Nyt blad: Bag om Joel Sartores Photo Ark

Joel Sartore vil fotografere alle dyr i fangenskab, før de forsvinder. "Jeg vil have, at billederne skal have effekt, længe efter at jeg er død," siger han.

20. april 2016 af Rachel Hartigan Shea

National Geographics fotograf Joel Sartore arbejdede i årevis langt fra sit hjem.

Han dokumenterede dyrelivet i Madidi Nationalpark i Bolivia, besteg de højeste bjerge i Storbritannien og kom alt for tæt på Alaskas grizzlybjørne. Imens gik hans kone Kathy hjemme i Lincoln, Nebraska, og passede børnene.

Men i november 2005 fik Kathy konstateret brystkræft. Det betød syv måneder med kemoterapi, seks uger med strålebehandling og to operationer. Så Joel Sartore havde ikke noget valg: Med tre børn på 12, 9 og 2 kunne han ikke rejse ud efter de historier, der har været grundlaget for hans karriere.

Nu siger han om den tid: “Jeg fik et år hjemme til at tænke.”

Han tænkte på den amerikanske ornitolog John James Audubon. “Han malede flere fugle, der er uddøde nu,” siger Joel Sartore, der har tryk af Audubons carolinaparakit og elfenbensspætte hængende på sin væg. “Han kunne se, det lakkede mod enden for nogle dyr allerede i 1800-tallet.”

Og han tænkte på en anden amerikaner, George Catlin, der malede indianerstammer, fordi “han vidste, at deres levevis ville blive radikalt ændret” af udvidelsen mod vest.

Han tænkte også på Edward Curtis og de truede indfødte kulturer, som han “fotograferede og filmede på tidlig lydfilm”.

“Og så tænkte jeg på mig selv; at jeg havde fotograferet naturen i næsten 20 år, og jeg var ikke lykkedes med at gøre folk specielt meget mere interesserede i den,” siger han.

Han havde taget billeder, der viste præcis, hvorfor nogle arter måtte kæmpe for at overleve – for eksempel en alabama-hjortemus fotograferet foran det kystbyggeri, der truede dens eksistens – men så faldt det ham ind, at en enklere tilgang måske ville være mere effektiv.

Portrætter kunne fange et dyrs form og træk og i mange tilfælde også dets indtrængende blik. Kunne man ikke også bruge dem til at fange offentlighedens interesse med?

En dag i sommeren 2006 ringede Joel Sartore til sin ven John Chapo, der er direktør for Lincoln Børnezoo, og spurgte, om han måtte tage portrætter af nogle af havens dyr.

Selv om Kathy var syg, kunne han godt arbejde lidt i nærheden af hjemmet, og den zoologiske have lå mindre end 2 km væk. John Chapo sagde, at Sartore bare kunne komme. “Jeg sagde det mest for at være flink,” siger John Chapo.

Da Joel Sartore ankom, bad han John Chapo og zoo-kurator Randy Scheer om to ting: en hvid baggrund og et dyr, der kunne sidde stille.

“Hvad med en nøgenrotte?” spurgte Randy Scheer. Han stillede den nøgne gnaver med de store fortænder på et skærebræt fra havens køkken, og så begyndte Joel Sartore at fotografere.

Læs hele artiklen om Joel Sartores ambitiøse fotoark i det nye nummer af National Geographic - eller hent artiklen ned som PDF nederst på siden.

Det kan du også læse om i Natonal Geographic nummer 4/16

Tilbage fra de døde: Hvad sker der i gråzonen mellem livet og døden? Fest med de døde: Når døden ikke betyder farvel Storbysjælens åndehul: Byparkerne er populære som aldrig før

Måske er du interesseret i ...

Læs også