Fund giver helt nyt perspektiv

Da Philip Gringerich befriede kraniet for dets omgivende skal af hårdt, rødligt klippemateriale, fandt han en kompakt knogleklump på størrelse med en vindrue, kaldet trommebenet, som var forsynet med en S-formet benkam (den sigmoide proces), der holder en af mellemørets knogler – to anatomiske træk, der er karakteristiske for hvaler og hjælper dem til at høre under vandet.

Kraniet manglede dog flere andre tilpasninger, som gør nutidshvaler i stand til at høre, hvilken retning lyden kommer fra under vand. Philip Gingerich konkluderede, at dyret formentlig kun delvist levede i vand og tilbragte en stor del af tiden på grundt vand, men begav sig op på land for at hvile og formere sig.

Fundet, der er den hidtil mest primitive kendte hvalform, blev navngivet Pakicetus. Den fik Philip Gingerich til at se hvalerne i et helt nyt perspektiv.

“Jeg begyndte at tænke mere og mere over det enorme miljømæssige skift, som hvalerne har taget,” fortæller han.

“Her var der en skabning, der begyndte sin eksistens som landdyr og endte som det stik modsatte. Lige siden har jeg været besat af at lede efter de mange overgangsformer i forbindelse med dette enorme spring fra land og tilbage i havet. Jeg vil finde dem alle sammen.”

• Forrige Side 4 af 6 Næste