

• Forrige Side 4 af 7 Næste