Galleri: Månedens foto 2012

Se de imponerende flotte pletskud i 2012 fra verdens førende topfotografer hos National Geographic.

26. januar 2012
I tusmørket sætter en fisker sine garn ud på bambusstænger i et oversvømmet område for at fange fisk til lokalt forbrug. Stedet ligger tæt på by­en Guwahati, som er en vigtig flod-havn i Nordøstindien.
Orangutangen Doyok hænger ud i Tanjung Puting Nationalpark efter en tur til et madudsætningssted. Den rehabiliterede orangutang blev genudsat i det fri for ca. 20 år siden, men vender af og til tilbage for at få lidt bananer og mælk.
En amerikansk cookie med chokoladestykker lokker en vild vaskebjørn ud af skoven og op ad trapperne til et pensionat nær kysten­ i Oregon. Langs Stillehavskysten er pattedy­rene oftest­ nat­aktive og vejer mellem 2 og 10 kg.
Begejstringen bobler helt over, da en mongolsk dreng får en gyngetur af sin storebror på en gynge lavet af reb og en pude. Eftermiddagens lufttur finder sted i landsbyen Hemu i den nordvestlige region Xinjiang.
En deltager forsvinder under­ et tæppe af bier i en konkurrence i Hunan­-provinsen. Bierne lokkes til af en dronningebi, som sidder i et bur om hans hals. En vægt viser, at han er “iført” omkring 23 kg bier – nok til at sikre ham andenpladsen. Foto: ChinaFotoPress/Getty Images
Solstrålerne filtreres ned gennem regnskoven på Havelock-øen, hvor Rajan går morgentur. Den asia­tiske elefant, der er pen­sioneret fra arbejdet med at flytte træstammer, går tur her hver dag, og fra tid til anden bader den i Andamanhavet. Foto: Jody MacDonald
Parson Russel-terrieren Lulu er en ufortrøden vandhund, når der bliver leget i swimmingpoolen i Phoenix, Arizona. Hunden skulle først vænne sig til fotografen, og derpå tog det omkring 10 forsøg og perfekt timing at få dette foto i kassen. Foto: Seth Casteel, Tandem Stock
I Lehi i staten Utah boltrer folk sig i brandslukningsskum iført dykkerbriller. Traditionen, der afholdes for fjerde gang, finder sted på Pioneer Day den 24. juli – en officiel helligdag i Utah, hvor man fejrer mormonernes ankomst til Salt Lake Valley i 1847. Foto: Lance Booth, Daily Herald.
Selvom denne samling af fugleæg på University of Nebras­ka State Museum har over 100 år på bagen, er farverne stadig smukke. Æggenes indhold tømtes via huller i skallen. Blandt de gamle æg er et stort æg fra en hvidhalset ravn (længst til højre) og fem blå æg fra en plettet skovdrossel (længst til venstre). Foto: Joel Sartore.
Et ungt dådyr pudser sin pels i en pause fra fødesøgningen på en snedækket mark i Weald Country Park i Essex County. På dette stadie kaldes dyret for en spids. Det har fået sit første gevir – to simple spidser af hård knogle. Foto: Nick Ansell, Press Association/AP Images.
Under Dolomitternes skarpe tænder i de østlige Alper ligger grønne enge, hvor vandrere, og indimellem også græssende kvæg, kan tage et hvil. De to tinder Grosse Fermeda (forrest) og Sass Rigais (bagerst) troner mere end 2700 m op mod himlen. Foto: Kevin Kunstadt.
Et “hav-badebassin” bygget langs et stykke klipperig kyst inviterer til en forfriskende dukkert i landsbyen Mousehole i Cornwall. Denne slags badebassiner, der fyldes af tidevandet, var populære i Storbritannien i 1930’erne. Omkring 30 af dem bruges stadig i dag. Foto: Tessa Bunney.
Firkanter med grønt kunstgræs i den tørre ørken nær grænsen til Somalia fungerer som små golf-oaser for spillere fra Golf Club de la Douda. Der falder gennemsnitligt kun omkring 15 cm regn om året i denne afrikanske republik. Foto: Matthieu Paley.
På Plum Island i Massachusetts er en kortnæbbet præstekrave i gang med en af sine fornemste opgaver efter at have udruget sine unger: at agere varmt ly. Selvom ungerne selv kan finde føde, når de er bare få timer gamle, har de brug for hjælp til at holde varmen. Foto: Michael Milicia.
En død tamarisk, der er fotograferet med lang eksponeringstid, står badet i måneskin. Træet vidner om en hedengangen frodighed i det, der nu er en saltslette på kanten af Salton Sea. Saltindholdet i den californiske sø, som ligger 70 m under havniveau, er omkring 50 % højere­ end i Stillehavet. Foto: Jim Lo Scalzo.
Øvelse gør mester, selv for hunde. I et enkelt hop klarer denne hund hele hullet i muren langs strandpromanaden i byen Essaouira. Forud for afsættet lå et tilløb og adskillige træningshop. Foto: Álvaro Sanchez-Montañes.
En stime af 1902 kanoer og kajakker forsøger at slå rekorden for verdens største “flåde” på Fourth Lake i Adirondack Mountains i staten New York. Ifølge reglerne skal den holde sig flydende i mindst 30 sekunder kun holdt sammen af hænder. Foto: Nancie Battaglia, Sports Illustrated/Getty Images.
Der er fuld tryk på farverne, når en glitrende bille af arten Psilothrix viridicoeruleus kravler langs en kornvalmues glødende blade. Om foråret fouragerer dette insekt i halvørkenen Bardenas Reales, der er et UNESCO-biosfærereservat. Foto: José Antonio MartÍnez.
Vintertusmørket har sænket sig over den snedækkede is og sætter scenen for en fodboldkamp i landsbyen Aappilattoq. Atletiske bevægelser i talrige lag varmt tøj kan være endnu mere udfordrende end at manøvrere på den frosne bane. Foto: Andrea Gjestvang, Moment.
Med både haler til at svømme med og et helt sæt ben er haletudser af arten spansk løgfrø glimrende eksempler på metamorfosens magi. Få dage før de kravler på land, holder disse haletudser op med at spise, indtil deres haler er helt forsvundet. Foto: Bruce Farnsworth.
Fotografens bolle og smør er uimodståelige for de lokale, sultne småfugle på en hyttes terrasse i nationalparken Queen Elizabeth. I Østafrika lever der mange forskellige arter af væverfugle, der er kendte for at være dygtige til at bygge reder. Foto: Joel Sartore.
Ringe af røg tegner sig i luften under en militærøvelse ved den demili­tariserede zone. En syd­koreansk tank, der er løseligt­ camoufleret med grene, affyrer røg­granater mellem bunker af opgravet jord. Foto: Jung Yeon-Je, AFP/Getty Images.
En klar sommermorgen balancerer en dværgmus, der er født i fangenskab, behændigt mellem to stængler i en hvedemark i Alsace. Denne art er Europas mindste gnaver. Den har en gribehale og bygger runde reder, som minder om en fugls. Foto: J.L. Klein og M.L. Hubert, Biosphoto.
To piger løsner håret før en svømmetur i en lille sø nær Rushan i Pamirbjergene. Flere store bjergkæder udgår herfra og forsyner store dele af Centralasien med vand. En del af vandet afledes til kunstvanding og landets voksende befolkning. Foto: Carolyn Drake, Panos Pictures.
I et tørkeramt landskab nær Marjah i den urolige Helmand-provins fører en enlig hyrde sine får igennem hullet i en lerklinet mur. Billeder af idyllisk landliv ses fortsat i dette landbrugsland, til trods for kampe, usikkerhed og en kritisk fødevaremangel. Foto: Kevin Frayer, AP Images.
Assistenten for en tyrefægter på hesteryg, en såkaldt rejoneador, står i et sideaflukke til arenaen ved festivalen Feria del Caballo i Jerez de la Frontera. Han står flankeret af muldyr, der bruges til at fjerne de faldne tyre. Muldyrene er pyntet med traditionelle spanske farver. Foto: Emilio Morenatti, AP Images.
Synet af de mange tusinde munke på en tempelplads ser ud til at strække sig i det uendelige. Munkene bliver ordineret ved en ceremoni på den buddhistiske helligdag Magha Puja. Dagen fejrer en central prædiken og samling af munke, der fandt sted, mens Buddha levede. Foto: Luke Duggleby, Redux.
Den stribede tudsefisk er godt camoufleret af sit buskede udseende. Denne rovfisk lever gerne på havbunden i varme, plantebevoksede vande. Som de andre arter af tudsefisk benytter den sig af “fiskestangsprincippet” til at lokke bytte ind i sit gab: Forrest på hovedet har den en lang finnestråle forsynet med en hudlap yderst, som fungerer som madding. Foto: Daniel Selmeczi, Steve Bloom Images.

Måske er du interesseret i ...

Læs også