Hestefestival i Nagqu

Vi begynder vores rejse ved klosteret Drepung, som ligger i den vestlige ende af Tevejen, mindre end en dags ridetur fra Lhasa.

Klosteret blev bygget i 1416 og er udstyret med et stort tekøkken eller gyakhang. Syv velvoksne jernkedler på 2-3 m i diameter er anbragt i en enorm, brændefyret stenkamin.

Phuntsok Drakpa står over en af kedlerne og skærer klumper af yaksmør på størrelse med bøger af og ned i den dampende te. “Engang var her 7700 munke, som drak te to gange om dagen,” fortæller han. “Der arbejdede over 100 munke her i tekøkkenet.” Phuntsok Drakpa, som er iført en ærmeløs, rødbrun klædedragt, har været klosterets temester i 14 år. “For tibetanske munke er teen selve livet,” siger han.

I dag bor der kun 400 munke her, og der er kun to mindre kedler i brug. “Til en lille kedel går der 25 tebriketter, 70 kg yaksmør og tre kg salt,” fortæller temesteren, mens han med en mandshøj træske rører rundt i te til 200 munke. “Til den største kedel brugte vi syv gange mere.”

Fra klosteret begiver Sue og jeg os videre mod byen Nagqu, fem timers kørsel nord for Lhasa, for at deltage i den årlige hestefestival. Vi vil gerne se de legendariske heste, som kineserne købte for te. Festivalen varer en uge og blev tidligere holdt ude på de åbne vidder, men for 10 år siden blev der bygget et regulært stadion i beton, så de kinesiske embedsmænd kunne sidde ned. Da vi ankommer næste morgen, er tilskuerpladserne fyldt med tibetanere. Der er kvinder med høje kindben, højhælede sko og lange fletninger pyntet med sølv og rav, mænd med filtcowboyhatte og langærmede frakker, som hedder chubas, og børn med bare tæer i billige gummisko. Gadehandlere falbyder krydrede, kogte kartofler og Budweiser på dåse. Hvert programpunkt bliver råbt ud over de skrattende højttalere på tibetansk og kinesisk. Der er en lidt rodeoagtig stemning, når man lige ser bort fra de kinesiske politifolk, som står med 10 meters mellemrum ved langsiderne, marcherer rundt på banen i delingsformation og lusker omkring i civilt tøj.

Nede på banen ser hest og rytter ud til at have overvundet tyngdeloven. En konkurrencedeltager hænger som en anden akrobat ned på den ene side af sin galoperende hest og samler et hvidt silketørklæde op fra jorden. Den tibetanske cowboy holder tørklædet op i luften og vender sin stejlende hest, mens tilskuerne brøler.

Hestefestivalen i Nagqu er en af de få tilbageværende begivenheder, der markerer Tibets stolte hestetradition. Tibetanerne har gennem århundreders omhyggeligt avlsarbejde skabt en førsteklasses hest ved navn Nangchen. Dyret er kun ca. 140 cm højt med en spinkel bygning og et smukt hoved. Dens store lunger er tilpasset livet på det 4500 m høje Tibetanske Plateau, hvor ilten er sparsom. Nangchen-hesten er fremavlet til at være udholdende og sikker på benene i de snedækkede pas. Det var denne hest, kineserne så gerne ville have i forgangne tider.

I dag ligger Nagqu på den moderne hovedvej 317, Tevejens nordlige forgrening. Der er ingen spor tilbage efter den tidligere handelsrute, men kun en dags kørsel mod sydøst ligger Nyenchen Tanglha-bjergene, som den oprindelige vej gik igennem. Tanken om, at der et sted inde i de dybe dale måske stadig findes tibetanere, som rider deres utrættelige heste ad den oprindelige Tevej, fascinerer mig. Måske er der endda stadig handel langs vejen. På den anden side kan den jo også være forsvundet ligesom i Sichuan, udslettet af snemasserne og den hylende vind.

En regnvejrsmorgen midt under festivalen lykkes det Sue og mig at smutte af sted i en firhjulstrækker, mens politiet kigger den anden vej. Vi vil finde ud af, hvad der er blevet af Tibets Tevej. Efter en lang køretur når vi ved mørkets frembrud frem til landsbyen Lharigo, der ligger mellem to høje pas og engang fungerede som et helle på Gyalam’en. Vi går diskret fra hus til hus for at finde heste, der kan transportere os op til Nubgang-passet i 5412 meters højde. Der er ingen heste at få, og vi bliver henvist til et værtshus i udkanten af byen. Indenfor står der tibetanske cowboys og drikker øl, spiller pool og satser penge i et terningspil kaldet sho. De griner, da vi spørger efter heste. Der er ingen, som rider på heste længere.

Uden for værtshuset holder der nogle andre hestekræfter: små, solide, kinesiske motorcykler, der er pyntet lige så flot som deres forgængere af kød og blod. Sadlerne er dækket af røde og blå tibetanske uldtæpper, og der hænger frynser på styret. To cowboys tilbyder mod betaling at køre os til foden af passet. Resten af vejen må vi klare til fods.

Vi tager af sted næste morgen, før det bliver lyst. De to cowboys er lige så dygtige til at køre motorcykel, som deres forfædre var på hesteryg. Vi bumler af sted gennem sorte mudderpøle, der er godt en halv meter dybe, og blå vandløb, hvor det sprutter i udstødningsrørene.

Et stykke længere oppe ad dalen kører vi forbi de sorte telte, som tibetanske nomader bruger. Foran mange af yakuldsteltene holder der store, kinesiske ladvogne eller firhjulstrækkere. Hvordan har nomaderne fået råd til de biler? Næppe ved at holde yakokser.

• Forrige Side 3 af 4 Næste