Hvalernes forvandling

Hvalernes og alle de landlevende dyrs fælles stamfader­ var et fladhovedet, firbenet, sala­man­der­­lignende dyr, som slæbte sig fra havet og op på en mudderbanke for ca. 360 millioner år siden. Dets efterkommere udviklede gradvis deres primitive lunger; deres rundede finner blev til lemmer, og kæbeleddet omstillede­ sig til at kunne høre i luft i stedet for i vand. Blandt disse landkrabber var pattedyrene nogle af dem, som klarede sig bedst. For 60 millioner år siden dominerede de Jorden. Hvalerne hørte til blandt den lille håndfuld pattedyr, som foretog en evolutionær kovending, da de omstillede deres jordiske krop til at kunne sanse, spise, bevæge sig og parre sig under vand.

Hvordan det lykkedes hvalerne at gennemgå en så markant forvandling, har været en gåde for selv de største videnskabelige kapaciteter. Charles Darwin erkendte, at gåden udgjorde en af de betydeligste anstødssten mod hans teori om evolution ved naturlig udvælgelse, og han forsøgte derfor også at redegøre for hvalerne i den første udgave af sit berømte værk Om arternes oprindelse.

Han bemærkede, at eksemplarer af den amerikanske sortbjørn var set svømme rundt i timevis med opspærret gab for at fange flydende vandinsekter.

“Jeg ser intet til hinder for, at en art bjørne gennem naturlig udvælgelse bliver modificeret mere og mere til et liv i vandet i deres bygning og sædvaner, med større og større gab, indtil det har frembragt en skabning, som er lige så enorm som en hval,” konkluderede Darwin. Hans kritikere gjorde dog så tykt grin med denne forestilling, at han endte med at udelade den i senere udgaver af bogen.

Næsten 100 år senere var en af det 20. århundredes førende palæontologer, amerikaneren George Gaylord Simpson, fortsat ikke i stand til at forklare, hvordan hvalerne passede ind i hans ellers så velordnede stamtræ over patte­dyr. “Hvalerne er i det hele taget de mest ejendommelige og afvigende af pattedyrene,” bemærkede han vrantent. “De passer ikke ind i nogen naturlig orden.”

Hvis ikke videnskaben kunne gøre rede for hvalernes forvandling, så havde den måske aldrig­ fundet sted, fremførte kritikerne af evolutionsteorien. De påpegede, at landdyr, som begyndte at tilpasse sig livet i vandet, snart hverken ville være fugl eller fisk og dermed ude af stand til at overleve i nogen af de to verdener. Og hvis hvalerne virkelig havde gennemgået denne kæmpemæssige forvandling, hvor var så de fossiler, som kunne bevise det? “De anatomiske forskelle mellem hvaler og landpattedyr er så store, at der må have soppet og svømmet utallige mellemstadier rundt i de forhistoriske have, før hvaler, som vi kender dem, dukkede op,” skrev to amerikanske forfattere i 1989 i en skolebog, Of Pandas and People, om intelligent (det vil sige guddommeligt) design. “Indtil videre er disse mellemstadier ikke fundet.”

Philip Gingerich havde helt uforvarende taget denne udfordring op allerede midt i 1970’­erne, da han begyndte på udgravninger i Clarks Fork Basin i den amerikanske delstat Wyoming. Her dokumenterede han pattedyrenes eksplosive fremgang i begyndelsen af Eo­cæn i kølvandet på dinosaurernes udryddelse 10 millioner år tidligere. I håb om at kunne påvise, at pattedyr vandrede fra Asien til Nordamerika, indledte han i 1975 et feltarbejde i fossillag fra Mellem Eocæn i Punjab-provinsen og Den Nordvestlige Grænseprovins (den nuværende Khyber Pakhtunkhwa-provins) i Pakistan. Det var derfor en skuffelse at opdage, at de 50 millioner år gamle aflejringer, han arbejdede i, ikke havde været tør landjord, men derimod havbund i Tethyshavets østlige udkant. Da hans forskerhold i 1977 fandt nogle bækkenknogler, talte de for sjov om “vandrende hvaler” – en hel absurd forestilling. Dengang mente man, at de bedst kendte hvalfossiler mindede om nu­leven­de hvaler med avancerede mekanismer til at høre under vand, kraftige haler med brede vandrette finner og ingen eksterne baglemmer.

I 1979 fandt et medlem af forskerholdet i Pakistan imidlertid et kranium på størrelse med en ulvs, men med fremtrædende og meget lidt ulveagtige, sejlformede knoglestrukturer oven på og på siden af kraniet, der gav hæfte til robuste kæbe- og halsmuskler. Og – hvad der var endnu mere underligt – hjernekassen var ikke meget større end en valnød. Senere samme måned faldt Philip Gingerich over nogle eksemplarer af urhvaler på museer i Lucknow og Kolkata (Calcutta) i Indien. “Så begyndte den lille hjernekasse pludselig at give mening, for de tidlige hvaler havde store kranier, men relativt små hjerner,” beretter Philip Gingerich. “Jeg tænkte, at denne halvhjernede skabning måske kunne være en meget tidlig hval.”

• Forrige Side 3 af 6 Næste