Fremtiden truer

“Jeg er ved at etablere en ny zoologisk have,” fortalte han og pegede på et 30 sider langt dokument. “Planerne blev godkendt i går.”

Anson Wongs samarbejdspartnere var hans kone og den internationalt anerkendt orkidéhandler Michael Ooi. De tre havde i en årrække drevet en anden zoologisk have på Penang, og Michael Oois bror driver desuden Malaysias største park med sjældne fugle.

Zoologiske haver er et godt skalkeskjul. Smuglere, der har en zoo, kan flytte truede arter uden at komme i konflikt med Washington-konventionen, og en zoogisk have kan blot henvise til sine opdrætsaktiviteter, når der pludselig dukker et nyt dyr op. De folk, der håndhæver Washingtonkonventionen, holder normalt ikke øje med, hvad der sker med et dyr, efter at det er importeret af en zoo. En gorilla kan f.eks. blive solgt lokalt, og hvis den dør (eller bliver slået ihjel), kan den blive skåret op i mindre dele, solgt som kød eller ligefrem udstoppet. Anson Wongs del af den zoologiske have hed Bukit Jambul Krybdyrsreservat, og dér kunne han have besøg af naturelskere og dyreeksperter fra hele verden, mens han i det skjulte smuglede sjældne dyr gennem sit andet firma.

Den nye zoo ville blive langt bedre end Bukit Jambul, understregede Anson Wong. Der skulle fortsat være krybdyr, og indgangsbilletten skulle ikke koste ret meget, men denne gang regnede han med at komme til at tjene store penge. Fokus skulle være på store kattedyr. “Jeg elsker tigre,” sagde han med et smil på læben. “Opdræt i fangenskab, dét er fremtiden.”

Det gav et sæt i mig, og jeg så hurtigt op. Vilde tigre er stærkt udryddelsestruede. Der er kun ca. 4000 tilbage i naturen. Og nu ville Anson Wong specialisere sig i tigre.

Der findes et lukrativt sort marked for tigre. Tibetanerne klæder sig i tigerskind. Rige samlere hænger tigrenes hoveder op på væggen. Visse eksotiske restauranter serverer tigerkød. Tigerens penis skulle efter sigende være et elskovsmiddel. Og kineserne vil meget gerne have knoglerne til medikamenter, f.eks. tigerknoglevin, som er den kinesiske naturmedicins “altmulig-middel”. Ifølge eksperter kan en død, voksen hantiger indbringe over 50.000 kr. på det sorte marked. I nogle asiatiske lande foregår der hemmeligt tigeropdræt i turist-tigerparkerne. De opdrættede tigre slagtes for deres forskellige kropsdeles skyld, og det hele skaber også et potentielt marked for krybskytter, som jager vilde tigre. (En voksen tiger koster 25.000 kr. om året i foder, mens en patron koster 5 kr.).

Anson Wong har en kulsort fortid, når det gælder store kattedyr. Under Operation Kamæleon bad han George Morrison om hjælp til at få de tigre, han opdrættede, udstoppet, så de kunne sælges som trofæer. Han har tilbudt at smugle en puma ud af USA, og han ville sælge George Morrison en marmorkat, som står opført på Washingtonkonventionens liste I. Efter løsladelsen fra fængslet blev de tigerunger, han ejede, fundet udstillet i en dyrehandel i Kuala Lumpur. Anson Wong var trænet i at omgå de malaysiske forbud mod at holde tigre og andre truede arter. Han skaffede sig særtilladelser, der efter indstilling fra Perhilitan gives til enkeltpersoner, forlystelsesparker og zoologiske haver. Han kiggede på min skuldertaske. “George Morrison optog alt,” sagde han og rejste sig, mens han bankede knoerne hårdt ind i væggen. “Jeg har forresten travlt.”

Han fulgte mig ud. “Når du er færdig med din bog, kan vi tale om min historie,” sagde han.

Da var det, jeg begik en fejl. Jeg fortalte, at jeg havde skrevet en artikel, der afslørede en tvivlsom aftale mellem de amerikanske myndigheder og en britisk mønthandler om salg af verdens mest værdifulde – og stjålne – mønt. Fortjenesten skulle de dele. Når man fortæller en tidligere straffet, at man har givet myndighederne et blåt øje, er der normalt garanti for at få det blå stempel. Men jeg havde lige et øjeblik glemt logikken bag Operation Kamæleon: Anson Wong var ven med myndighederne.

Han stirrede på mig. “Så du er journalist.”

Anson Wong havde tilsyneladende troet, at jeg skrev biografier. Jeg begyndte at svare, men han afbrød mig. “Journalister, der afslører ting, som folk helst ikke vil have gravet i, risikerer at blive dræbt,” sagde han koldt.

DE MINDSTE CHILIER

En dag i slutningen af december 2007 blev to højtstående repræsentanter for Perhilitan hentet i Penangs internationale lufthavn af Anson Wongs sorte Mercedes-Benz. Det var divisionsdirektør Sivananthan Elagupillay og hans overordnede, vicegeneraldirektør Misliah Mohamad Basir. De to var kommet fra Kuala Lumpur for at deltage i et pressemøde i anledning af lanceringen af den nye zoologiske have, der nu var blevet til et samarbejde mellem forstvæsenet på Penang, Anson Wong og Michael Oois selskab. Der skulle etableres en zoologisk have på to hektar i skovreservatet Teluk Bahang, og de lokale myndigheder på Penang bidrog med 700.000 ringgit (ca. 1 million kr.) til finansieringen. Den malaysiske avis The Star bragte et billede af statslige embedsmænd, der inspicerede den zoologiske haves nye tigeranlæg.

“Prisen på indgangsbilletten bliver særdeles overkommelig, for vores mål med parken er også at være med til at bevare den truede art,” sagde Michael Ooi til journalisterne. Anson Wong havde i lang tid pralet af den indflydelse, han havde på myndighederne. Nu fik han åbenlys opbakning fra såvel myndig-hederne på Penang som fra Perhilitan. Der var noget ironisk over Misliah Mohamad Basirs tilstedeværelse, for under Operation Kamæleon var det hende, der havde ansvaret for Penang. Det var også hende, som underskrev Anson Wongs handelstilladelser i henhold til Washington-konventionen. Mindre end fire år efter Anson Wongs anholdelse blev hun forfremmet til divisionsdirektør, og i 2007 blev hun næstkommanderende for hele Perhilitan.

Jeg spekulerede på, hvad Misliah Mohamad Basir mon mente om den mand, der havde smuglet så mange truede arter lige for næsen af hende. “Han er min gode ven,” fnisede hun.

Jeg var tidligere blevet advaret om, at Misliah Mohamad Basir havde to fordomme: Hun brød sig ikke om amerikanere, og hun mente, at alle amerikanere var besat af Anson Wong.

“Jeg er jo amerikaner,” sagde jeg. “Og i USA hører vi kun én og samme historie om Malaysia og jeres vilde dyr og planter.”

“Og den er?” spurgte hun venligt.

Jeg smilede. “Anson Wong.”

Misliah Mohamad Basir fnisede. Hun kom til Perhilitan i begyndelsen af 1980’erne, omtrent samtidig med at Anson Wong begyndte i krybdyrsbranchen, og hun havde været udstationeret på Penang i det meste af sin karriere. “Jeg har inspiceret hans forsendelser i over 10 år,” sagde hun. Jeg prøvede at forestille mig Misliah Mohamad Basir stå med et koben og brække Anson Wongs trækasser op. Jeg så for mig, hvordan hun stak hånden ned i æsker fyldt med bidelystne tokaygekkoer, giftige mangrovesnoge og andre af de afskrækkende aggressive dyr, som Anson Wong kaldte dækdyr, fordi han anbragte dem oven på de illegale dyr i forsendelserne.

Hun vidste ikke så meget om krybdyr, da hun begyndte, fortalte hun, men det gjorde hun nu.

“Anson Wong er meget dygtig,” fortsatte hun og forklarede, at han indgår alle handler over telefonen. “I Malaysia kan folk kun pågribes, hvis de er fysisk sammen med dyrene. Det er ikke som i USA med Lacey-loven.” Den amerikanske Lacey-lov indebærer, at det er forbudt at overtræde alle love om dyr og planter, altså også udenlandske. Og det er ikke nødvendigt at pågribe en smugler med et dyr i sin besiddelse, for at han kan retsforfølges. Misliah Mohamad Basir betragter Anson Wongs dom i henhold til Lacey-loven som uberettiget, og hun har offentligt beskyldt USFWS for at have fået ham anholdt på et falskt grundlag.

“De sagde, han havde komodovaraner, men han ekspederer aldrig dyrene selv. Han har smuglere overalt,” sagde Misliah Mohamad Basir. “Da Anson Wong sad i fængsel, skrev han breve til mig. Han bestak sig frem. De behandlede ham som en konge!” Omsætningen var faldet, mens han sad i fængsel, og konen passede forretningen, forklarede hun. “Men nu går det den modsatte vej igen.”

Perhilitans næstkommanderende lyder som en forblændet tante, når hun taler om Malaysias mest berygtede dyresmugler.

“Folk spørger mig, hvordan jeg dog kan give ham de tilladelser?’” Misliah Mohamad Basir smilede over hele hovedet. “Han var en meget slem dreng, men hvis ikke vi giver ham lov, ville han bare gøre det alligevel.” På denne måde kunne de holde øje med ham, forklarede hun.

Misliah Mohamad Basir siger fortsat god for Anson Wong. “Han har drevet sin forretning på lovlig vis og overholdt alle krav og betingelser i den malaysiske lovgivning. Perhilitan har overvåget ham og hans aktiviteter i Vestmalaysia nøje,” hed det i en skriftlig pressemeddelelse i 2008. Misliah Mohamad Basir gik også ind for legalisering af tigeravl og tapning af bjørne-galde. “Hvorfor ikke?” spurgte hun.

Den uanselige og tilsyneladende så harmløse Misliah Mohamad Basir er en af verdens mest magtfulde beslutningstagere, når det gælder vilde dyr og planter. Og Malaysia er i hendes embedsperiode blevet et globalt centrum for de illegale handelsaktiviteter.

I tankerne blev jeg ved med at vende tilbage til, hvor tiltalende hun virkede. “Er Misliah Mohamad Basir ikke den sødeste lille dame, De nogensinde har mødt?” spurgte jeg en højt-
stående medarbejder i Perhilitan. Han kiggede lidt på mig og smilede så. “Her i Perhilitan siger vi: Kecik-kecik cili padi.” En parkbetjent, der stod i nærheden, nikkede. “De mindste chilier er altid de stærkeste.”

SHERIF SØGES

Misliah Mohamad Basir nævnte på et tidspunkt en modstander ved navn Chris Shepherd, en uforfærdet inspektør, der har skabt opmærksomhed omkring det sorte marked for vilde dyr og planter i hele Sydøstasien. “Han siger, vi bare er et transitland,” erklærede Misliah Mohamad Basir med slet skjult foragt. “Han siger, vi ikke gør noget for at standse smuglerierne.”

Chris Shepherd er canadier og arbejder for organisationen TRAFFIC, der overvåger handel med truede dyrearter og planter bl.a. for Verdensnaturfonden. TRAFFIC har hovedkvarter i Cambridge i England og kontorer over hele verden. Medarbejderne holder øje med, om der sker lovovertrædelser, og de videregiver det, de finder ud af, til myndighederne i det land, de arbejder i. Chris Shepherd fungerer som ledende inspektør i TRAFFIC’s sydøstasiatiske hovedkvarter i Petaling Jaya i Malaysia. Han har i de seneste 10 år skrevet et bjerg af rapporter om illegal handel med bjørnelegemsdele, elefanter, desmerkatte, indonesiske skadedrosler, stjerneskildpadder, serover, roti-slangehalsskildpadder, sumatratigre med flere. Mange betragter ham som en af de bedste inspektører i regionen, og hans rapporter kommer naturfredningsfolk og myndigheder verden over til gode.

Da jeg besøgte Chris Shepherd og spurgte, om han ville vise mig sit materiale om Anson Wong, så han tomt på mig. Han åbnede et arkivskab og tog en tynd mappe op af en halvtom skuffe. Efter at have skimmet et par sider rys-tede han beklagende på hovedet.

Ikke én eneste af inspektørerne fra de ngo’er (frivillige, ikke-statslige orgnisationer), jeg mødte i Sydøstasien, havde set Anson Wong. Jeg mødte den ene ekspert efter den anden, som hellere end gerne ville vise mig alle uhyrlighederne: bjørneunger i Vietnam, der blev dyppet i kogende vand for at forstærke “livskraften” i bjørnelabsuppe, lænkede orangutanger i indonesiske generalers baghaver og truede fugle, der åbenlyst blev udbudt til salg på asiatiske markeder. Men der var ingen eksempler på syndikater, som var blevet kortlagt, så det var umuligt at forbinde noget af det til forbryderorganisationer.

“Deres hjerner fungerer ligesom et kamera,” sagde George Morrison. Ngo’er, deres bidragydere og medierne har det med at fokusere på synlige lovovertrædelser, mens de multinationale forbrydersyndikater opererer i skjul af en skov af handels- og virksomhedsoplysninger kombineret med de rigtige tilladelser.

Ngo’erne har meget at se til. De skal samle penge ind, skrive rapporter om de enkelte arter, lave presseinterviews og markedsundersøgelser, holde møder med bidragydere og betale regninger. De er ikke politi. De har ikke myndighed til at håndhæve lovgivningen, deres medarbejdere skal søge visum hos de myndigheder, de måske vil undersøge, og hvis NGO’erne presser for hårdt på, kan det give problemer. I 2008 offentliggjorde TRAFFIC en rapport om handel med tigerlegemsdele på Sumatra og opfordrede Indonesien til at stramme op på lovhåndhævelsen. Det fik Indonesien til at suspendere TRAFFIC’s aktiviteter, der reelt betød en bortvisning.

TRAFFIC har kun tre inspektører til at tage sig af Sydøstasien og blot 100 medarbejdere på verdensplan. Washingtonkonventionens sekretariat har kun én eneste person til at overvåge, at lovene overholdes. Og Interpol har også blot én ansat til at tage sig af ulovlig handel med vilde dyr og planter. Andre lande er i besid-delse af nyttige redskaber såsom aflytningstilladelser. De er imidlertid ikke så vidtrækkende som den amerikanske Lacey-lov, og nu er George Morrisons specialenhed til og med også reduceret til højst tre mand.

Ved en kongresudvalgshøring i USA, der handlede om forbindelserne mellem national sikkerhed og illegal handel med vilde dyr og planter, mødte jeg en kvinde med en ph.d. i veterinærvidenskab. Hun havde været med til at udarbejde noget af informationsmaterialet. “Jeg vil gerne lave hemmeligt arbejde i Sydøstasien,” sagde hun. Jeg var imponeret. En begavet, ung akademiker, der gerne ville påtage sig at arbejde som hemmelig agent. “Jeg har snart ferie, og så gør jeg det,” fortalte hun.

Misliah Mohamad Basir kan ikke lide Chris Shepherd, fordi hans kritik optræder i nyhederne, men sagerne gør sig udelukende godt i pressen, hvis de handler om dyr med ikonstatus, som kan kalde de store overskrifter frem.

En ny organisation i regionen kan måske skabe håb – Association of Southeast Asian Nations’ Wildlife Enforcement Network (ASEAN-WEN). Den blev etableret for fire år siden og omfatter toldagenter, folk, der arbejder med vilde dyr og planter, anklagere og politi fra alle organisationens 10 medlemslande. Australien, New Zealand og USA er også involveret, og mange af ASEAN-WEN’s midler kommer fra amerikanske United States Agency for International Development, også kendt som USAID. Det siger noget om ASEAN-WEN’s potentiale, at Anson Wong abonnerer på dens nyhedsbrev.

I august 2009 svarede Misliah Mohamad Basir på beskyldninger om korrupte forbindelser mellem hendes afdeling i Perhilitan og Anson Wong: “Når det kommer til Malaysia, så overholder han lovgivningen her og har de nødvendige tilladelser. Hvad han laver uden for landets grænser, angår ikke os,” sagde hun.

• Forrige Side 4 af 4